fasaner - Læs om arternes udbredelse og fasanjagt

Fasaner er en fællesbetegnelse for ca. 50 arter i fasanfuglenes familie. De omfatter hovedsagelig de større medlemmer, dvs. de 40-235 cm lange, arter i familien, om end der er et vist overlap til agerhønsene.

Faktaboks

Etymologi: Ordet fasan kommer af græsk phasianos '(fugl) fra floden Phasis', nu Poti i Georgien.

Til gruppen hører både den fasan (Phasianus colchicus), som udsættes til jagt i Danmark, samt velkendte prydfugle som guldfasan (Chrysolophus pictus) og sølvfasan (Lophura nycthemera) samt påfugl (Pavo cristatus). Dertil kommer junglehønen (Gallus gallus), som er stamform til tamhønen.

Langt de fleste arter lever i det sydøstlige Asien, og som helhed er gruppen rent asiatisk. Den eneste undtagelse er congopåfuglen (Afropavo congensis), der i 1936 blev opdaget i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (dengang Belgisk Congo).

Levevis

Fasaner færdes på jorden i regn- og bjergskove, i skovkanter eller i mere åbent kratland; de overnatter dog i træer. Føden består af forskellige plantedele samt insekter, der især er af betydning for ungerne. Påfuglen tager også større dyr som firben og slanger.

Ynglebiologi

Bortset fra argusfasanerne (slægterne Argusianus og Rheinardia), der bygger voluminøse reder i træer, ruger fasaner på jorden. Langt de fleste arter har et mere eller mindre promiskuøst eller haremsbaseret parringssystem, og hunnen er alene om at udruge og føre de redeflyende unger.

Hannerne har stærke farver og er udrustet med forlængede halefjer (hos påfuglen overhaledækfjer) og andre prydelser, fx kan de have nøgne røde eller blå hudlapper på hovedet. De længste fuglefjer, der kendes, er de midterste halefjer hos argusfasaner af slægten Rheinardia fra Indokina og Malaysia; de er næsten 2 m lange og 15 cm brede.

Status

Næsten halvdelen af arterne er sjældne, sårbare eller akut truede. De hyppigste trusler mod fasanerne er ødelæggelse af levesteder, ofte kombineret med jagt.

Fasanen i Danmark

Den i Danmark almindelige fasan (Phasianus colchicus) har sin naturlige udbredelse i de varmtempererede dele af Asien fra Sortehavet til Korea. Den blev allerede i romersk tid indført til Sydeuropa og England som pryd- og jagtfugl. Fasanen kom til Danmark for første gang i 1562, men landet fik først en fast vildtlevende bestand i 1800-tallet. Den fritlevende bestand anslås til at ligge på ca. 92.000 ynglepar (2019).

Fasanerier

Mange arter holdes som prydfugle i fasanerier, og der er fx fremavlet 34 racer af fasan, hvoraf syv findes i Danmark. Fasanerier kendes helt tilbage fra romertiden, og et af de første danske fasanerier var ejet af Christian 4. på Frederiksborg Slot. Opdrættet skete med henblik på kødproduktion, men senere begyndte man også at udsætte fasaner til jagt.

Fasaner i fangenskab er hovedsagelig krydsninger mellem de forskellige racer, og da anlægget for ring om halsen er dominant, har alle fasanhaner halsring. Opdræt til udsætning sker i volierer, hvor hver hane går med 2-5 høner. Rugetiden er 23 døgn; æggene kan udruges i rugemaskine eller af tamhøns.

Fasanjagt

På mindre jagtarealer drives fasanjagt ofte som trampejagt, dvs. at en eller flere personer systematisk tramper arealet af og skyder fuglene på opfløj. En anden udbredt metode er jagt for stående hund, hvor hunden finder fuglen, tager stand og derefter på kommando rejser fuglen. På større arealer drives fasanjagt næsten udelukkende som driv- eller klapjagt.

Fasanen er den vigtigste vildtart i Danmark, og der nedlægges årligt omkring 700.000 fasaner, hvoraf mellem en tredjedel og halvdelen er opdrættede fugle. Hvert år udsættes ca. 800.000-1.000.000 fasaner.

Læs mere i Den Store Danske

fasanfugle

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Fugle

Morten Frederiksen

Ph.d., dr.scient., professor, Aarhus Universitet