harer

Harer er tilpasset et liv som planteædere og flugtdyr. Allerede for 40 mio. år siden afveg harerne i udseende fra de marsvinelignende pibeharer. Baglemmerne er specielt udviklet til hurtig flugt, som sker i en hoppende bevægelse, en slags galop. Nogle af de større arter kan komme op på en hastighed af 80 km/h, og de kan holde 50 km/h over længere strækninger. Ørerne kan drejes i alle retninger, så haren hurtigt kan afgøre, fra hvilken retning en fjende kommer. Øjnene er store, udstående og placeret højt på siden af hovedet, så hele horisonten og det meste af himlen kan overskues på én gang. Endvidere har harer et godt nattesyn, og de fleste arter er mest aktive i skumringen og om natten.

Harer lever først og fremmest af saftige græsser og urter, men tager også nye skud af træer og buske samt frugt, kornkerner og frø. Som hos gnavere er harernes tandsæt specielt udviklet til at afbide og formale planteføde, og tænderne vedbliver at vokse livet igennem. Harer har en meget stor blindtarm, hvori føden forgæres. Herved dannes fedtsyrer, proteiner og vitaminer, som ikke findes i planterne, men som er nødvendige for dyrene. For at kunne optage disse næringsstoffer må harerne tømme blindtarmen og æde denne afføring, som tages direkte fra endetarmsåbningen. Det kaldes koprofagi, og harer betegnes som pseudodrøvtyggere.

De egentlige harer adskiller sig fra kaninerne ved (som regel) at have længere bagben og ører, samt at kraniets mellemisseben går i ét med issebenet. De egentlige harer er langdistanceløbere med et forholdsvis stort og kraftigt hjerte. Deres muskulatur består fortrinsvis af lange fibre, derfor kødets karakteristiske mørke farve. Kaninerne derimod har korte muskelfibre, lyst kød, og de er kun i stand til at udføre korte, hurtige spurter. I levevis er de egentlige harer og kaniner forskellige ved, at harer mere eller mindre lever enkeltvis, mens kaniner ofte danner kolonier med mange individer sammen. Til forskel fra harerne graver kaninerne skjulesteder i jorden, hvor de kan gemme sig for fjender.

Harer føder forholdsvis mange unger, og de fleste arter får flere kuld om året. De egentlige harer føder deres unger, killinger, direkte på jorden, mens kaninerne laver en rede, der er foret med græs og uld og oftest gravet ned i jorden. Harernes killinger fødes med fuldtudviklet pels og åbne øjne, og de kan i løbet af få timer bevæge sig omkring på egen hånd. Kaninernes unger er derimod nøgne og har tillukkede øjne ved fødslen, og de forbliver i reden, til de er fuldtudviklede, 20-21 dage gamle. De egentlige harer føder (sætter) 1-8 kuld killinger om året. Harearter, der lever i de koldeste egne, får de færreste og største kuld som en tilpasning til planternes korte vækstperiode. Eksempelvis føder den arktiske hare (Lepus arcticus) kun ét kuld med 5-8 killinger, mens den afrikanske savannehare (Lepus victoriae) får 5-6 kuld, men i alt kun føder otte killinger i løbet af en sæson.

I Danmark får den europæiske hare 6-12 killinger i 3-4 kuld i perioden fra begyndelsen af februar til slutningen af september. Første og fjerde kuld er mindre end andet og tredje. Kaninerne får generelt set dobbelt så mange unger som de egentlige harer, og kuldstørrelsen ligger på tre til ti unger afhængigt af årstiden. I tempererede områder yngler vildkaninen 8-9 måneder om året og i de subtropiske egne stort set hele året rundt.

Mange arter af harefamilien er vigtige fødeemner for forskellige rovdyr. Også mennesket efterstræber dem, og en hel del arter er det populært at drive jagt på. Den europæiske hare er af den grund udsat bl.a. i Syd- og Nordamerika samt i Australien og New Zealand. Den er det pattedyr, der skydes flest af i Danmark. Vildkaninen har i mange lande været af stor betydning som føde for mennesker, og den er ligeledes udsat mange steder verden over. Tamkaniner stammer fra vildkaninen.

Lagomorpherne, hvis nærmeste slægtninge måske er gnaverne, kan ligesom disse via fossiler spores tilbage til Paleocæn (ca. 60 millioner år før nu) i Asien. De udviklede sig til en evolutionært set ret ensartet gruppe, bl.a. karakteriseret ved seks øvre og fem nedre kindtænder i hver side, og inddeles traditionelt kun i to familier.

Leporiderne omfatter en snes uddøde slægter og kendes fossilt tilbage fra Sen Eocæn (ca. 40 millioner år før nu) i Nordamerika, fra Tidlig Oligocæn (ca. 35 millioner år før nu) i Europa og fra Pliocæn (ca. 4 millioner år før nu) i Afrika. Til Sydamerika nåede de første kaniner først frem i Pleistocæn (for måske 1 million år siden).

Ochotoniderne omfatter ligeledes en snes uddøde slægter. De var generelt lidt senere undervejs end leporiderne, men findes dog i Afrika fra Tidlig Miocæn (ca. 20 millioner år før nu).

• pattedyr
• pibeharer
• kaniner