bavianer

Bavianer. Mandril (Mandrillus sphinx).

.

Bavianer. Kappebavian (Papio hamadryas), han.

.

Bavianer. Kappebavian (Papio hamadryas), hun.

.

Bavianer. Anubisbavian (Papio anubis).

.

Bavianer, tre slægter og otte arter af østaber (Catarrhini), der uden at udgøre en systematisk gruppe har visse fællestræk. Slægterne er savannebavianer (Papio), skovbavianer (Mandrillus) og geladabavianer (Theropithecus). Fælles for dem er det lange snudeparti og de veludviklede hjørnetænder, der giver bavianerne et hundeagtigt udseende. Heraf navnet hundeaber, som man især støder på i ældre litteratur. Vægt 15-40 kg, hanner større end hunner. De er udbredt over det meste af Afrika samt i den sydvestlige del af Den Arabiske Halvø.

Faktaboks

etymologi:
Ordet bavian kommer af fransk. babouin, afledn. af provencalsk babone 'snude'.

Bavianer er dagaktive, færdes fortrinsvis på jorden og er dygtige svømmere. De lever af frugter, blade, rodknolde, mindre hvirveldyr og insekter, som de finder på jorden. Skal det gå hurtigt, kan de samle forråd i specielle udposninger på kinderne og vente med fortæringen til senere. Om dagen færdes bavianerne i flokke på mellem 10 og 50 individer med én eller flere hanner i spidsen. Om natten søger mange grupper sammen på specielle sovepladser, hvor de er beskyttet mod rovdyr. Sådanne sovegrupper kan tælle over 500 individer. Bavianer har mange fjender, men er godt rustet til at forsvare sig. De skarpe hjørnetænder kan være dødelige for en angriber, og i fællesskab kan en gruppe bavianer jage en leopard på flugt.

Alle bavianer har et veludviklet signalsprog. Indbyrdes pelspilning indgår som en væsentlig del og bruges til at berolige andre flokmedlemmer med. En anden hyppig adfærd er skinparringer, der bruges til at vise dominansforhold: Den, der skinparrer en anden, viser sin dominans over for denne og accepterer samtidig dennes underkastelse.

Savannebavianerne: kappebavian (P. hamadryas), anubisbavian (P. anubis), Guineabavian (P. papio), gul bavian (P. cynocephalus) og chacmabavian (P. ursinus) er knyttet til den åbne savanne og har den største udbredelse blandt bavianerne. De har nogle usædvanlig store sædepuder, som hos hunnerne svulmer op, når de kommer i brunst. Hannerne kan ud fra sædepudernes størrelse bedømme hunnens seksuelle tilstand, og hunner i brunst forsvares over for andre hanner.

Skovbavianerne: mandril (M. sphinx) og dril (M. leucophaeus) findes kun i den vestafrikanske regnskov. Hos begge arter er de kønsmodne hanners sædeparti farvet i rødt og blåt, og hos mandrillen går farverne igen på snuden. De kraftige farver er væsentlige i abernes indbyrdes kommunikation og er bl.a. med til at give de kønsmodne hanner deres førerstatus i flokken.

Geladabavianerne (T. gelada) adskiller sig fra de øvrige bavianer ved, at næseborene ikke udmunder helt ude på spidsen af snuden, men på siden. Sammen med andre specielle karaktertræk har det givet anledning til en del diskussion om deres systematiske placering. Geladabavianer holder til i Etiopiens højland, hvor det uvejsomme klippeterræn yder dem god beskyttelse mod rovdyr.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig