bibliotekets historie

De ældste græske biblioteker blev samlet af videnskabsmænd og digtere i 400- og 300-tallet f.v.t. Af særlig betydning for græsk kultur blev Det Alexandrinske Bibliotek, hvis forvaltning og målsætning gør det sammenligneligt med et nutidigt nationalbibliotek. Et sidestykke til det alexandrinske bibliotek var Pergamonbiblioteket i Lilleasien, hvoraf bygningsdele er bevaret.

Romerne beundrede den hellenistiske kultur, og mange rigmænd havde gode biblioteker, bl.a. statsmanden Sulla, hvis bibliotek for en stor dels vedkommende var krigsbytte fra Grækenland. Cæsars plan om et offentligt bibliotek i Rom blev realiseret af Gajus Asinius Pollio 39 f.v.t.; kejserne Augustus, Vespasian, Trajan og Hadrian opførte store biblioteker, der sædvanen tro var delt i to sektioner, en for græsk og en for romersk litteratur.

Også i Athen, i Efesos, i Nordafrika og på Sicilien byggede romerne monumentale biblioteker. Denne periodes største biblioteker fik karakter af universiteter, men var også åbne for almindelige læsere, hvilket afspejles af, at byen Rom på Konstantin 1. den Stores tid (306-337) havde i alt 28 offentlige biblioteker.

Efter Romerrigets deling i 395 blev Det Byzantinske Rige det biblioteksmæssige centrum. Kejser Constantius 2. havde i 353 grundlagt et bibliotek i Konstantinopel; en stor del af den antikke litteratur blev overleveret her og i klostre som fx Studion og det af Origines ca. 230 grundlagte akademi Caesaria på Sicilien samt de mange klostre i Det Ægæiske Hav, bl.a. på Athosbjerget. Flere hundrede år senere fik de rige islamiske biblioteker i Baghdad, Cairo og Cordoba en tilsvarende betydning.

En ny epoke i bibliotekernes historie indledtes med Cassiodorus' grundlæggelse 540 af klostret Vivarium på Sicilien og Benedikt fra Nursias samtidige grundlæggelse af Montecassino-klostret. I benediktinernes ordensregler bestemtes, at munkene hver dag skulle anvende flere timer på studier og afskrivning af antikke tekster (for at holde latinkundskaben ved lige); tilsvarende regler gjaldt for andre munke- og nonneordener. Klosterbibliotekerne blev, sammen med biblioteker ved domkirkerne, den dominerende bibliotekstype gennem hele middelalderen.

De forøgedes ved afskrivninger af tekster lånt fra andre klostre og ved gaver. Der udvikledes i tidens løb regler for klosterbibliotekernes forvaltning, og i visse klostres skrivestue, scriptorium, udførtes pragthåndskrifter, der med deres kalligrafi og bogmalerier er højdepunkter i middelalderens kunst.

Af de ældste og mest berømte klosterbiblioteker kan nævnes Lindisfarne ud for Englands nordsøkyst, Fulda i Tyskland, Sankt Gallen i Schweiz, Bobbio i Norditalien og Luxeuil og Corbie i Frankrig. Fra senmiddelalderen kan Vadstena nævnes som et nordisk eksempel. I klosterbibliotekernes historie indgår brande og krigsbegivenheder, men også uvidenhed og vanrøgt har i tidens løb været årsag til ødelæggelse.

Fra Reformationen og helt op til 1800-tallet gennemførtes bl.a. i Tyskland sekularisering af klostrenes ejendomme, der indebar konfiskation og beskadigelse. Trods de mange omskiftelser findes der i dag en række store og værdifulde klosterbiblioteker, ofte indrettet i baroksale, der er arkitektoniske mesterværker; nævnes kan Wiblingen ved Ulm, St. Peter i Schwarzwald og i Østrig Kremsmünster, Melk og Admont.

Klosterbibliotekerne fik stor betydning for middelalderens videnskab, men kravet om udvidelse af videnskabsområdet til profane discipliner førte sammen med behovet for undervisning til, at flere klosterordener oprettede kollegier, dvs. læreanstalter. Kollegiernes biblioteker blev i mange tilfælde grundlaget for egentlige universitetsbiblioteker, således det som Robert de Sorbon (1201-74) grundlagde i 1257, Sorbonne, og som allerede 1289 havde et organiseret bibliotek.

Af de ældste universitetsbiblioteker kan nævnes Prag (før 1370), Wien (1384), Erfurt (1407), Oxford (1412), Heidelberg (1442) og København (1482). Årstallene må tages med forbehold, da der sjældent foreligger egentlige grundlæggelsesdokumenter.

Middelalderens lukkede klosterbiblioteker og universitetsbiblioteker havde intet tilfælles med antikkens offentlige biblioteker. Med baggrund i humanismens livsformer opstod ønsket om også at genoplive den antikke bibliotekstradition.

Cosimo Medici åbnede 1441 et bibliotek i San Marco klostret i Firenze, der senere forenedes med et andet af Mediciernes biblioteker til det nuværende Biblioteca Laurenziana i Michelangelos berømte sal. I 1468 skænkede kardinal Bessarion sit bibliotek i Venedig til offentlig brug, og den bibliofilt interesserede pave Nicolaus 5. gav ved samme tid offentligheden adgang til Vatikanbiblioteket.

I de følgende århundreder lod fyrster rundt om i Europa mange biblioteker indrette, ofte i fornemme baroksale, hvor bøgerne blev anbragt i vægreoler i modsætning til senmiddelalderens tværstillede pultreoler. Ejerne skaffede sig kostbare samlinger af bøger og håndskrifter i fornemme indbindinger. Disse fyrstebiblioteker kom til at spille en stor rolle for udviklingen. I mange tilfælde danner de grundlaget for nutidens nationalbiblioteker.

I 1604 grundlagdes Bodleian Library som erstatning for Oxfords gamle universitetsbibliotek, der var ødelagt under 1500-tallets opgør med pavekirken. På det europæiske kontinent betød Trediveårskrigen 1618-48 ødelæggelse af en række værdifulde biblioteker, især i Tyskland, Bøhmen og Mæhren, hvorfra svenske generaler førte store skatte til det kongelige bibliotek i Stockholm og til det i 1620 grundlagte Uppsala universitetsbibliotek.

Under Frondekrigene ved 1600-tallets midte ødelagdes kardinal Mazarins bibliotek i Paris, hvis ca. 40.000 bind liberalt var stillet til rådighed for offentligheden; Bibliothèque Mazarine genopstod først i 1691.

I 1700-tallet voksede bogproduktionen eksplosivt, og det stillede nye krav til bibliotekerne. Universitetsbiblioteket i Göttingen blev et europæisk forbillede med hensyn til katalogisering, åbenhed og nyskabelser i den interne forvaltning. I England blev biblioteket i British Museum landets nationalbibliotek.

I Frankrig kom det kongelige bibliotek i en rivende udvikling med større åbenhed, trykning af kataloger og en verdensomspændende aktivitet med hensyn til erhvervelser, så det ved slutningen af 1700-tallet var Europas rigeste litterære skatkammer. Den Franske Revolution gav biblioteket et nyt navn, Bibliothèque nationale. Under revolutionen i 1790'erne beslaglagdes kirkens og de emigreredes biblioteker, ca. 13 mio. bøger og håndskrifter, der blev stuvet sammen i lokale depoter og delvis ødelagt, mens resten fordeltes, bl.a. til Bibliothèque nationale.

1800-tallets politiske, sociale, tekniske og kulturelle ændringer førte i biblioteksverdenen en lang række moderniseringer med sig. Der blev udviklet en vis ensartethed med hensyn til forvaltning, publikumsservice mv. Biblioteksadministration blev en stadig mere faglig disciplin, og professionalismen blev fremmet, bl.a. ved udgivelse af faglige tidsskrifter som Serapeum (1840) og lærebøger som Christian Molbechs Om offentlige Biblioteker (1829).

For den generelle udvikling blev det af betydning, at to store biblioteker — Bibliothèque nationale og British Museum Library — takket være pionererne Léopold Delisle og Antonio Panizzi gennemførte en række reformer, bl.a. nye katalogiseringsregler og trykte kataloger over samlingerne eller dele heraf. Også Panizzis store kuppellæsesal fra 1854-57 med 458 læsepladser og Bibliothèque nationales tilsvarende bygning blev forbilleder for andre biblioteker.

Det tyske biblioteksvæsen blev, ikke mindst på universitetsbibliotekernes område, internationalt toneangivende, især takket være biblioteksledere som Karl Dziatzko, Otto Hartwig, Fritz Milkau og Georg Leyh. Perioden indtil 1. Verdenskrig blev også i Norden præget af en omfattende byggevirksomhed. Fra 1800-tallets slutning blev de fleste bogmagasiner opført således, at etageadskillelser og flytbare hylder hægtedes på et indre skelet af jernbjælker fra bund til top i bygningen.

De mange fremskridt i europæisk biblioteksvæsen fik stor betydning for det amerikanske biblioteksvæsen og havde væsentlig andel i, at USA's biblioteker fra omkring 1890 fik en afgørende international position. USA havde fra ældre tid en række universitetsbiblioteker, bl.a. Harvard fra 1638, Yale fra 1701, Princeton fra 1746 og Columbia i New York fra 1754, og fik ikke mindst i begyndelsen af 1800-tallet en lang række statslige og private universiteter med fremragende biblioteker.

Af betydning for udviklingen blev det i 1800 etablerede bibliotek for kongressens medlemmer, i årene 1899-1939 under ledelse af Herbert Putnam. Library of Congress udviklede sig til USA's nationalbibliotek med over 20 mio. bøger foruden håndskrifter og særsamlinger. Et særkende for amerikansk biblioteksvæsen er de verdenskendte samlinger af sjældne bøger, indkøbt især i Europa af rigmænd med bibliofile interesser, bl.a. Folger Shakespeare Library i Washington DC, Pierpont Morgan Library i New York og Huntington Library i Californien.

Allerede i 1700-tallet blev der i USA oprettet biblioteker for borgerskabet, således bl.a. Benjamin Franklins endnu eksisterende Library Company i Philadelphia samt en række "social libraries" for landbefolkningen. Fra midten af 1800-tallet oprettedes i enkelte stater Free Public Libraries, der gav alle borgere fri og gratis adgang til et bibliotek med åbne hylder, sammensat uden skelen til etniske eller religiøse fordomme.

Rigmanden Andrew Carnegie støttede de nye biblioteker med midler til biblioteksbygninger, forudsat at driften blev betalt af de lokale myndigheder. De offentlige biblioteker har en grundfæstet plads i amerikanernes sociale liv; New York Public Library er med sine ca. 18 mio. bind på én gang byens folkebibliotek og et af verdens betydeligste forskningsbiblioteker.

Også i England udfoldedes fra midten af 1800-tallet bestræbelser for at skaffe den almindelige befolkning en bedre biblioteksbetjening. Det angelsaksiske folkebibliotek blev et mønster for mange andre landes biblioteksvæsen, bl.a. i Norden, mens der i de katolske lande var modstand mod fri adgang til den litteratur, der ansås for kontroversiel.

Ved indgangen til 1900-tallet havde såvel forskningsbiblioteker som folkebiblioteker generelt nået en ret høj status i den vestlige verdens samfundsliv, og sammen med USA indtog Tyskland en førende position.

Tiden efter 1. Verdenskrig blev imidlertid en europæisk stagnationsperiode. Mens USSR opbyggede et net af folkebiblioteker, fabriksbiblioteker o.l. for derved at udrydde analfabetismen og opdrage borgerne i den sovjetiske ideologi, måtte bibliotekerne i Tyskland kæmpe mod en håbløs økonomisk situation; hertil kom, at de tyske biblioteker efter den nazistiske magtovertagelse 1933 blev stillet over for krav om udskillelse af uønsket litteratur, politiske afskedigelser m.m.

2. Verdenskrig betød umådelige, til dels uoprettelige tab; alene i Tyskland regner man med, at ca. 25 mio. bøger og håndskrifter er gået tabt. For alle krigsramte lande forestod efter 1945 et vældigt genopbygningsarbejde. De mange nyopførte biblioteksbygninger blev forsynet med interne bogtransportanlæg og med pladsbesparende kompaktreoler. Brugen af mikrofilm og mikrofiche voksede stærkt i efterkrigstiden.

Langt mere afgørende blev det, at it blev taget i brug i 1900-tallets sidste årtier, såvel i den interne administration som ved udlån og information. Den nyeste udvikling præges af cd-rom, der på flere områder erstatter den trykte bog; tiden vil vise, om de informationer, der lagres på cd-rom, også kan benyttes om et eller flere århundreder, således som den trykte bog har kunnet fastholde sin nytteværdi.

Nutidens biblioteksvæsen er på afgørende måde præget af internationalisme og samarbejde over landegrænserne på næsten alle områder, fx internationale lån og udveksling af katalogdata i det såkaldte MARC-system (Machine Readable Cataloging).

Bag opbygningen står internationale organisationer som UNESCO, IFLA (International Federation of Library Associations and Institutions, grdl. 1927), FID (Fédération internationale de documentation) og LIBER, den europæiske sammenslutning af forskningsbiblioteker, ligesom EU har taget en række initiativer på biblioteks- og informationsområdet, bl.a. med datanettet Euronet.

Trods fremskridt og forbedringer står biblioteksvæsenet over for store problemer. De forskellige forsøg på at udpege visse biblioteker og give dem ansvar for mere vidtgående anskaffelser af udenlandsk litteratur, således som hensigten har været med bl.a. den amerikanske Farmingtonplan (1942) og de tyske Sondersammelgebiete og Schwerpunkte, har ikke vist sig tilstrækkelige.

De internationale informationssystemer vokser derimod i betydning; de har i høj grad udvidet bibliotekernes virkefelt og belastet deres økonomi. Udviklingen går i retning af, at det enkelte bibliotek må opgive meget af sin individualitet for i stedet at indgå i regionale og globale sammenhænge; opgivelse af hævdvundne idealer, fx at være selvforsynende og at praktisere gratis benyttelse af bibliotekerne, bliver også en følge.

• Det Alexandrinske Bibliotek
• bibliotek