Andrew Carnegie

Andrew Carnegie var en amerikansk industrimagnat og filantrop. Han blev født i Skotland som søn af en fattig væver, der var stærkt engageret i kampen for social retfærdighed. Familien udvandrede i 1847 til Pennsylvania i USA, og Andrew Carnegie fik ansættelse ved jernbanen som telegrafist og blev driftsleder som 24-årig. Samtidig begyndte han at investere i aktier, fra 1870'erne især i jern- og stålproduktion, der var i stærk udvikling som følge af ny teknologi (Bessemer-processen).

Ved at anvende nye metoder for omkostningsbudgettering, og i kraft af en vertikal integration, hvorved Carnegies firmaer kontrollerede alle led i stålproduktionen, kunne han underbyde konkurrenterne og efterhånden dominere markedet. En hårdhændet arbejdsmarkedspolitik resulterede i, at delstatsmilitsen under en blodig strejke i 1892 blev sat ind mod de strejkende.

Carnegie opbyggede tætte forbindelser til liberale britiske samfundskritikere og begyndte selv at forfatte skrifter om industrialiseringens velsignelser. I en artikel med titlen "Rigdom" udviklede han således en idé om, at privat rigdom burde gives tilbage til offentligheden.

I 1901 solgte han sit selskab til J. Pierpont Morgan, som skabte U.S. Steel Corporation, og helligede sig derefter filantropisk virksomhed i stor stil. Han grundlagde i tusindvis af offentlige biblioteker og stiftede fonde til videnskabelig forskning og pensionsformål; han finansierede fredsfonden Carnegie Endowment for International Peace (stiftet 1910) og den også i Danmark kendte Carnegies Belønningsfond for Heltemod, ligesom han bekostede opførelsen af Fredspaladset i Haag såvel som talrige offentlige bygninger i USA, heriblandt koncertsalen Carnegie Hall i New York.