Faktaboks

John Pierpont Morgan
Født
17. april 1837
Død
31. marts 1913

John Pierpont Morgan var en amerikansk finansmand og industrileder. Ved firmasammenlægninger reorganiserede Morgan gennem sit bankierfirma det amerikanske jernbanevæsen og etablerede mastodontvirksomheder som International Harvester og U.S. Steel Corporation. Som bankier for regeringen reddede han flere gange denne ud af en finansiel knibe. Samtidig medvirkede en voksende betænkelighed ved hans indflydelse og monopolagtige virksomheder til antitrustlovgivningen i 1900-tallets begyndelse og til etableringen i 1913 af The Federal Reserve System.

Hans søn John Pierpont Morgan jr. (1867-1943) bistod ved finansieringen af den amerikanske krigsførelse under 1. Verdenskrig og Europas genopbygning herefter. Hans søn igen, Henry Sturgis Morgan (1900-1982), var en af hovedkræfterne bag dannelsen af investeringsbanken Morgan Stanley & Co. i 1933.

John Pierpont Morgan var en stor kunst- og bogsamler: han skænkede mange af sine kunstværker til Metropolitan Museum of Art. Se også The Pierpont Morgan Library.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig