Carnegies Belønningsfond for Heltemod, fond, stiftet i 1912 ved en donation på 125.000 dollars fra den skotsk-amerikanske stålmagnat og fredsven Andrew Carnegie. Fonden uddeler ca. 25 legatportioner om året på 5000-20.000 kr., i alt ca. en kvart mio. Med penge eller medaljer hædrer fonden hverdagens helte i Danmark, i Grønland og på Færøerne samt i disses territorialfarvande. Heltegerningen kan fx bestå i at hente mennesker ud af brændende bygninger eller redde dem fra druknedøden. Den oprindelige betingelse, at helten skulle lide skade på helbred eller førlighed, udsætte sig for fare eller omkomme, er fraveget.

Fondsbestyrelsen består af dronningens kabinetssekretær samt repræsentanter fra Udenrigsministeriet og Civilretsdirektoratet. Der eksisterer tilsvarende fonde i en række andre lande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig