ordoliberalisme

Hovedbegrebet i ordoliberalismen er, hvad der med et tysk ord betegnes Ordnungspolitik. Det kan på dansk bedst oversætttes til 'regelbaseret politik'. Politik bør ifølge ordoliberalismen være baseret på regler eller principper. Dette formodes at skabe forudsigelighed og ordentlighed, hvilket anses for yderst hensigtsmæssigt for både borgere og virksomheder. Det bidrager også med legitimitet til de besluttende politikere og den politiske linje, fordi der anlægges en bestemt linje, og fordi der ikke skiftes standpunkt eller holdning, som vinden blæser. I kraft af dette begreb vil politiske partier også føre en politik, som er antitesen til opportunisme.

At politikken ifølge ordoliberalismen skal være baseret på regler og principper, betyder ikke, at disse ikke i yderste fald kan fraviges, hvis særlige omstændigheder tilsiger det. Men sker det, skal der være yderst gode argumenter for fravigelsen, og fravigelsen skal være enkeltstående og ikke permanent.

Et eksempel på en fravigelse af en hidtidig linje var, da Tyskland accepterede, at EU som helhed stiftede gæld for at kunne lave en hjælpepakker med tilskud og lån på over 800 mia. euro til EU’s medlemslande via den såkaldte NextGenerationEU-genoprettelsespakke efter coronakrisen; se COVID-19-pandemiens økonomiske konsekvenser.

Egentlig var Tyskland imod den slags hæftelse i regi af EU for en kollektiv stiftet gæld. Tyskland havde i årevis nægtet at acceptere såkaldte euroobligationer i at blive udstedt. Det ville indebære, at EU udstedte fælles EU-statsobligationer baseret på alle EU-landes kreditværdighed med henblik på at lette udgifterne til gældsafvikling og gældsfornyelse i de mest gældsatte lande i EU. Årsagen til den tyske modstand var netop det ordoliberale princip om, at den, der er ansvarlig for en stiftet gæld, også skal være fuldt ansvarlig for at få den afdraget.

Når Tyskland alligevel accepterede afvigelsen fra dette princip, skyldes det dels, at midlerne i genopretningspakken alene kan anvendes til specifikke, fremtidsrettede initiativer og ikke til finansiering eller refinansiering af gammel gæld. Det sidste måtte de gældsplagede lande stadig lade ske via de internationale finansmarkeder. Dels blev fravigelsen fra princippet om, at man altid skal hæfte for egen gæld, begrundet med, at coronakrisen var en helt særlig krise, som havde ramt EU-landene vilkårligt.

Coronakrisen skyldtes – ifølge det ordoliberale Tyskland – nemlig ikke som EU's eurozonekrise, at bestemte EU-lande havde ført en generel dårlig økonomisk politik uden budgetdisciplin. Eurokrisen måtte de berørte lande selv tage et stort ansvar for at løse. Coronakrisen er derimod netop ikke de berørte landes egen skyld. Derfor måtte EU udvise større solidaritet. Sidst – men ikke mindst – var det efter tysk pres blevet tydeligt, at genopretningspakken efter coronakrisen skulle betragtes som et enkeltstående fænomen. Den kan ikke forlænges.

Med til princippet om, at politik skal følge bestemte regler, hører også, at der ifølge den tyske ordoliberalisme skal fastsættes regler om budgetdisciplin i lande og samarbejdsorganisationer som EU, hvis der i sidstnævnte tilfælde er tale om et tæt samarbejde på det økonomisk-politiske område. Når Tyskland under eurokrisen pressede på for at sikre, at eurolandene overholdt kravene om maksimalt tre procents underskud årligt med hensyn til de offentlige udgifter, skyldtes det således en tankegang, som havde rod i ordoliberalismen.

Walter Eucken havde i sin tid set, hvordan naziregimets kontinuerlige underskudspolitik – en såkaldt superkeynesiansk finanspolitik – havde haft uhyrlige konsekvenser. For eksempel drejede konfiskationen af tyske jøders ejendom og værdier samt indgrebet mod tyske borgeres indeståender ved krigsudbruddet 1. september 1940 sig også om at holde en stadig mere gældsat tysk stat fri af bankerotten.

I det hele taget var en keynesiansk inspireret finanspolitik ifølge Eucken ikke kun udtryk for, at man sendte regningerne lukt ind i børneværelserne. Den affødte også uforudsigelighed, uansvarlighed, uordentlighed og uhyrlighed. Derfor var det afgørende for Tyskland – hvor ordoliberalismen i høj grad er indlejret hos beslutningstagerne – at få faste krav til overholdelsen bestemte grænser for maksimale offentlige underskud ind i den økonomiske og monetære unions arkitektur (på trods af, at Tyskland heller ikke selv altid overholdt disse krav) og i forbindelse med kriseløsningerne under eurokrisen fra 2008 og frem.

Ifølge ordoliberalismen er en skrap konkurrencepolitik et andet vigtigt element i en ordentlig erhvervspolitik. Kontrol med karteller og monopolvirksomheder er vigtig. Igen er skræmmebilledet nazi-tiden med det såkaldte Hitler Monopole med virksomheder som Krupp, Hoechst og Thyssen mfl. Konkurrencen skulle ikke kun være fri. Den skulle gøres fuldkommen ved, at staten fik mulighed for at opsplitte monopoler og karteller på markedet.

De ordoliberale står her i modsætning til, hvad de kaldte de laissez-faire-liberale – i dag nogenlunde svarende til de neoliberale – nemlig dem, som angiveligt mente, at staten aldrig skulle gribe ind i den frie aftaleret mellem virksomheder. I stedet skulle staten have tillid til, at der ville dannede sig ”en spontan orden” på markedet, hvis det blev overladt til sig selv. Således som det fx blev påstået af Friedrich von Hayek, som opfandt begrebet om den spontane orden. Denne tillid til dannelsen af den spontane orden har de ordoliberale imidlertid ikke.

Både i kraft af et amerikanske pres – USA havde selv i kraft Sherman Act en forholdsvis stærk konkurrencelovgivning – og via påvirkning fra ordoliberalismen fik Tyskland allerede i 1957 som det første land i Europa en egentlig konkurrencelovgivning. Tyskland var også kraftigt medvirkende til, at der kom en forholdsvis stærk konkurrencelovgivning med i Romtraktaten fra samme år.

Danmark var sen til at supplere EU’s konkurrencelovgivning med en skrap national ditto. I modsætning til i Tyskland var konkurrencepolitik heller ingen hjertesag hos de borgerlige politikere, fordi erhvervsorganisationernes interesser oftere trumfer principper, hvilket bl.a. fremgår af en betænkning om konkurrencepolitik i Danmark i 1990’erne.

I ordoliberalismen hviler modstanden mod både offentlig gældsætning og mod private monopoler og karteller på det grundlæggende princip, at alle mennesker så vidt muligt skal stilles ens. Det betyder dog ikke, at de skal ende samme sted: Nogle mennesker er nu engang flittigere, dygtigere og mere innovative end andre, og de vil således ofte ende et bedre sted. Men det skal ifølge de ordoliberale så vidt muligt være således, at man ikke på grund af politik eller mangel herpå skal fødes med en guldske i munden. At nogle så er bedre til at tage skeen i den anden hånd efter, at livet er påbegyndt, er en anden sag. Uanset dette bør lighed ved livets begyndelse være udgangspunktet.

Ud fra disse principper var ikke mindst Alexander Rüstow en stærk fortaler for en progressiv arvebeskatning. Ifølge ham var en sådan udtryk for, at man netop gav alle samme udgangspunkt i livet. Dette står i kontrast til, når danske borgerlige partier som Venstre og Det Konservative Folkeparti ofte argumenterer imod arveafgifter som ”beskatning af de døde”; her er fokus et andet.

Proletariseringen indebærer, at ikke mindst arbejderne ender som bønder i et skakspil, de ingen indflydelse har på. De udfører monotont arbejde, er frataget enhver indflydelse, bl.a. derved at de ikke længere ejer sine egne produktionsmidler, men så at sige er blevet soldat i den industrielle armé, hvilket gør, at deres naturlige idérigdom og selvopholdelsesdrift forsvinder. Hvor de fleste mennesker før kapitalismen havde en evne til at klare sig selv i de vanskeligste situationer, er denne egenskab forsvundet for mange med kapitalismen; i hvert fald i dens rå og uregulerede form.

Mange har set velfærdsstaten som løsningen på de problemer, som den oprindelige kapitalisme skabte. Problemet er imidlertid ifølge de ordoliberale, at velfærdsstaten på ingen måde er en løsning på kapitalismens fortrædeligheder. Tværtimod hævder de, at tendensen til proletarisering forstærkes yderligere med velfærdsstaten. Det gælder ikke mindst, hvis de kompensationer, som udbetales i tilfælde af et manglende arbejde, er så høje, at der for grupper mangler en gevinst ved at tage et arbejde. I så fald erstattes fabriksproletariseringen ifølge de ordoliberale blot af socialstøtteproletariseringen. Evnen til at klare sig selv får yderligere et skud for boven.

I dette tilfælde bidrager velfærdsstaten selvstændigt til passivisering og undertrykkelse af menneskenes grundlæggende evner til at klare skærene uden hjælp udefra. Velfærdsstaten skubber således ifølge de ordoliberale til, at interne mentale styrker undertrykkes, som alle – eller næsten alle – mennesker besidder.

Løsningen på proletariseringsproblemet er ifølge de ordoliberale en de-proletarisering baseret på, hvad de kalder socialpolitisk vitalpolitik. En sådan vitalpolitik tager udgangspunkt i, at mennesker er væsener med en indbygget vitalitet, altså at de besidder en indre livskraft; en evne til at klare livet. Det er den, som der skal bygges på, selv om den er blevet undertrykt af både kapitalisme og velfærdsstat. Både de passiverende fabriksarbejde og socialstøttesystem skal der derimod gøres op med.

I stedet for velfærdsstaten skal vitalstaten etablere rammer, hvor mennesker kan udfolde deres naturlige livsevne. De latente mental-psykologske ressourcer skal frem i lyset. Konkret består det bl.a. i at etablere rammer, som fremmer ejerskabet til egen bolig, idet et ejerskab heraf ifølge de ordoliberale ofte får menneskers livsevne til at blomstre.

Det tysk Facharbeiter-begreb er muligvis er refleksion af en ordoliberal indflydelse. En facharbeiter i Tyskland er respekteret, er teknisk veluddannet, har indflydelse på eget arbejdsliv og er vellønnet. Ikke så få direktører i tyske virksomheder efter 2. verdenskrig stammer fra denne faggruppe i stedet for – som det ofte er tilfældet i Danmark og de angelsaksiske lande – fra folk uden rødder på fabriksgulvet og med en uddannelsesbaggrund udelukkende fra en Business School. Også de stærke tyske regler om medarbejderrepræsentation – som kom til i den ordoliberale glansperiode i 1950’erne – i selv mindre virksomheders bestyrelser er muligvis inspireret af de ordoliberalistiske ideer.

Staten skal ifølge de ordoliberale også helt undgå at langtidsparkere personer på langtidsoverførselsindkomster. Det skader i høj dem selv; ud over, at det skader samfundsøkonomien. Endvidere er familiepolitikken også et fast element i den ordoliberale økonomiske filosofi. Familien rummer en naturlig solidaritet og hjælpsomhed. Familierne er derfor afgørende for at få genrejst borgernes naturlige vitalitet. Alt hvad staten kan gøre for at sikre, forbedre og understøtte rammerne for familiestrukturen, skal den derfor gøre.