Walter Eucken

Nøglebegrebet i ordoliberalismen er Ordnungspolitik, som indebærer, at politiske beslutninger skal baseres på regler, som er besluttet på forhånd. Hermed skabes der forudsigelighed for borgere og virksomheder.

Sikringen af Ordnungspolitik, som kan oversættes til ”regelbaseret politik”, skal ske via en stærk stat, som kan gennemtvinge regler i helhedens interesse og uden indflydelse fra økonomiske særinteresser. Et led heri er etableringen af en såkaldt ”økonomisk forfatning”, som statens regelbaserede politik skal udfoldes indenfor. Elementer i den økonomisk forfatning er bl.a. prisstabilitet, begrænsninger på størrelsen af offentlige underskud og en skrap konkurrencepolitik, som hindrer monopoldannelser. Ordoliberalismen er samtidig skeptisk over for den keynesianske tanke om store statslige underskud i krisetider og tilsvarende overskud under højkonjunkturer, fordi det første meget ofte ikke følges af det sidste.

Navne som Wilhelm Röpke (1899-1966), Alexander Rüstow (1885-1963) og Alfred Müller-Armack (1901-1978) sluttede sig senere til Freiburg-skolen og dens ordoliberale filosofi. Et af Walter Euckens ordoliberale hovedværker er bogen Die Grundlagen der Nationalökonomie (på dansk Nationaløkonomiens grundlag), som udkom under anden verdenskrig.

Ved hjælp af kombinationen af den deduktive og induktive metode er det ifølge Eucken i Nationaløkonomiens grundlag muligt at konstruere to idealtyper eller former for økonomisk orden (’Wirtschaftssysteme’). Det er den centraliserede planøkonomi (’Zentralverwaltungswirtschaft’) og bytteøkonomi (’Verkehrswirtschaft’). Begge disse hovedtyper og de forskellige undertyper af diverse markedsformer á la fuldstændig konkurrence, monopol, oligopol osv. analyseres i bogen.

Det er åbenbart, at Eucken er skeptisk over for den centraliserede planøkonomiske model, og det samme gælder markedsformer som monopoler, oligopoler, karteller mv. Det skyldes primært, at de indebærer en koncentration af socio-økonomisk magt og potentielt også af politisk magt i kraft af, at visse markedsaktører bliver meget dominerende. Samtidig er de centraliserede planøkonomier ikke kun ineffektive på grund af incitamentsproblemer, manglende tilpasning til skiftende efterspørgsel, uundgåelig varemangel osv.

De centraliserede planøkonomier er også fejlbehæftede, fordi liberale koordinationsmekanismer i kraft af markedssignalerne er erstattet af illiberale undertrykkelsesmekanismer, hvor staten dikterer priser, udbud og efterspørgsel, hvilket ifølge Eucken på ingen måde gør, at disse økonomier bliver mere socialt retfærdige. Det modsatte gør sig snarere gældende. Alt i alt er Eucken overbevist om, at kun en model baseret på bytteøkonomi med fuldstændig konkurrence indlejret i en ordoliberal ’konkurrenceorden’ både kan løse problemet med koncentration af økonomisk-politisk magt og manglende social retfærdighed.

Udover Nationaløkonomiens grundlag var et andet hovedværk af Eucken bogen Grundsätze der Wirtschaftspolitik (på dansk: Den økonomiske politiks principper), som blev udgivet i 1952 efter Euckens død.

I denne bog er grundlaget for Ordnungspolitik en række konstituerende og regulerende principper. Disse principper omfatter markeder med velfungerende prismekanismer, fuldstændig konkurrence, prisstabilitet, åbne markeder, privat ejendomsret med henblik på allokering af ressourcerne mest muligt effektivt, retten til at indgå kontrakter, så længe de ikke mindsker konkurrencen, ansvarlighedsprincippet, der gør, at den, der foretager en disposition på markedet, også selv er økonomisk ansvarlig herfor. Desuden omfatter principperne sikringen af økonomiens forudsigelighed, så borgerne ikke udsættes for pludselige økonomisk-politiske kursskift, og endelig erkendelsen af, at alle ovennævnte principper hænger sammen med og influerer på hinanden.

De nævnte principper komplementeres af Euckens regulerende principper, som består for det første i en indretning af markedskræfterne, så monopoler, oligopoler, karteller osv. undgås. For det andet skal der etableres en omfordeling via skattesystemet fra rig til fattig, som sikrer større social retfærdighed. For det tredje skal staten korrigere negative effekter af markedsøkonomien, som fx består i forurening eller for lidt investering i uddannelse. For det fjerde skal der ske en inddæmning af de situationer, hvor borgere ikke kan leve af indkomsten, som de kan skaffe sig på markedet, således at de bliver såkaldte ’working poors’. I sidstnævnte tilfælde kan det komme på tale at vedtage regler om minimumslønninger.

Efter krigen fik ordoliberalismen stor indflydelse på den økonomiske politik og erhvervspolitikken i Forbundsrepublikken Tyskland. Det skete ikke mindst via økonomen Ludwig Erhard, som var god bekendt med Walter Eucken, hvis ordoliberale tanker han støttede. Ludwig Erhard blev en slags ordoliberal praktiker som rådgiver for Konrad Adenauer og senere økonomiminister i dennes regering.

Det tyske økonomiske mirakel – die Wirtschaftswunder – som efter anden verdenskrig på rekordtid fik bragt Forbundsrepublikken Tyskland på fode igen, fik ordoliberalismen en betydelig del af æren for. Det gav ordoliberalismen status af at være en slags vesttysk økonomiske statsfilosofi, som den franske filosof, Michel Foucault, bemærkede i sine College de France-forelæsninger i årene 1979-1980, hvori han bl.a. analyserede ordoliberalismen.

Senere har ordoliberalismen øvet betydelig indflydelse på den måde, som samarbejdet i EU er opbygget på, bl.a. via EU’s konkurrencepolitik vedrørende statssubsidier, fusioner og hindring af monopoler samt reglerne i den økonomiske og monetære union vedrørende prisstabilitet og grænser for offentlige underskud. Også et fænomen som den danske budgetlov kan betragtes som ordoliberalt arvegods.

• ordoliberalisme
• den sociale markedsøkonomi
• Karl Schiller