Alfred Müller-Armack

Alfred Müller-Armack var i besiddelse af en stor evne til at udvikle begreber og tanker, som havde tilstrækkelig elasticitet til, at de kunne vinde tilslutning fra ellers ret forskellige politiske retninger.

En bred og tværvidenskabelig horisont kendetegnede Müller-Armack. Han havde studeret økonomi og samfundsvidenskab ved universiteterne i Giessen, Freiburg, München og Köln, men han var samtidig interesseret i humanvidenskaberne.

Han vedblev med at have forbindelse med fakultetet for økonomi og samfundsvidenskab i Köln hele livet. Det har også herfra, at han fik en ph.d.-grad i økonomi i 1923 på en afhandling om konjunkturpolitik, som han fortsatte med at interessere sig for.

I anden halvdel af 1920’erne begyndte han at interessere sig for analyser af kapitalismen. Han så sig selv i forlængelse af Max Weber og Werner Sombart, men han arbejdede hverken empirisk eller teoretisk i snæver forstand. Han analysemetode var snarere at foretage begrebsafklaringer i et historisk perspektiv. Hans udgivelser om ’Entwicklungsgesetze des Kapitalismus’ (Kapitalismens udviklingslove) fra 1932 og ’Staatsidee im neuen Reich’ (Statsideen i det nye rige) fra 1933 er eksempler herpå. Parallelt hermed meldte han sig ind i det nationalsocialistiske NSDAP i maj 1933.

I 1934 blev AlfredMüller-Armack ansat som lektor ved universitetet i Köln. Han skiftede i 1938 til et professorat i Münster, hvor han beskæftigede sig med forskning og undervisning i økonomi og religionssociologi indtil krigens afslutning i 1945. Men han leverede også sammen med kolleger analyser af boligforhold og tekstilproduktion, som blev anvendt af Hitler-regimet under krigen.

Müller-Armack var personen, der transformerede det konsistente – men stadig uhåndterlige – ordoliberale program fra 1930’erne og 1940’erne til et egentligt politisk program, som med betegnelsen 'social markedsøkonomi' blev det vigtigste økonomisk-politiske narrativ i Forbundsrepublikken Tyskland, og som også gjorde det muligt at gennemføre en politisk stabilisering med fri markedsøkonomi i Vesttyskland efter 1945.

På europæisk plan var Müller-Armack instrumentel med hensyn til at implementere ordoliberale ideer i den økonomiske integrationsproces.

Alfred Müller-Armacks skriftlige arbejder var i høj grad tværvidenskabelige, hvor han ubesværet inddrog viden fra økonomi, sociologi, religionsvidenskab osv. i sine analyser. Han bevægede sig også ubesværet mellem den akademiske verden og den forvaltningsmæssige og politiske praksis. Ligeledes var hans synspunkter i konstant bevægelse, der kan ses som et udslag af opportunisme, men som samtidig havde det tværvidenskabelige og den ubesværede akademisk-praksis relation som rød tråd.

Der er imidlertid en indbygget spænding mellem ordoliberalismen og ’den sociale markedsøkonomi’. Mens ordoliberalismen er en forholdsvis veldefineret økonomisk filosofi med politiske programpunkter, er ’den sociale markedsøkonomi’ mere et metodisk princip. I hvert fald er indholdet af den sociale markedsøkonomi i høj grad åben for nye fortolkninger og konkrete ændringer – det er næsten et tomt begreb, som man kan lægge et vidt forskelligt indhold i. Dets er eneste formål er, at der skal være en form for social forsoning, men hvad der indholdsmæssigt skal lægges i en sådan udsoning, står hen i det uvisse.

Müller-Armack antyder selv, at den sociale markedsøkonomi er et spørgsmål, at det i samfundet skal tilstræbes en bestemt politisk-kulturel stil. Den indebærer, at man løser problemerne i et harmonisk markedssamfund, hvor klassekampen og forskelle i verdenssyn overvindes af hensyn til helheden. Den sociale markedsøkonomi indebærer ifølge Müller-Armack i i Vesten en konkret afbalancering mellem følgende fire åndelige magtsøjler: katolicismen, protestantismen, den demokratiske socialisme og liberalismen. Afbalanceringen skal være anti-utopisk, realistisk og alene rettet mod markedets funktionsmåde. En social markedsøkonomi er derfor ikke et verdenssyn á la socialisme og liberalisme ifølge Müller-Armack.

I implementeringsfasen i Tyskland efter 2. verdenskrig bestod ’forsoningen’ i at finde balancen mellem frimarkedsøkonomien og graden af socialt sikkerhedsnet. Men begrebet må altid tilpasses de balancer, som gør sig gældende i samfundene, og de varierer. Begrebet ’social markedsøkonomi’ er således i høj grad et åbent begreb, men det er samtidig ikke fuldstændig åbent. Den basale markedsstruktur må ikke undermineres. Det vil dog være inden for skiven at acceptere en ’social kontrolleret’ markedsøkonomi, men det samme gælder ikke en ’overdreven’ velfærdsstat. I dette tilfælde skulle den økonomiske forfatning sætte en stopper herfor.

Müller-Armack adskiller sig samtidig fra andre ordoliberale som Eucken, Böhm, Rüstow og Röpke fra første generation ved, at han så klart støttede fascistiske ideer om statens organisering. Hans kritik af Weimarrepublikken gik således langt ud over, hvad de ordoliberale forstod ved en ’stærk stat’.

Müller-Armacks syn på kapitalismen var, at den i en eller anden form var uundgåelig. Men samtidig skulle den dermed forbundne markedsøkonomi have en stabiliserende struktur, som kunne sikre dens succes. Det var hans syn på dette spørgsmål hele vejen igennem trods skiftende synspunkter på andre fronter. Efter 1945 blev denne ’stabiliserende struktur’ lig med begrebet ’social markedsøkonomi’.

Eucken og Müller-Armack var begge kritiske over for interventionismen i Weimarrepublikken. Men de drog forskellige konklusioner af deres kritik. Eucken foreslog, at der skulle være et skarpt skel mellem en stærk stat og markedet, mens Müller-Armack var på linje med juristen Carl Schmitt og argumenterede for en ’total stat’, som kunne omforme alle dele af markedsøkonomien og bl.a. tvinge lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer til passivitet, så de ikke kunne lægge sten i vejen for helhedens interesser. Et middel i den forbindelse var en instrumentel anvendelse af nationalismen og ’folkets vilje’ som politisk idé.

Under det nationalsocialistiske regime 1933 til 1945 var Müller-Armack løbende involveret i politiske rådgivning af regeringen. Det involverede bl.a. rådgivning om, hvor de nyligt besatte områder i Østeuropa skulle organiseres økonomisk og bosættes. Müller-Armack argumenterede for, at markedsøkonomiske principper så vidt muligt skulle tages i anvendelse i den forbindelse.

Müller-Armack begejstring for den fascistiske idé omkring 1933 varede ikke ved i hans efterfølgende skriverier. Hans løbende rådgivning af de nationalsocialistiske regime bar heller ikke præg af den nationalsocialistiske ideologi. Det var først og fremmest teknokratisk og økonomisk. Under krigen var Müller-Armacks linje, at markedsøkonomien skulle bevares i så vid udstrækning som muligt på trods af krigstilstanden. Omvendt var Müller-Armacks påstand efter krigen om, at han under krigen gik i en slags indre eksil og bedrev religionsstudier på afstand af de nationalsocialistiske uhyrligheder, ved siden af.

• ordoliberalisme
• den sociale markedsøkonomi