Alexander Rüstow

Rüstow kom til verden i 1885 i en preussisk officersfamilie. Fra 1903 til 1908 studerede han matematik, fysik, filosofi, økonomi og psykologi ved universiteterne i Göttingen, München og Berlin. Efter en Ph.d.-grad i 1908 arbejdede han i forlagsbranchen nogle år, men blev indkaldt til militæret 1914 til 1918. Herfra kom han efter egne udsagn tilbage som socialist og marxist.

Ude af militæret kom Rüstow imidlertid hurtig i kontakt med diverse liberale kredse, som han blev påvirket af. Han kaldte på dette tidspunkt sin tredje vej i opgøret med såvel kapitalismen som socialismen for ’socialliberalismen’. I 1919 til 1924 var han ansat i det tyske økonomiministerium, hvor han bl.a. beskæftige sig med kartellovgivning. Målet var at hindre kartelaftaler på det tyske marked, som risikerede at sætte markedsmekanismen ud af kraft. Det lykkedes dog ikke at komme igennem med særlig meget på området på grund af modstand fra politikere med tætte forbindelse til virksomhederne.

I 1924 fik Rüstow ansættelse i den store erhvervsorganisation for den tyske maskinindustri, VDMA (Verband Deutscher Maschinen- und Anlagenbau), hvor han var til 1933. VDMA – som stadig er en af de vigtige tyske erhvervsorganisationer – led under den protektionisme, som bl.a. den tyske sværindustri fik tvunget igennem. Som aftagere af stål og jern betød de kunstigt høje priser på grund af protektionismen, at den tyske maskinindustri blev mindre konkurrencedygtig. VDMA og Rüstow slog i stedet til lyd for mere frihandel.

I den mere akademiske debat vendte Rüstow sig sammen med ligesindede liberale mod Den Tyske Historiske Skole. Opgøret foregik bl.a. i gruppen kaldet ’Tyske Ricardianere’ (efter David Ricardo) under Verein für Sozialpolitik. Rüstow indflydelse viser sig bl.a. ved, at han blandt modstanderne blev kaldt ”edderkoppen i det neoliberale netværk i Berlin”.

Rüstow anså den økonomiske depression fra 1929 og frem for at være dødsstødet til den økonomiske svage Weimarrerpublik. Rüstow holdt en tale på et møde i Verein für Sozialpolitik i 1932 under overskriften ’Freie Wirtschaft, starker Staat’ (Fri økonomi, stærk stat), som blev et slagord for ordoliberalismen. En anden vigtig tekst fra denne periode var Rüstows ’Diktatur innerhalb der Grenzen der Demokratie’ (Diktatur inden for demokratiets grænser).

I marts 1933 blev Rüstow lejlighed endevendt af det nye regimes hemmelige politi, Gestapo. Herefter besluttede han sig for at drage til Istanbul, hvor der var mulighed for at få en stilling ved universitetet. Den tyrkiske præsident, Kemal Mustafa Atatürk, var ivrig efter at etablere et moderne universitet efter europæisk mønster, hvilket tiltrak ikke mindst tyske intellektuelle efter Hitlers magtovertagelse. I Istanbuls universitetskredse var der imidlertid nogen skepsis over for at inkludere Rüstow, fordi han hidtil ikke havde haft en universitetsansættelse. Wilhelm Röpke, også var draget til Istanbul, spillede imidlertid efter alt at dømme en vigtig rolle for, at Rüstow blev accepteret. I Istanbul udgav han ’Das Versagen des Wirtschaftsliberalismus’ (Fiaskoen for den økonomiske liberalisme), som er et nøgledokument i analysen af den vestlige civilisation.

Rüstow og Röpke deltog i 1938 sammen i det berømte Walter Lippmann kollogium i Paris, som blev promoverede den internationale liberale bevægelse i årene herefter, og som også fødte det såkaldte Mont Perrin-selskab, som i en periode var meget aktivt. Rüstow holdt i Paris på, at ’neoliberalisme’ var den rigtige betegnelse for den version af liberalismen, som han tegnede sig for. Først efter krigen blev ordoliberalisme den bredt anerkendte betegnelse.

Rüstow returnerede til (Vest)Tyskland i 1949, hvor han fik et professorat ved universitet i Heidelberg, som han havde indtil han blev pensioneret i 1956. Da han vendte hjem til den unge Forbundsrepublik udgav han Ortsbestimmung der Gegenwart (Nutidens placering) og fortsatte sit virke som aktiv intellektuel.

Selv efter pensioneringen forblev han dog aktiv i de ordoliberale netværk, bl.a. som formand for Aktionsgemeinschaft Soziale Marktwirtschaft fra 1955-1961. Rüstow døde i 1963.

Både teksterne om ’Fri økonomi, stærk stat’ og ’Diktatur inden for demokratiets grænser’ var sammen med Euckens paper fra samme periode om ’Statens strukturelle transformation og kapitalismens krise’ med til at grundlægge tankegange i ordoliberalismen. Men de bidrog også til kritikken af ordoliberalismen for at være udtryk for autoritær liberalisme.

For Rüstow var et stort problem i Weimarrepublikken den forfatning, som lå til grund for republikken. Den affødte svage koalitionsregeringer med mange politiske studehandler, som ofte fik mange ikke-intenderede konsekvenser, dvs. konsekvenser, som ingen af de politiske beslutningstagere har forudset eller ønsket. Samtidig åbne Weimarrepublikkens styreform for massiv lobbyisme fra de private markedsaktørers side med henblik på at få særfordele på helhedens bekostning.

Rüstow gennemanalyserede i ’Diktatur inden for demokratiets grænser’, hvordan der kunne indføres et bedre lederskab i Weimarrepublikken. Det kunne i princippet ske ved at give mere magt til præsidenten, kansleren, regeringen eller parlamentet. Rüstow forkastede forslaget fra Carl Schmitt om at give mere magt til præsidenten, og han overvejede også regeringen og parlamentet, som nye ankre for mere magt. Men han endte på baggrund af analysen med at anbefale at et forbedret lederskab i Weimarrepublikken skulle koncentreres i kanslerembedet. Efterfølgende overtog Adolf Hitler Carl Schmitts råd, mens Konrad Adenauer to Alexander Rüstows anbefaling til sig.

I ’Fri økonomi, stærk stat’ slog Rüstow fast, at staten i en moderne økonomi i stigende omfang er blevet et interessant bytte for markedsaktører, som ønsker fordelagtige interventioner, reguleringer og subsidier. Han understregede i forlængelse heraf, at det grundlæggende ikke er økonomien, som bestemmer borgernes skæbne. Det er staten og den måde, den er organiseret på, der gør det.

Rüstow kritiserede samtidig Carl Schmitts begreb om en Total Staat, som skulle have lod og andel i alle borgernes og virksomhedernes tilskikkelser. Ifølge Rüstow ville en sådan stat reelt set være en ’svag stat’ forstået på den måde, at den ville være dømt til at være et byttedyr for særinteresserne i samfundet. Rüstows modforslag var som sagt en ’stærk stat’, som både kunne overvinde sammenfletningen mellem stat og særinteresser samt udøve en ’selvbegrænsning’ med det mål at sikre neutralitet og upartiskhed vis-á-vis diverse økonomiske aktører.

I gennemførelsen af det ordoliberale projekt satte Rüstow stor lid til, at individerne udover at pleje særinteresser også havde en såkaldt anstændig kerne. De ville styres ’med anstændighed’. Det kan håb om, at en regulatorisk kerne kunne etableres rundt om staten med støtte fra borgernes ’anstændighed’.

Historisk havde den klassiske liberalisme da heller ikke ifølge Rüstow opereret med en svag stat, men de daværende markedsaktører havde krævet økonomisk frihed fra en absolutistisk stat. Rüstows ’nye liberalisme’ skulle ikke kun sætte staten over økonomien. Den skulle også være et værn mod særinteressernes indflydelse.

I ’Fiaskoen for den økonomiske liberalisme’ er Rüstows centrale påstand, at liberalismen i det 18. og 19. århundrede begik den fejl at blive i stigende grad ukritisk over for sin egen idéhistorie. Den fik alt for stor fokus på laissez-faire og på økonomisk liberalisme på bekostning af frihed på andre områder. Baggrunden var, at den økonomiske liberalisme tilsyneladende havde været så stor en succes i omkalfatringen af feudalsamfundet til markedsøkonomi, at den blev offer for sin egen succes. Den endte i det, han kaldte ’økonomisme’.

Ifølge Rüstow havde allerede Adam Smith en for stor tiltro til den selvstændige automatisme med hensyn til den økonomiske frihed på markedet og den harmoni, som fulgte med. Det førte ifølge Rüstow – med et af de mest berømte ordoliberale begreber – til en form for ’sociologisk blindhed’, idet han beskyldte de liberale økonomer og de såkaldt ’vulgær-liberale’ for at have overset de idémæssige og institutionelle betingelser for, at friheden kunne trives.

Markedskræfterne kunne aldrig overlades til sig selv, som visse overoptimistiske liberale troede ifølge Rüstow. Men svaret var heller ikke en over pessimisme, som endte i socialisme. Midtervejen burde være en form for optimistisk aktivisme blandt liberale. Mente Rüstow.

Det normative nøglebegreb for Rüstow var ’lige muligheder’, hvilket indebar fair startbetingelser for et hvilket som helst individ, når de påbegyndte den konkurrenceprægede livsproces. Derfor slog han til lyd for stærke bindinger på, hvor meget man kunne arve. Endvidere var han stærk fortaler ejendomsretsspredning, og at uddannelsesmulighederne blev stillet til rådighed for alle med de rette evner.