Wilhelm Röpke

I studietiden på universitetet i Marburg blev Röpke både inspireret af Den Tyske Historiske Skole (Werner Sombart, Arthur Spiefhoff) og af den østrigske økonomiske skole (Ludwig von Mises, Joseph A. Schumpeter, Friedrich von Hayek). I 1922 blev han medlem af en gruppe i det dengang kendte Verein für Sozialpolitik, der var grundlagt af Alexander Rüstow, og hvor også Walter Eucken kom.

Som kun 24-årig blev Röpke i 1924 udnævnt til professor ved universitetet i Jena. På det tidspunkt var han den hidtil yngste professor i Tyskland. Efter et studieophold i USA i 1926-1927 i USA blev Röpke udnævnt til professor i politisk økonomi ved universitetet i Marburg i 1929. I forlængelse af den globale økonomiske depression i 1929 og årene efter søgte Röpke at skabe en syntese mellem den økonomiske tænkning hos Keynes og Hayek.

Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 satte imidlertid en stopper for Röpkes akademiske karriere i Tyskland. Han blev presset i eksil, da han ikke ville acceptere censuren og det politiske pres mod tænkere af liberal observans. Derfor fik han en stilling ved universitetet i Istanbul som en del andre tyske akademikere på den tid. Herfra udgav han publikationer vendt imod enhver form for kollektivisme, hvad enten det drejede sig om neomarxisme, fascistisk korporatisme eller forskellige socialistiske samfundsmodeller. I stedet ville han give ’masserne’ et nyt moralsk grundlag, som både fremmede en liberal markedsøkonomi og virkede fremmende for den nye moral.

I 1937 flyttede Röpke til Schweiz, hvor han blev professor ved Graduate Institute of International Studies i Geneve. Her forblev han resten af sin karriere.

Efter 2. Verdenskrig var Röpke aktiv i den ordoliberale kampagne for en afnazificering af vesttysk økonomi. I det sidste årti, før han døde i 1966, blev han i stigende grad konservativ i sociale spørgsmål, og han forsvarede bl.a. det sydafrikanske apartheidstyre.

Röpke så ’Den sociale krise i vor tid’ som første del af en trilogi. I 1944 udkom ’Civitas Humana’ (’Civitas Humana. Grundfragen der Gesellschafts- und Wirtschaftsreform’) og endelig i 1945 ’Den internationale orden og økonomisk integration’ (’Internationale Ordnung’).

Röpkes forehavende var at analysere de kulturelle, politiske og økonomiske udfordringer, som Vesten stod over for. Det var det samme perspektiv, Alexander Rüstow havde på tingene, og der var en form for arbejdsdeling mellem dem, hvor Röpke tog sig af den økonomiske side af magten, mens Rüstow behandlede dem set fra en sociologisk vinkel. Det ændrede dog ikke ved, at de begge i dag betragtes som hørende til den sociologiske side af ordoliberalismen.

I trilogien er Röpke overbevist om, at Vestens civilisationskrise har såvel åndeligt-moralske som socio-økonomiske årsager, og at de to sæt af årsager er tæt forbundne. Röpkes analyse er fyldt med medicinske udtryk som ’diagnose’, ’sygdom’, ’sundhed’, ’infektion’, ’symptom’, ’terapi’, ’behandling’ osv. Både Röpkes far og farfar var læger, og det var normalt blandt samfundsforskere i mellemkrigstiden at udtrykke sig ved hjælp af sygdomsmetaforer. Vigtigere er det midlertid, at Röpkes mange medicinske udtryk, som man slet ikke findes i samme omfang hos fx Eucken, fortæller meget om, hvordan Röpke så på økonomiens genstandsfelt. På sin vis tager Röpke tråden op fra lægerne (og økonomerne) Bernard de Mandeville og François Quesnay i deres organiske behandling af et lands politiske økonomi.

Det er også på den baggrund, at Michel Foucault kan fortolke både Röpke og Rüstows perspektiv på samfundet som udtryk for etableringen af en ny måde at betragte samfundsstyring på – det, som Foucault kaldte biopolitik. Det er samtidig klart, at Röpkes tilgang til samfundets sygdomme er holistisk. Det nytter ikke noget at bekæmpe hovedpinen, infektionen og hjertesygdommene hver for sig og uden hensyntagen til de psykologiske aspekter, som de somatiske sygdomme opstår sammen med.

Ifølge Röpke gælder det, at enhver person styres af nogle få basale principper, som indbefatter ”et ønske om fred, orden og fællesskab; kærlighed til jorden, man kommer fra, og en fælles følelse af tilknytning til de nationale, kulturelle og historiske traditioner”, som han skriver i Die Gesellschaftkrise der Gegenwart. Disse synspunkter kan imidlertid i høj grad betragtes som udtryk for en liberal-konservativ politisk holdning i modsætning til en globalistisk ditto.

Röpke afviste som bekendt såvel laissez-faire-liberalismen som socialistisk kollektivisme. Samtidig mente han at kunne påvise en tæt forbindelse mellem de to ideologiske systemer. Forbindelsen skyldtes, at i de tilfælde, hvor ”den liberal-kapitalistiske verdensorden kollapsede, var det i ikke ringe grad forårsaget af dens egne mangler, miskrediterede udvikling og perversioner”; igen et citat fra 1942-bogen.

Röpke understregede, at de klassiske økonomer tog helt fejl, når de antog, at de konkurrence baserede markeder var sociologisk og politisk selvstændige institutioner. Tvært imod betonede han, at velfungerende markeder altid afhang af en velordnet politisk ramme. Problemet med laissez-faire-økonomerne i såvel klassisk som nutidig aftapning var, at de sammenblandede den interne markedsproces med de eksterne spilleregler for denne markedsproces. Som Röpke så det, var relationen mellem staten og individerne heri ikke antagonistisk. Den var komplementær.

Ifølge Röpke ville en såkaldt naturlig og spontant opstået markedsorden – det vil sige en selvregulerende markedsorden opstået uden politiske indramning – hurtigt blive et frit bytte for private virksomheders interesser, som ville gøre alt for at opnå en monopollignende status på markedet, hvilket ingen statslig myndighed ville kunne hindre dem i. Laissez-faire-liberalismen risikerede alvorligt at lede til sin modsætning.

Röpkes diagnose af Vestens tilstand var i virkeligheden ikke så forskellig fra den, Karl Polanyi stillede i bogen The Great Transformation fra 1944. Heri mente Polanyi at kunne påvise eksistensen af en dialektisk proces mellem laissez-faire-agtig markedsliggørelse og en bevægelse i retning af udbredelsen af kollektiv social beskyttelse som værn mod markedsliggørelsen. Röpke og Polanyi så dog forskelligt herpå. Polanyi anså konsekvensen for nærmest uundgåelig, mens Röpke mente, at den uheldige konsekvens af den liberalistiske dogmatisme faktisk ville kunne undgås ved at opstille en alternativ ramme for markedet.

Det skal ifølge Röpke ske via en tredje vej – en form for økonomisk humanisme eller ’revisionistisk liberalisme’ – som også Eucken er fortaler for. Hverken Röpke eller Eucken (den ledende blandt de første ordoliberale tænkere) betragtede imidlertid deres tredje vej for at være nogen form for syntese mellem laissez-faire-liberalisme og statsinterventionisme à la Keynes. Tvært imod så Röpke den ordoliberale tredje vej for at indebære en ny form for social organisering af samfundet.

Röpkes tredje vej bestod i en form for liberal interventionisme, som skulle gennemføres med en meget synlig hånd understøttet af en ’stærk stat’. Röpkes form for liberal interventionisme skulle på enhver måde være kompatibel med markedsmekanismen og fx betjene sig af toldafgifter, devalueringer og afmålt fordelingspolitik. Derimod ville den undlade at betjene sig af valutakontrol, handelskvoter og maksimumpriser, som ikke var i samklang med markedsmekanismen.

Selv om de ordoliberale i modsætning til den østrigske økonomiske skole havde erklærede socialpolitiske mål, var socialpolitikken dog altid sekundær i den forstand, at det var etableringen af en orden med fuldstændig konkurrence, som var de ordoliberales primære socialpolitik.

Det var imidlertid en vigtig del af Röpkes afproletariseringsstrategi, at arbejderne kom i besiddelse af ejendom. For ham vat det netop altafgørende i videst muligt omfang at genskabe arbejdernes evne til at klare sig selv i højere grad. Paradoksalt set bestod en vigtig del af Röpkes reformer i afproletariseringens navn med henblik på at løse den sociale krise således af reformer uden for den økonomiske sfære. Röpke var overbevist om, at ’kapitalismens elendighed’ ikke bestod i, at nogle havde kapital, mens andre ikke havde.

Röpke gav også udtryk for, at i hans idealsamfund var landbrugerne "rygraden i et sundt samfund”: bondens liv var hans sociologiske ideal. Netop på det punkt er Röpke samfundsvision blevet voldsomt kritiseret for at være uden forbindelse med nogen form for moderne virkelighed.

• Walter Eucken
• David Ricardo
• ordoliberalisme
• neoliberalisme
• velfærdsteori
• den usynlige hånd