kollektivisme

Kollektivisme er den anskuelse, at kollektivet, dvs. fællesskabet, er overordnet individet. Ordet kollektivisme optræder fra ca. 1850 i flere europæiske sprog, særlig hyppigt i 1880'erne efter at være blevet anvendt i 1869 på den første socialistiske internationale kongres i Basel.

Ordet kollektivisme anvendtes som betegnelse for en ikke-autoritær form for socialisme eller kommunisme, som lagde eftertryk på frivillige, lokale grupper, der samarbejdede som producenter og konsumenter. Kollektivisme tog således afstand fra statssocialisme og adskilte sig dermed fra Karl Marx' og Pierre Joseph Proudhons socialisme.

I 1900-tallet er socialisme ofte blevet betragtet som én blandt flere varianter af kollektivisme eller planlægningsideologi. Nogle socialister har set kollektivisme som et stadium på vejen til kommunisme. I Sovjetunionen fik begreberne kollektiv og kollektivisering en central stilling.

Udtrykket politisk kollektivisme er blevet anvendt som betegnelse for den opfattelse, at samfundets mål bedst nås gennem en bevidst, central styring. Mere generelt og løst og i kritisk øjemed anvendes udtrykket kollektivisme til at karakterisere tankegange og institutioner, der anses for at stå i modsætningsforhold til en individbaseret, frihedsorienteret og antistatslig samfundsopfattelse.