korporatisme

Korporatisme, korporativisme, forestillingen om at organisere hele samfundet i korporationer, dvs. faglige sammenslutninger efter erhvervskategori, der skal være en del af eller underlagt staten. Med rødder i senromersk tid udformedes i middelalderen fagligt-økonomiske organisationer, som blev en politisk-ideologisk inspirationskilde under den tyske romantik og ledte til udformningen af en særlig statsform, den korporative stat.

Kendetegnende for de forskellige korporatistiske tankegange er, at lægmænd først og fremmest kan forventes at forstå problemer, som har direkte relation til deres egne faglige områder organiseret som korporationer (ofte med tvungent medlemskab). Generelle politiske spørgsmål anses for at være for komplicerede for det store flertal af folket. Alene medlemmerne af en lille herskende klasse har forudsætninger for at forstå de store overordnede spørgsmål og er følgelig de eneste, der er kvalificeret til at styre samfundet med korporationerne i mere eller mindre underordnet eller rådgivende rolle.

Tankegangen stammer fra Platon og er klart antidemokratisk. For den tyske tænker Adam H. Müller (1779-1829) var den sociale etiks hovedformål således ikke det enkelte menneske, men en større helhed, som fx folket, staten eller i sidste instans hele menneskeheden. Den østrigske nationaløkonom Othmar Spann (1878-1950) understregede, at økonomien hænger intimt eller organisk sammen med de andre sociale faktorer. Hans ideal var stænderstaten, som havde korporative træk.

Kristne, navnlig katolske syndikalister genoplivede korporationstankerne som modtræk til de revolutionære syndikalister og socialisterne. Korporatistiske idéer prægede generelt samfundstænkningen i årtierne omkring 1900, da det var en udbredt opfattelse, at det liberale individualistiske samfundssystem var i krise. Således blev den franske sociolog Émile Durkheim overbevist om nødvendigheden af at oprette et lag af organisationer, korporationer og gilder mellem individet og staten, da den ekspanderende markedsøkonomi og den stigende specialisering var ved at opløse de ældre og sammenbindende samfundselementer som familie, naboskab og kirke. Arbejdet og arbejdspladsen var blevet det vigtigste for det moderne menneske, og det var derfor naturligt at gøre organisationer, der var dannet på dette grundlag, til de bærende samfundselementer og de fundamentale politiske enheder. Herved kunne der skabes beskyttelse for individet mod den hurtigt voksende magtkoncentration hos staten, og klassemodsætningerne kunne mindskes. Hans statsopfattelse var i øvrigt klart elitistisk og kritisk mod det parlamentariske demokrati. Den italienske fascismes centralfigur, Benito Mussolini, havde ikke individet i tankerne, men med sine korporatistiske idéer, som skulle være fascismens skelsættende indsats, sigtede han ligeledes på at mindske modsætningerne mellem klasser og — ikke mindre påtrængende i den unge nationalstat Italien — regioner.

Korporatistiske idéer fortsatte i mellemkrigstiden under indtryk af de liberale demokratiers økonomiske og sociale problemer med at fængsle mange medlemmer af intelligentsiaen i Europa, USA og Latinamerika, og idéerne kan ikke betragtes som en udelukkende fascistisk orientering. Såvel fagforeningsfolk og industriledere som i høj grad den katolske kirke viste de korporative tankegange stor interesse.