Konservatismen anskuer samfundet som en organisme, hvori individerne er født forskellige, men ligeværdige, og hvori de er henvist til at have forskellige differentierede roller. Kamp mellem samfundsorganismens forskellige dele er et brud på den naturlige ordens harmoniske samvirke, en "sygdomstilstand", som skal undgås. Derfor skal anledninger til fx sociale konflikter fjernes, ved at både fællesskabet og den enkelte selv påtager sig et ansvar for sig og sine (socialkonservatisme).
Den enkeltes tilhørsforhold til et fællesskab — nationen, kirken, slægten, familien — og den dertilhørende historiske og kulturelle arv fremhæves. Et stærkt nationalt forsvar er vigtigt. Staten, det offentlige, anses ikke for et nødvendigt onde (som fx nogle liberalister gør det), men for et fællesskab, der har en værdi i sig selv og et eget moralsk ansvar for at sørge for borgernes ve og vel. Afstanden til socialismen består her i konservatismens fastholdelse af den private ejendomsret. Ansvar er et centralt begreb i konservatismen og har ofte givet den et stærkt patriarkalsk præg. Dette har undertiden også været ledsaget af et ønske om en stærk og fast autoritet, som det skrøbelige enkeltindivid til eget bedste måtte underordne sig. I den absolutte eller bureaukratiske variant af konservatismen er det udtrykt i tilslutningen til en over alle særinteresser stående stærk stat med en embedsstand, som er opdraget i en fast bureaukratisk tradition.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.