Almindeligvis navngives en periode lang tid efter, den er slut, som fx vikingetiden og renæssancen. Begrebet ’oplysning’ blev dog allerede brugt i 1784 af Immanuel Kant, da han besvarede spørgsmålet: ”Hvad er oplysning?” med, at det er, når mennesket begynder at turde tænke selv. Det er det helt centrale kendetegn for oplysningstiden.
Det var en overgangsperiode mellem autokratisk indrettede samfund og den begyndende modernitet, fra feudale samfund, der hvilede på jordejerskab, til introduktion af handel og begyndende industriel produktion. En sådan overgang medfører både usikkerheder og muligheder, fordi der er betydelige, men endnu ikke genkendelige samfundsændringer på vej. Resultatet er kampe for at bevare den kendte fortid eller definere den ukendte fremtid. Aktørerne arbejder således for forskellige mål. Oplysningstiden var således fuld af modsætninger og paradokser, men med et fælles sigte om at bekæmpe intolerance, censur og uretfærdighed.
Oplysningstiden er forankret i Europa, og særligt i Frankrig. Tankerne og idéerne havde tilhængere i mange europæiske lande og blev genereret flere steder, specielt i England, Skotland og Tyskland. Desuden er den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 et eksempel på oplysningsfilosofi omsat til samfundspraksis.
Mange holdninger og værdier er fælles for oplysningstiden og dens aktører, men det er lige så karakteristisk, at begrebet ”oplysningstiden” dækker over forskellige retninger i forskellige lande, inden for landene og mellem personer, som eksemplerne på i det følgende viser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.