Thomas Aquinas, ca. 1480
Thomas Aquinas argumenterede for, at Guds eksistens lader sig udlede af verdens orden
Af /Public domain via Wikimedia Commons .

Religionsfilosofi er en disciplin, der inden for fagene teologi, religionsvidenskab og filosofi reflekterer over forskellige aspekter af fænomenet religion.

Selv om betegnelsen religionsfilosofi først blev gængs i 1700-tallet, omhandler disciplinen almene spørgsmål, som har optaget mennesker til alle tider. Det gælder fx forholdet mellem tro og tænkning, mening og meningsløshed, frihed og ufrihed, magt og afmagt, tid og evighed, endelighed og uendelighed, synlighed og usynlighed. Især har spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at forsvare forestillingen om en retfærdig Gud (det såkaldte theodicé-problem) fyldt meget i den teologiske religionsfilosofi.

I en nutidig kontekst handler religionsfilosofi om, på hvilken måde og ud fra hvilke forudsætninger, vi forstår, beskriver og analyserer religion. Religioner er allerede selv måder at tale om menneskets verden på. Religionsfilosofiens helt overordnede spørgsmål bliver derfor, hvad religionens måde at se verden på betyder for menneskets selvforståelse, og hvad det igen betyder for forholdet mellem religion og videnskab, religion og historie, religion og samfund, religion og moral.

Religionsfilosofiens overordnede område

Som teologisk fagområde udgør religionsfilosofien primært en refleksion over religiøse udsagns karakter og gyldighed. Fx spørges der til, hvad der sprogligt set er særlig karakteristisk for religiøse udsagn, og ud fra hvilke forudsætninger de giver mening. Disciplinen indgår således som et led i den overordnede fagvifte inden for faget teologi.

Religion som samfundsfænomen

Som religionsvidenskabelig disciplin beskæftiger religionsfilosofien sig med forståelsen af religion som et samfundsfænomen ud fra forskellige filosofiske grundanskuelser. Der fokuseres gerne på religiøse udsagn og rituel praksis i relation til det øvrige samfundsliv. Spørgsmålet om, hvad begrebet tro betyder for forståelsen af forskellige religioner, har i det 21. århundrede indtaget en fremtrædende plads i religionsfilosofien.

Som filosofisk disciplin beskæftiger religionsfilosofien sig med religion som et delområde af filosofiens samlede emnefelt.

Klassisk religionsfilosofi

Baruch Spinoza, ca. 1665
Spinoza hævdede, at der kun fandtes én altomfattende substans: Gud eller naturen (Deus sive natura)
Public domain via Wikimedia Commons .

Fra kristendommens tilblivelse til langt ind i 1700-tallet var filosofi og teologi nært forbundne. Bl.a. forsøgte teologer som Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas at bevise Guds eksistens gennem filosofiske ræsonnementer. Som betegnelse blev religionsfilosofi først almindelig sidst i 1700-tallet, hvor den officielle religion begyndte at miste magt og tilslutning.

Fremkomsten af et moderne verdensbillede

David Hume, 1766
Ifølge Hume bør man alene tro på virkeligheden af det, man kan sanse.
Af /Public domain via Wikimedia Commons .

Et moderne verdensbillede, som i stigende grad blev præget af naturvidenskaberne, var med til at udfordre kirkens autoritet og en religiøs selvforståelse blandt almindelige borgere. Desuden begyndte toneangivende filosoffer i en vestlig kulturkreds at vende sig bort fra en refleksion over Gudsbegrebet og Gudtroen til en refleksion over religion som fænomen.

I det store hele formåede de abrahamitiske religioner (jødedom, kristendom, islam) ikke længere at diktere rammerne for en filosofisk tænkning. Det betød, at filosofien blev fri til at betragte religion som et fænomen på lige fod med andre fænomener.

Baruch Spinoza og David Hume

I Holland var det i særlig grad Baruch Spinoza, der udfordrede samtidens religionsforståelse ved at identificere Gud med naturen. Argumentet var, at hvis Gud er uendelig, kan der ikke være noget, der grænser op til 'ham', og derfor er Gud ikke forskellig fra den altomfattende natur.

I Skotland gjorde David Hume sig gældende med et principielt angreb på begreber, der ikke svarede til sanseindtryk. Da det ikke er muligt at sanse Gud, kan det ifølge Hume ikke hævdes, at 'han' eksisterer.

Religionsfilosofi i 1800-tallets Europa og USA

Portræt af Søre Kiekregaard, ca. 1902
For Kierkegaard var troen et lidenskabeligt anliggende, der ikke handlede om dogmer, men om betydningen af selve den menneskelige eksistens
Af /Det Kongelige Bibliotek.

I 1800-tallets Europa var især tyske filosoffer optaget af at bestemme religionens betydning. Immanuel Kant rejste spørgsmålene om fornuftens grænser i forhold til troen og om religionens betydning inden for fornuftens egne grænser. I århundredets begyndelse hævdede Friedrich Schleiermacher, at religionen først fremmest handlede om menneskets forhold til noget absolut og transcendent, og at dette forhold ikke lod sig reducere til hverken metafysik eller moral.

I samme århundrede forsøgte G.W.F. Hegel at vise, hvorledes filosofien kunne formidle religiøse forestillingers tanke-indhold på en sådan måde, at det blev muligt at ophæve en uholdbar skelnen mellem transcendens og immanens. Hermed åbnede han for den moderne religionskritik, som særligt blev udfoldet af Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Friedrich Nietzsche. Kritikken gik på, at Gud ikke var andet end en projektion af menneskets egne idealforestillinger. Ved således at underkaste sig en magt uden for verden, undertrykte mennesket sine egne udfoldelsesmuligheder.

I modsætning hertil fremhævede Søren Kierkegaard, at det kristeligt-religiøse netop drejer sig om det, vi mennesker ikke kan forestille os ud fra os selv. Han betragtede troen som en eksistentiel lidenskab, der giver menneskelivet dybde, eftersom den enkelte persons tilværelse sættes i forhold til noget andet og mere end sig selv. I den forbindelse er det også værd at nævne den tyske filosof og teolog Michael Theunissen, som i et opgør med et klassisk-filosofisk subjektivitetsbegreb har kombineret tænkningen hos Hegel og Kierkegaard. Bevidstheden om, at det religiøse har at gøre med menneskelige grundvilkår, som unddrager sig vores egen magt, er en opfattelse, der i 1900-tallet er blevet videreført af K.E. Løgstrup.

I en amerikansk kontekst bør filosoffen og religionspsykologen William James nævnes for sin pragmatisk-filosofiske bestemmelse af de religiøse erfaringers betydning. I en britisk kontekst er det i særdeleshed Ludwig Wittgenstein, der har haft betydning for en pragmatisk religionsforståelse med sine begreber om sprogspil og livsform. Her anskues religiøse udsagn ikke ud fra et spørgsmål om referentialitet, men ud fra situationsbestemte måder at bruge sproget på. En filosof, der har været særligt influeret af Wittgenstein er D.Z. Phillips, og herhjemme har teologen Jens Glebe-Møller præsenteret Wittgentsteins tænkning i relation til forståelsen af religion.

Moderne religionsfilosofi

Portræt af Ludwig Wittgenstein, 1930

Wittgenstein betragtede religiøs tro som en måde at give livet form på

Af /Public domain via Wikimedia Commons .

Blandt nyere tonegivende religionsfilosoffer kan udover Løgstrup nævnes Paul Tillich og Dorothee Sölle, der på hver deres måde ser kristendommen i lyset af menneskets almene livsvilkår. En hermeneutisk gren af denne synsvinkel kommer særligt til udtryk hos:

  • den italienske filosof Gianni Vattimo, der fastholder kristendommen som en svag tænkning, der gør op med et højtideligt og livsfjernt Gudsbegreb
  • den tyske religionsfilosof Ingolf Dalfeth, der har kombineret en hermeneutisk, fænomenologisk og analytisk forståelse af religion som en grundlæggende livsorientering
  • den danske filosof Arne Grøn, der særligt har arbejdet med en menneskelig selvforståelse i lyset af Kierkegaard.

Spørgsmålet om tro som en moderne meningshorisont, der har løsrevet sig fra den kirkelige tradition og kravet om trosbekendelse, kommer markant til udtryk hos filosoffer som Simone Weil, Jacques Derrida og Slavoj Žižek. Selvom der ikke er tale om deciderede religionsfilosoffer, har de haft stor betydning inden for fagområdet.

Den teologi-filosofiske tradition

En særlig teologi-filosofisk tradition, der ikke mindst trives i en angelsaksisk kontekst, er thomismen, der, som betegnelsen angiver, har rod i tænkningen hos Thomas Aquinas. Her forsvares de klassiske gudsbeviser i en revideret form ud fra spørgsmålet om, hvilke sproglige kriterier der gør det meningsfuldt at referere til en transcendent Gud.

En beslægtet, erkendelsesteoretisk form for religionsfilosofisk tænkning kommer til udtryk i en amerikansk kontekst hos de såkaldte reformed epistemoloigts (reformerte epistemologer), med Alvin Plantinga og Nicholas Wolterstorff som hovednavne. I en britisk sammenhæng er Antony Flew, Richard Swinburne og Janet Soskice optaget af tilsvarende problemstillinger, og særlig kendt er angiveligt den britisk-amerikanske religionsfilosof John Hick.

Analyse af religiøse udsagn

I en amerikansk-canadisk kontekst finder vi en form for religionsfilosofi, der i modsætning til de teologiske filosoffer nævnt ovenfor arbejder inden for religionsvidenskabens faghorisont. Her hentes der specielt inspiration hos filosoffen Donald Davidsons teori om sproglig mening. For forskellige filosofisk orienterede forskere udgør en analyse af religiøse udsagns kognitive indhold således et fælles omdrejningspunkt.

En sammenlignelig tilgang findes hos den svenske religionsfilosof Anders Jeffner, der fokuserer på forskellen mellem performativitet (hvordan sproget bruges) og referentialitet (hvad udsagn refererer til). Spørgsmålet om, hvori religiøse udsagns meningsgivende dimension består, er gennemgående et af de vigtigste temaer religionsfilosofien og genstand for fortsat diskussion.

Religionsfilosofi i andre kulturer

Adi Shankara
Bajirao1007, Public domain via Wikimedia Commons .
Licens: CC BY SA 4.0
Zhuang Zi
Af /Public domain via Wikimedia Commons .

Den vestlige form for religionsfilosofi er særegen i den måde, hvorpå den forgrener sig inden for en teologisk og humanistisk horisont. Desuden er den præget af den religionskritik, der udsprang af oplysningstiden. Men forholdet mellem en religiøs tradition og dens filosofiske selv-refleksion er ikke alene et vestligt fænomen. Således finder vi i de indiske traditioner Upanishade-litteraturen, som hovedsagelig består i filosofiske kommentarer til de ældre vedaer, hinduismens religiøse tekstsamling. Der er i den forbindelse oplagte ligheder til oldtidens græske filosofi.

Adi Shankara, der levede i det 8. århundrede e.v.t., er et hovednavn i den indiske filosofihistorie. Han var fortaler for advaita vedanta-tradition, en monistisk virkelighedsopfattelse, der på visse punkter foregreb Spinozas metafysiske tænkning.

Buddhisten Acharya Nāgārjuna, der formentlig levede i det 3. århundrede e.v.t. grundlagde Māhāyana-skolen og udviklede samtidig en filosofi om erkendelsen af en indre tomhed som betingelse for udfrielsen Samsara (genfødslernes kredsløb).

I Kina er daoismen både en religiøs og en filosofisk retning, hvor Lao Zi (ordret: Den Gamle Mester) fra det 4. århundrede f.v.t. og Zhuang Zi (369-286 f.v.t.) var de mest fremtrædende tænkere. Sidstnævnte udviklede en indflydelsesrig perspektivisme, der knytter sand erkendelse til altings foranderlighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig