daoisme

Den tidligste form for organiseret religiøs daoisme er Zhengyilæren 'den korrekte enheds lære', som blev grundlagt af Zhang Daoling, den første himmelske mester, angiveligt på basis af åbenbaringer, han havde haft på Hemingbjerget i den vestlige Sichuanprovins i 142 e.Kr. Den guddommelige kilde til disse åbenbaringer var Taishang Laojun 'den allerhøjeste', Herren Lao, dvs. den kosmiske udgave af Lao Zi, forfatteren til Dao De Jing. Under henvisning til "myndigheden i pagten med den korrekte enhed", dvs. den guddommelige sanktion fra Herren Lao, skabte Zhang Daoling og hans efterfølgere en omfattende politisk-religiøs bevægelse, som mod slutningen af 100-t. e.Kr. opnåede at kontrollere store dele af det vestlige Kina og sammen med andre mere militante oprørsbevægelser bidrog stærkt til at bringe Handynastiet til fald.

I den officielle historieskrivning omtales de himmelske mestres bevægelse ofte som "fem dou-rummål ris-læren", hvilket henviser til det bidrag til den almene velfærd, som hver enkelt indbygger skal være afkrævet. Befolkningen blev involveret i en lang række religiøse aktiviteter, herunder sygdomsbekæmpelse i form af bodsritualer og skrevne syndsbekendelser stilet til 'de tre embedsmænd', San Guan, dvs. den guddommelige treenighed, som mentes at forestå en overjordisk registrering af menneskeskæbner samt en løbende justering af menneskers livslængde i forhold til hver enkelts moralske adfærd. Alle blev initieret og modtog 'talismaner', fu, og 'registre', lu, dvs. lister over beskyttende ånder, guanjiang 'generaler og embedsmænd', som bor i kroppen og kan sendes til kamp mod ond indflydelse. Alle blev desuden instrueret i forskellige fysiologiske teknikker til opnåelse af et langt liv eller udødelighed, herunder de seksuelle metoder, som findes beskrevet i 'den gule bog', Huang Shu, håndbogen for bryllupsritualet.

Et karakteristisk element i sådanne teknikker til opnåelse af udødelighed er forestillingen om en parallelisme mellem menneskekroppen og universet, som kommer til udtryk både i myten om verdens opståen ud af den kosmiske Lao Zis krop og i de hermed forbundne metoder til 'kroppens forvandling', bianshen, dvs. til etablering af kosmisk identitet og mystisk enhed med Universet. De universelle guder opfattedes som samtidigt eksisterende i menneskekroppen, og vha. former for meditation, herunder specielt visuel fiksering af guderne, cunsi, og indføring af dem i kroppen, kunne man opnå at styrke og fastholde deres tilstedeværelse og derved sikre sin overleven. Metoder som disse blev især udviklet inden for Shangqingtraditionen, den øverste renheds tradition, som opstod i årene 364-70 på bjerget Maoshan ca. 30 km syd for Nanjing.

Den daoistiske klostertradition, som udvikledes fra midten af de seks dynastiers periode (220-589), var oprindelig baseret på Shangqingtraditionens metoder, som op igennem Tangdynastiet (618-907) omfattede former for seksualteknik i lighed med dem, som var beskrevet i den gule bog. Siden Songdynastiet (960-1279) har klosterdaoismen imidlertid fra kejsermagtens side været pålagt at overholde den buddhistiskinspirerede regel om cølibat, og den har været domineret af Quanzhentraditionen, den fuldstændige realiserings tradition, som opstod i det nordlige Kina i 1100-t.

Denne tradition betonede en mere asketisk form, baseret på 'indre alkymi', neidan. Ved indre alkymi forstås den fysiologisk-meditative praksis, hvor begreber fra den 'ydre alkymi', waidan, anvendes på menneskekroppen. Formålet med den ydre alkymi var at fremstille udødelighedseliksiren i et laboratorium. I den indre alkymi anvendtes de tekniske termer fra den ydre alkymi om en proces, hvor kroppens substanser blev brugt som ingredienser, der blev blandet i en 'gryde' i underlivet. Kroppens yin- og yang-elementer forenedes her i en art indre seksualakt, som skulle føre til dannelsen af et foster: det indre udødelige legeme.

Et centralt element i den tidlige Zhengyibevægelses ritualer er de såkaldte 'bønskriftmetoder', zhangfa, dvs. metoder til overførelse af skrevne dokumenter til himlen. Skriftlig kommunikation med guderne udgør så at sige den daoistiske liturgis særkende, og "fremlæggelsen af bønskriftet" er forblevet en vigtig handling i den daoistiske jiaoliturgi, dvs. offerliturgi, som den stadig i vore dage især i det sydlige Kina udføres af Zhengyipræster på lokalsamfundets vegne. Ligeledes rummer begravelsesliturgien, udviklet siden Songdynastiet i skarp konkurrence med buddhismen, en mangfoldighed af skrevne ordrer, certifikater til underordnede ånder osv.

De overordnede guder, som bønskrifterne henvendes til, betegnes ofte som 'himmelske værdige', tianzun. Denne kategori af guder blev introduceret inden for Lingbaotraditionen, det guddommelige klenodies tradition, som opstod i det sydlige Kina omkring år 397. Stifteren var Ge Chaofu, som hævdede at have modtaget traditionens tekster, herunder den centrale Du Ren Jing 'klassikeren til menneskenes frelse', fra sin forfader, den udødelige Ge Xuan, til hvem de var blevet åbenbaret af en guddommelig lærer. Et særligt træk i Lingbaotraditionen er dens kosmogoni, der er baseret på de fem talismaner, kaldet 'de fem retningers fuldkomne skrifter', Wu Fang Zhen Wen. Ifølge beskrivelsen i Du Ren Jing opstod talismanerne ud af det oprindelige kaos som spontane struktureringer af ånde, qi, hvorefter de forårsagede, at verden blev til.

Lingbaotraditionen vidner om inspiration fra buddhismen, både hvad angår kosmologi og idéer om karma og gengældelse, gudeforestillinger og særlige ritualelementer, og hvad angår stil og komposition af tekster. Hver enkelt sektion i Du Ren Jing åbner med udtrykket Dao yan 'vejen sagde...', men som det fremgår af kommentarer fra Tangdynastiet, henviser vejen her til 'det guddommelige klenodies himmelske værdige', Lingbao Tianzun, en af vejens personifikationer. Hele den første del af teksten er lagt i munden på denne guddom, som forklarer, hvordan teksten oprindelig blev overdraget til ham af hans mester, Yuanshi Tianzun 'den oprindelige begyndelses himmelske værdige'. Sammen med Herren Lao, som i denne sammenhæng kaldes 'vejens og dydens himmelske værdige', Daode Tianzun, udgør disse guder den øverste treenighed i det daoistiske panteon, 'de tre rene', San Qing. Forestillingen om himmelske værdige, som residerer i de øverste himle, synes klart inspireret af buddhaer og bodhisattvaer. De blev først og fremmest opfattet som barmhjertige væsener, der befandt sig i Universet og besad både uendelig magt og vilje til at frelse menneskeheden. Der var i Lingbaotraditionen en tilsvarende vægt på ritualer til at frelse andre, og det vil sige på præstefunktionen, snarere end på den individuelle stræben efter udødelighed, og traditionen er af samme grund ofte blevet sammenlignet med mahayanabuddhismen.

I kejser Huizongs regeringstid (1101-25) omkring år 1119 blev den daoistiske kanoniske skriftsamling, Dao Zang, for første gang trykt. Kopier blev fordelt til de vigtigste templer i hele landet, men ingen er bevaret. Ligeledes er versionerne fra de følgende dynastier gået tabt, og kun Mingdynastiets samling, trykt i 1444-45, er overleveret og udgør i moderne fotografiske genoptryk hovedkilden til udforskningen af daoismens historie. Se også dao.