Lao Zi betragtes som stifteren af daoismen. Ifølge legenden levede han på samme tid som Kong Fuzi og var arkivar i Zhoustaten. Efter at have forudset rigets undergang drog han bort mod vest ridende på en okse. Først da han kom til passet og blev mødt af grænsevogteren Yin Xi, lod han sig overtale til at efterlade et skrift, Dao De Jing ('Bogen om vejen og dyden'), daoismens grundlæggende klassiker. Begivenheden er ofte fremstillet i billedkunsten, her i et maleri fra Songdynastiet (960-1279).

.

Lao Zi, (kin. 'Den Gamle Mester'), Laotse, den angivelige forfatter til daoismens grundlæggende værk Dao De Jing, som synes at have taget form i løbet af 300-t. f.Kr.

Intet vides med sikkerhed om Lao Zi som historisk person, og det er sandsynligt, at navnet er en rent fiktiv forfatterbetegnelse. Det centrale element i de tidligste legender er beretningen om, at Lao Zi blev opsøgt af Kong Fuzi, som søgte belæring om ritualerne, dvs. et typisk kongfuziansk interesseområde. Ifølge Shi Ji 'Historikerens Optegnelser' af Sima Qian (ca. 100 f.Kr.) blev Lao Zi født i Hu-amtet i den sydlige Chustat. En kejserlig stele, opstillet på dette sted i 165 e.Kr., rummer klare udtryk for Lao Zis ophøjelse i folkelig praksis til en kosmisk guddom, som er sammenfaldende med Universet og det oprindelige kaos og forbundet med skabelsesmyten om en kosmisk gigant, ud af hvis legeme verden opstod.

Under navnet Taishang Laojun 'Den Allerhøjeste, Herren Lao' indgik Lao Zi som en overordnet guddom i de religiøse daoistiske bevægelser, som opstod fra slutningen af Handynastiet, herunder som stifteren af den "svorne pagt" med den første 'Himmelske Mester' Zhang Daoling, og i den efterfølgende historie blev han indpasset som den tredje af 'De Tre Rene' Sanqing, den øverste daoistiske treenighed af guder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig