religionskritik

Religionskritik, kritisk stillingtagen til religiøse udsagn og forestillinger. Religionskritik findes inden for de enkelte religioner, fx de jødiske profeters kritik i Det Gamle Testamente af samtidens offerkult (Amos' Bog 5,21ff.) eller Xenofanes' kritik af den antikke græske gudeverden.

I den vestlige kultur har kritikken siden 1700-tallet især været en kritik af kristendommen modsat den såkaldt naturlige religion eller en kritik af religion overhovedet. De franske oplysningstænkere anså i 1700-tallet religionen for at være et tilbagelagt stadium i menneskehedens historie (se materialisme og ateisme), mens Ludwig Feuerbach i 1840'erne mente, at kristendommens udsagn om Gud er udtryk for en projektion af menneskelige ønsker og længsler; Karl Marx og Friedrich Nietzsche delte dette grundsyn. Hos Sigmund Freud blev religionen til en barndomsneurose: Gud er barnets almægtige fader.

I 1900-tallet har de logiske empirister erklæret religiøse udsagn for meningsløse, dvs. ikke verificerbare. Ikke mindst den svenske filosof Ingemar Hedenius har været en indflydelsesrig kritiker af religion. Også den dialektiske teologi har, inspireret af Karl Barth, kritiseret religionen som et udtryk for menneskets stræben efter lykke og harmoni og set den i modsætning til den kristne forkyndelse af Gud som "das Ganz Andere" ('det helt anderledes').

Se også Gud er død-teologien og sekularisering.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig