Friedrich Nietzsche
Friedrich Nietzsche, der er kendt for udsagnet 'Gud er død', må nok betragtes som den europæiske kulturs vigtigste religionskritiker.
Af /LIFE Photo Collection, via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 3.0

Religionskritik findes i mange former, men betegnelsen dækker normalt over et filosofisk opgør med de kristne trosforestillinger i 1800-tallet.

Religionskritik i oldtiden

Man kan også tale om religionskritik inden for de enkelte religioner som fx i oldtiden, hvor man på et tidspunkt begynder at tage afstand fra den traditionelle offerkult og de mytiske fortællinger om verdens tilblivelse. Der er her, i den sidste halvdel af årtusindet for Kristi fødsel, tale om et generelt opgør i de eurasiske kulturer, omfattende israelitisk, græsk, persisk, indisk og kinesisk religion.

Man kan overordnet tale om en åndeliggørelse (spiritualisering) af den religiøse praksis, som i stigende grad fokuserer på det enkelte individs skæbne og moralske levevis. Denne kulturelt-religiøse vending omtales som aksetidens begyndelse.

Reformation af oldgræsk religion

I Grækenland tager religionskritikken en særlig form, der ofte er blevet kaldt overgangen fra mythos til logos. Det kommer blandt andet til udtryk hos Xenofanes, når han gør grin med dyrkelsen af menneskelignende (antropomorfe) guder. Det ville nemlig svare til, at okser dyrkede okselignende guder osv.

Også de efterfølgende generationer af filosoffer som fx Parmenides og Heraklit kritiserede gudedyrkelsen for at være illusorisk, såvel i dens mytiske som i dens kultiske form.

Religiøse reformationer i israelitisk, indisk og kinesisk kultur.

I forhold til aksetidens israelitiske gudedyrkelse beretter Det Gamle Testamente om jødiske profeters kritik af samtidens offerkult (Amos' Bog 5,21 ff.). Ligeledes ser vi i de indiske religioner, hinduisme og buddhisme, en øget vægtlægtning på dharma (moralske livsregler) i et opgør med den traditionelle vediske offerkult.

Samme tendens i retning af moralsk reformation af de eksisterende religioner finder vi hos Konfutse i Kina. Det skal dog understreges, at religionskritikken i oldtiden (særligt i aksetiden) sjældent har form af en direkte afvisning, men snarere af en omfortolkning af de eksisterende traditioner.

Moderne europæisk religionskritik

I løbet af 1700-tallet begyndte de forskellige kristne kirkeretninger at miste indflydelse over det almindelige åndsliv. Dels begyndte en naturhistorisk viden og en bibelkritisk metode at gøre sig gældende, dels begyndte filosofien at søge egne veje til en forståelse af menneskets væsen.

Voltaire

Voltaire
Af /LIFE Photo Collection, via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 3.0

Religionskritikken i det 18. århundrede udbredte sig særligt i Frankrig, hvor fx oplysningstænkere som Voltaire anså kirken for at være magtsyg og intolerant i forhold til andre religiøse retninger, herunder også retninger inden for kristendommen selv.

En stigende tendens til, at filosofi og videnskab trak sig tilbage fra en religiøs virkelighedsforståelse betød desuden, at den kristne åbenbaringslære begyndte at miste almen selvfølgelighed.

Pierre-Simon Laplace

I 1800-tallet gik mange filosoffer og videnskabsmænd så vidt som til at bestride sandheden af den kristne skabelsestanke. Den franske matematiker og astronom Pierre-Simon Laplace fremstillede fx et værk, han kaldte for Himmelmekanik (Mécanique céleste), som ikke nævnte Gud med et ord. Da Napoleon spurgte ham, hvordan dette kunne være, svarede Laplace, at Gud var en hypotese, han ikke havde brug for.

Auguste Comte og Ludwig Feuerbach

I Frankrig erklærede Auguste Comte religionen for at være et tilbagelagt stadium i menneskehedens historie (se materialisme og ateisme), og i Tyskland hævdede Ludwig Feuerbach, at troen på Gud ikke er udtryk for andet end en projektion af menneskets egne egenskaber, blot i en fuldkommen og uforanderlig udgave.

Karl Marx

Karl Marx
Af /LIFE Photo Collection, via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 3.0

Karl Marx hyldede denne indsigt hos Feuerbach, men fremhævede, at religionskritikken først for alvor ville få gennemslagskraft, hvis den blev udvidet til en generel samfundskritik. Således hævdede Marx, at religionen på hans tid fungerede som folkets opium, dvs. at kristendommen indirekte velsignede en konservativ samfundsopfattelse og bedøvede forestillingen om et bedre og mere retfærdigt samfund. Forestillingen om et Himmerige tjente således ifølge Marx som trøst for elendigheden i et uretfærdigt samfund.

W.G.F Hegel

W.G.F. Hegel fremførte en mere subtil religionskritik med afsæt i Spinozas monisme. Han gennemførte en dialektisk bestemmelse af Gudsbegrebet, således at det ikke længere betegnede en magt uden for verden, men en immanent dimension i den menneskelige fornufts egen fornuftserkendelse.

Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard forsvarede kristendommens evangeliske budskab som en eksistentiel henvendelse til den enkelte. Som konsekvens heraf endte han med at føre sin egen personlige kamp mod kirkens konformitet, og han kritiserede dermed religionen i dens institutionelle og moralsk doktrinære dimension.

Friedrich Nietzsche

I sidste halvdel af 1800-tallet fremsatte Friedrich Nietzsche sin helt egen religionskritik i et direkte opgør med kristendommens menneske- og værdisyn. Nietzsches grundtanke var, at kristendommen siden dens begyndelse i oldtiden havde haft held til at udbrede en forestilling om mennesket som et syndigt væsen, der har brug for Guds frelse. I virkeligheden er dette udtryk for en slavemoral, pointerede han, som har til formål at tæmme menneskets naturlige livsinstinkter. I sidste ende ville naturen hævne sig på denne undertrykkelse og føre til nedbrydningen af alle livsfjendske fordomme.

Dermed ville nihilismen, dvs. opløsningen af alle værdier, ende med at fortrænge den kristne vranglære. Det er en udbredt misforståelse, at Nietzsche dermed hyldede nihilismen. Dog så han den som en nødvendig overgangsfase, der skulle bane vejen for, at mennesket som individ kunne vælge sine egne livsmål og så at sige blive sit eget livs gud.

Siegmund Freud

Siegmund Freud
Af /LIFE Photo Collection, via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 3.0

På grænsen til 1900-tallet fremstillede Sigmund Freud religionen i et psykoanalytisk perspektiv som en infantil neurose. Behovet for at forestille sig en faderfigur, der tager vare på éns liv og skæbne, skulle således ligge til grund for dogmet om den almægtige Gud.

Sekularisering

Resultatet af de forskellige former for religionskritik, der prægede oplysningstiden i 1700-tallet, samt de forskellige tankebevægelser i 1800-tallet, har været, at vi i dag i de fleste vestlige lande lever i et sekulariseret samfund. De historiske rødder til denne adskillelse mellem kirke og stat er også den skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente, som var en del af den luthterske reformation.

Logisk positivisme og ateisme

I begyndelsen af 1900-tallet erklærede Wienerkredsens logiske empirister religiøse udsagn for meningsløse ud fra det kriterium, at de ikke lader sig verificere. I den forbindelse har også den svenske filosof Ingemar Hedenius haft indflydelse ved at afvise religiøse værdiers logiske gyldighed.

Religionskritik inden for sprogfilosofien

Inden for sprogfilosofien har den svenske religionsfilosof Anders Jeffner anført en skelnen mellem religiøse udsagns problematiske og performative karakter. Det problematiske er at forstå disse udsagn bogstaveligt som "forankret" i virkeligheden, mens det performative aspekt handler om den personlige trostilkendegivelse, der ikke nødvendigvis afhænger af udsagnets bogstavelige og konkret refererende betydning.

Teologisk religionskritik

Inden for dialektisk teologi har Karl Barth kritiseret den side af religionen, der har med menneskets stræben efter lykke og harmoni at gøre. I modsætning hertil hævdede han, at den kristne forkyndelse af Gud som Det radikale Andet (das Ganz Andere) har en eksistentiel betydning, der peger ud over den institutionelle religion. Dette ligger ikke langt fra Kierkegaards opfattelse og afspejles også i den afmytologisering af kristendommen, som Rudolf Bultmann har talt for.

Religionskritik i dag

Richard Dawkins
Af /Public Domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

I det 21. århundrede tager religionskritikken typisk form af en naturalistisk afvisning af, at der gives fornuftige grunde til at antage en personlig og moralsk overvågende tilværelsesmagt uden for verden. Særligt naturforskere og filosoffer som Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchins og Daniel Dennett har slået et slag for ateismen og betragter religion som både falsk, farlig og autoritær.

Mod denne form for religionskritik har teologer og andre filosoffer påpeget aspekter af religionen, som der ikke tages højde for i et naturalistisk verdenssyn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig