Teodicé, i åndshistorien forsøg på at retfærdiggøre Gud over for det onde og lidelsen i verden. Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor har han da skabt en verden, hvor uskyldige lider?

Faktaboks

Etymologi
Ordet teodicé kommer af fransk theodicée, af græsk theos 'gud' og dike 'retfærdighed'.

Udtrykket teodicé blev ca. 1700 præget af den tyske filosof Leibniz. Teodicéen stod især på dagsordenen i 1700-t., men det spørgsmål, som tages op, griber både frem og tilbage i teologiens og filosofiens historie, ligesom det findes som tema i alle de store religioner siden oldtiden. I den egyptiske tekst Ipuwers klage fra ca. 2000 f.v.t. stilles spørgsmålet: "Hvor er han (skaberguden) i dag? Sover han?" Se også Jobs Bog, forsyn og prædestination.

Den filosofiske diskussion

En teodicé bruger forklaringer af det ondes væsen og oprindelse til at frikende Gud. Ét forsøg på forklaring er, at en skabt verden nødvendigvis er en endelig og dermed ufuldkommen verden til forskel fra Skaberen selv. Denne forklaring tog Leibniz som støtte for sin påstand om, at denne verden er den bedste af alle mulige. En teodicé kan ligeledes bruge den forklaring, at det onde ikke er noget i sig selv, men en mangel på det gode, og at det derfor egentlig ikke hører med til Guds gode skaberværk. En tredje forklaringsmåde er, at det onde indgår i den ordnede helhed. Det er først i kraft af det onde, at vi kan se det gode. Fælles for de nævnte forklaringer er, at de betragter det onde som et "metafysisk" problem. Det "moralske" onde fører en teodicé tilbage til mennesket selv. Gud har skabt mennesket med en fri vilje, og det indebærer, at det kan vende sig bort fra Gud. Ganske vist har Gud forudset og tilladt det onde, som mennesket er skyld i, men uden den frie vilje er mennesket ikke menneske. En yderligere forklaringsmåde er, at Gud bruger det onde til at frembringe det gode i historien. Dette synspunkt er især gennemført af Hegel, der kalder sin historiefilosofi for den sande teodicé.

Indvendingen imod en teodicé er først og fremmest, at den enten reducerer det ondes virkelighed, som den selv tager anledning af, eller ikke løser problemet med at forene Guds almagt og godhed med det ondes realitet. Kritikken rammer imidlertid også selve det foretagende at opstille en teodicé. For Kant var teodicéen udtryk for den menneskelige fornufts anmasselse, idet den overskrider sine egne grænser. I 1900-tallet har kritikken især lydt fra teologisk hold. En teodicé vender forholdet mellem Gud og menneske på hovedet. Som det navnlig er pointeret hos Luther og Kierkegaard, er mennesket ikke i en position, hvor det kan anklage Gud, da det som synder selv er under anklage. Det kan ikke kigge Gud i kortene. Det betyder ikke, at anfægtelsen ved lidelsen forsvinder, men svaret herpå er et troens svar, under henvisning til evangeliet om Jesu Kristi korsdød og opstandelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig