Svensk politik efter 2002

Socialdemokraterna blev enige med Miljöpartiet og Vänsterpartiet om et samarbejdsprogram med 121 punkter, som både i sin form og sin substans var en nyskabelse. Flere af støttepartiernes mærkesager var med i programmet, hvor det dog også blev slået fast, at programmets reformer kun skulle gennemføres, hvis de økonomiske forudsætninger var til stede. Det var en markering over for Vänsterpartiet, hvis økonomiske politik Socialdemokraterna ikke mente var ansvarlig nok.

Denne løsning på regeringsspørgsmålet var faktisk en nyskabelse. Formelt havde Sverige fortsat en mindretalsregering, men reelt var der tale om, at landet havde fået en flertalsregring. Det var en slags ”kontrakt-parlamentarisme”: De to støttepartier indgik ikke i regeringen, men de fik mulighed for at placere politiske ansatte i ministerierne (Regeringskansliet), så de kunne være med i de faktiske beslutningsprocesser, ligesom partierne fik mulighed for direkte at påvirke udformningen af regeringens statsbudget (man skal her huske på, at de svenske procedurer for formuleringen af det, der i Danmark kaldes finansloven, er meget anderledes end de danske).

Året efter var der i september 2003 igen lejlighed for de svenske vælgere til at begive sig til valglokalerne. Anledningen var folkeafstemningen om, hvorvidt Sverige skulle tilslutte sig EUs økonomiske og monetær samarbejde, dvs. søge om at blive medlem af ØMU'en og tilslutte sig euroen. Et klart flertal – 55,9 % – stemte nej til forslaget.

Begge siders valgkamp var hård og uforsonlig. Grove overdrivelser om, hvad det eventuelle medlemskab ville komme til at indebære, prægede debatten, og Sverige blev under folkeafstemningen på mange måder delt i for og imod. Der var en dyb kløft mellem centrum og periferi: by mod land land; højtlønnede mod lavtlønnede og mænd mod kvinder. Eftersom følelsen af fællesskab længe har været en del af fundamentet for svensk politiske kultur og en del af den svenske selvforståelse, oplevede mange den konfrontatoriske stemning omkring folkeafstemningen som noget nyt og ubehageligt.

Hertil kom, at det tragiske mord på udenrigsminister Anna Lindh i valgkampens slutfase også kunne ses som et symbolsk udtryk for den uforsonlighed, der prægede debatten.

Før sin død havde Lindh fået afsluttet forhandlingerne om en ny svensk sikkerhedspolitisk doktrin. Tre af oppositionspartierne – Moderaterna, Kristdemokraterna og Centerpartiet – tilsluttede sig regeringens beslutning om at forlade neutralitetspolitikken og erstatte den med ”en europæisk linje med en atlantisk forbindelse”. Udgangspunktet for denne kursomlægning var ifølge regeringen, at ”EU och NATO, sammen med Europarådet og Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE), udgør grundlaget for Europas sikkerhedsarkitektur. USA's engagement for Europa vil også fortsat være centralt.” Det blev dog samtidig betonet, at Sverige også fremover skulle stå uden for de militære alliancer.

Da Riksdagen i 2009 vedtog den solidaritetserklæring, som følger af EU-medlemskabet (hvilket ikke var sket, da Sverige i 1995 blev medlem af unionen), var denne proces formelt afsluttet.

Regeringen Reinfeldts første tid ved magten var præget af et opskruet reformtempo. Flere såkaldte jobskattefradrag betød, at alle, som var i arbejde, fik lavere indkomstskat og dermed flere penge mellem hænderne. Finansiering kom bl.a. fra reducerede bevillinger til forsvaret, hvad der førte til, at den moderate forsvarsminister, Mikael Odenberg, under dramatiske omstændigheder forlod regeringen. Moderaternas ændring af den politiske linje medførte forskellige former for uro på de indre linjer, men fremgangen ved valget og i opinionstallene betød – som man så ofte ser det – at medlemmerne og de aktive rettede ind og i det store og hele fulgte partiledelsen. Ved valget i september 2006 fik Moderaterna 26,2 % af stemmerne, hvilket var det bedste resultat siden 1928.

I 2010 fik partiet et endnu bedre resultat, som endda var det bedste siden indførelsen af almindelig valgret, nemlig 30,1 %. En medvirkende årsag til fremgangen var den tillid, Moderaterna nød på den økonomiske politiks område. Under den moderate finansminister Anders Borgs ledelse klarede Sverige sig forholdsvis godt under den globale finanskrise 2008. Ganske vist faldt produktionen, og arbejdsløsheden steg noget, men statens finanser var fortsat stærke. Det betød opbakning til regeringen, og Moderaternas håndtering af krisen forklarer en stor del af fremgangen ved valget i 2010.

En supplerende forklaring er den aftale, Socialdemokraterne indgik med Miljöpartiet og Vänsterpartiet. Socialdemokraternas nye leder, Mona Sahlin, ville egentlig ikke have Vänsterpartiet med i samarbejdet, men hun blev nødt til at acceptere det, fordi partiets bagland ønskede det. Det gav bagslag under valgkampen, fordi den borgerlige regering kunne bruge det skræmmebillede, at en valgsejr for den rød-grønne koalition ville betyde ”kommunister” i den næste regering.

Motivet var, at Sverigedemokraterna ikke skulle have indflydelse, hverken på regeringsdannelsen eller på den politik, der skulle føres. Reinfeldt gik også af som partiformand, men hans synspunkt i spørgsmålet om regeringsdannelse – at den største blok skulle kunne danne regering, også selv om den ikke havde flertal – blev sidst på året (2014) nedfældet i den såkaldte Decemberoverenskomst (Decemberöverenskommelsen).

Før da var den nytiltrådte Löfven-regerings budgetforslag blevet nedstemt i Riksdagen, fordi Sverigedemokraterna i den afgørende afstemning valgte at stemme for Alliancens budgetforslag, efter at deres eget budgetforslag var blevet forkastet. Det var i klar modstrid med praksis i afstemninger i Riksdagen: Efter denne praksis stemmer partierne kun for deres egne forslag, og hvis de bliver nedstemt, stemmer man hverken for eller imod ved den afsluttende afstemning. Den parlamentariske krise, som opstod efter den utraditionelle afstemning om budgettet for foråret 2015, fandt sin løsning i den ovennævnte Decemberoverenskomst. Indholdet i denne overenskomst var, at den mindste af de to partikonstellationer, som indtil da havde været de faktiske regeringsalternativer i Sverige, ikke bare skulle acceptere den største konstellations statsministerkandidat, men man skulle også undlade at fremlægge et fælles budgetforslag, dvs. i praksis garantere, at regeringens budget (læs: finanslovsforslag) ville blive vedtaget.

Decemberoverenskomsten, hvis formål altså var at isolere Sverigedemokraterna, blev indgået af de to regeringspartier og de fire partier i Alliansen. Aftalen fik hård kritik, ikke mindst fra grupperinger inden for Moderaternas og Kristdemokraternas rækker. Årsagen var, at den blev set som en form for politisk walk over. En oppositions vigtigste opgave er, blev det fremført, at kontrollere og kritisere regeringen og dens politik – og at få den afsat, hvis det viser sig muligt.

Decemberoverenskomsten fik da heller ikke nogen lang levetid. Allerede efter ni måneder faldt den fra hinanden, efter at først Kristdemokraterna og så Moderaterna havde afholdt landsmøder, hvor det med al ønskelig tydelighed blev klart, at aftalen ikke havde opbakning i de to partier.

Flygtningekrisen i efteråret 2015 var dramatisk, og den bidrog til at ændre den politiske dagsorden såvel som det politiske landskab. Sverige tog i 2015 imod ikke mindre end 163.000 asylansøgere, langt de fleste fra det krigshærgede Syrien, men også mange fra Afrika og fra Afghanistan. Inden krisen eskalerede i november, hvor flere af de styrelser og kommuner, som var hårdest ramt af flygtningestrømmen, var ved at bryde helt sammen, havde Sverige stået for en efter europæisk målestok generøs migrationspolitik, som der også havde været bred politisk enighed om. Fredrik Reinfeldt havde under valgkampen i 2014 kritiseret Sverigedemokraternas forslag om en strammere politik i skarpe vendinger, og i en tale, som vakte en del opmærksomhed, appellerede han til svenskerne om at åbne deres hjerter og vise medmenneskelighed. Og så sent som i september 2015, under selve flygtningekrisen, sagde statsminister Stefan Löfven: ”Mit Europa bygger ikke mure”. Der blev ganske vist ikke bygget mure ved de svenske grænser, men grænserne blev lukket, og politikken blev væsentligt mere restriktiv.

I april 2017 omkom fem mennesker i forbindelse med en terrorhandling på Drottninggatan i Stockholm, dvs. midt i byen. Den usbekiske gerningsmand sympatiserede med Islamisk Stat (IS), men IS har ikke taget nogen form for ansvar for attentatet. Gerningsmanden blev dømt til fængsel på livstid efterfulgt af udvisning for resten af livet. I december 2010, midt i julehandelen, havde der fundet et andet terrorattentat sted på næsten samme sted, også begået af en islamistisk selvmordsbomber, som selv omkom, men lykkeligvis ikke andre. Begivenheden i 2017 udløste en intensiv debat om en tiltagende forråelse og grovhed i forbindelse med forbrydelser og kriminalitet. I debatten refereredes ofte til den omfattende indvandring og de dermed forbundne integrationsproblemer. Da forskere ved Försvarshögskolan efter attentatet i 2017 analyserede det salafistiske miljø i Sverige, var resultatet, at der i løbet af det seneste årti var sket en tidobling af antallet af islamister, der gik ind for vold. Nu var der ca. 2.000 i Sverige, som havde den opfattelse, hvilket måtte antages at øge risikoen for terrorhandlinger.

Tiden efter valget i 2018 blev turbulent for regeringen. Sommeren 2021 gik en mistillidsafstemning Löfven imod, så han måtte gå af som statsminister. Afstemningen var initieret af Sverigedemokraterna, efter at Vänsterpartiet havde ladet forstå, at partiet ville kunne støtte en sådan. Vänsterpartiets vilkår for at acceptere en regering Löfven i januar 2019 – partiet stemte dengang hverken for eller imod – var nemlig, at det forslag om at give huslejen fri i nybygget udlejningsbyggeri, som Centerpartiet och Liberalerna havde fået med i Januaraftalen, ikke skulle gennemføres. Efter at en betænkning, som foreslog netop det, var blevet lagt frem, meddelte Vänsterpartiets nye leder, Nooshi Dadgostar, at partiet ikke havde tillid til regeringen. Partiet kunne dog ikke begære en mistillidsafstemning alene, da det kræver støtte fra mindst 10 % af riksdagsmedlemmerne.

Löfven blev valgt til statsminister igen efter nogle uger med usikkerhed, men Liberalerna valgte som konsekvens af regeringskrisen at træde ud af Januaraftalen. Centerpartiet gjorde det samme, men de stemte dog – modsat Liberalerna – for Löfven som statsminister igen.

I november 2021 gik Löfven af som både partileder og statsminister og blev på begge poster efterfulgt af finansminister Magdalena Andersson. Hun blev dermed Sveriges første kvindelige statsminister.

Nu er denne stabilitet en saga blot. Siden Sverigedemokraterna kom i Riksdagen, er blokpolitikken gradvist blevet af mindre og mindre betydning, og med Januaraftalen fra 2019 er den, i det mindste for en overskuelig fremtid, blevet noget, der skal omtales i datid. Ingen af de to tidligere blokke har siden 2010 kunnet samle flertal, Sverigedemokraternas andel af vælgerne er vokset fra valg til valg, og det har betydet helt nye forudsætninger for regeringsdannelsen.

Én mulighed er, at de øvrige partier vælger en strategi, som bygger på den præmis, at Sverigedemokraterna ikke findes, dvs. den tankegang, som lå bag Decemberoverenskomsten. En anden strategi er, at nogle af partierne, som i Januaraftalen, indgår i koalitioner af mere eller mindre institutionaliseret karakter med det specifikke formål at isolere Sverigedemokraterna. Decemberoverenskomsten var en blokoverskridende aftale om at ændre de politiske spille regler. Januaraftalen var derimod et politisk forlig med studehandelens typiske karakteristika. Men begge aftaler gik primært ud på at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Den tredje strategi er, at i det mindste nogle af partierne på en eller anden vælger at samarbejde med Sverigedemokraterna. Det kan ske enten ved at Sverigedemokraterna indgår i regeringen eller ved at partiet fungerer som støtteparti for en regering, hvilket formodentlig vil implicere en eller anden form for institutionaliseret samarbejde. Det er denne tredje strategi, Moderaterna, Kristdemokraterne og Liberalerna har valgt forud for valget i september 2022. Som beskrevet nedenfor førte valgudfaldet til en borgerlig regering med fast støtte fra Sverigedemokraterna, hvilket i betydelig grad har ført til en reetablering af blokpolitikken.

Et andet vigtigt træk ved Sverige efter 2000 er de hurtigt voksende økonomiske forskelle. Sverige har længe været et land med forholdsvis beskedne økonomiske forskelle mellem indbyggerne. Sådan var det i hvert fald, så længe kapitalinteresserne var bundet til og i Sverige. Med afreguleringen af kapitalmarkederne i 1980’erne kunne kapitalen flytte sig mere frit – og globalt – og dermed mindskedes mulighederne for traditionel socialdemokratisk omfordelingspolitik. If. OECD har det betydet, at uligheden målt på indkomstdata gennem de seneste årtier er vokset hurtigere i Sverige end i sammenlignelige lande. Og især er forskellen mellem de allerrigeste og de allerfattigste vokset. Sverige har i perioden 1995-2012 oplevet en fordobling af den andel af befolkningen, som lever i relativ fattigdom. I samme periode er de private formuer vokset meget og antallet af milliardærer er firdoblet. Den større økonomiske ulighed hænger bl.a. sammen med større regional ulighed, men også med større ulighed mellem indfødte svenskere og indvandrere.

Kløfterne i samfundet har desuden fået betydning for den sociale tillid: Andelen af svenskere, som stoler på deres naboer, er ifølge World Value Survey siden år 2000 faldet fra 40 % til 29 %. Det er i første omgang socialt og økonomisk udsatte mennesker, som nu har mindre tillid til omgivelserne, og den dalende tillid bidrager selv til mindskning af den sociale sammenhængskraft.

Sverige har længe været et etnisk homogent land, men sådan er det ikke længere. I løbet af de to seneste årtier er antallet af indbyggere, som er født i udlandet, blevet fordoblet, fra godt én million i 2000 til næsten to millioner (1.996.000) i slutningen af 2018. Det betyder, at hver femte svensker ikke er født i Sverige; de to lande, som flest af de udenlandsk fødte kommer fra, er Syrien og Irak. Sverige er derigennem blevet et multikulturelt land. Om dette udgør et problem, diskuteres ivrigt. Nogle ser det multikulturelle som en berigelse, andre som noget truende og problematisk.

Debatten om indvandringen til Sverige illustrerer i hvert fald et yderligere aspekt ved forandringen af det politiske landskab. Efter at Sverige i mange år internationalt blev set som konsensuslandet par excellence, hvor både en grundlæggende værdimæssig enighed og en kompromiskultur var centrale elementer, er debatklimaet blevet hårdere.

Der har naturligvis også tidligere været perioder med polarisering, men det har især handlet om den økonomiske politik og spørgsmål om velfærdsstatens størrelse og organisering. Den polarisering, som nu præger debatklimaet i Sverige, er anderledes: En intens debat om indvandring og multikulturelle forhold har medført, at spørgsmål, som tidligere slet ikke var på dagsordenen, nu diskuteres livligt og følelsesladet.

Indvandringen er blevet en katalysator for en form for ”kulturkrig”, i og med at den vedrører normer, som er centrale for det svenske samfund. Når de uformelle adfærdsmønstre og holdninger, som styrer hverdagens sociale interaktioner for de indfødte svenskere, konfronteres med andre måder at være på, kan det ikke undgås, at der opstår spændinger. Den slags kulturelle konflikter har det politiske system meget vanskeligere ved at håndtere end spørgsmål om fx skatter eller energiforsyning. Dertil kommer, at den uforsonlighed, som ofte præger debatten på de sociale medier, bidrager til at øge konfliktniveauet.

Polariseringen er med andre ord blevet et stadig mere markant træk ved svensk politik. Partierne har endog beskyldt hinanden for at udgøre en fare for demokratiet. Tidligere statsminister Stefan Löfven gav i et TV-interview udtryk for sin frygt i forbindelse med et eventuelt regeringsskifte efter valget i september 2022: ”Jeg er bange for, at en regering ledet af Moderaterna, som støtter sig til Sverigedemokraterna, risikerer at føre Sverige i en retning, som ikke er demokratisk”.

Heroverfor satte den moderate leder, Ulf Kristersson, spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag hos partierne bag Januaraftalen: ”Ingen kommer igen at kunne lade, som om partier, svenskerne har stemt ind i Riksdagen, ikke findes. Ligesom Decemberoverenskomsten var at fifle med demokratiet på, så var Januaraftalen også en måde at fifle med demokratiet på”.

Mindre stabilitet, større kløfter og en voksende polarisering. Det er sådan, det politiske landskab i Sverige ændrede sig gennem de første to årtier af 2000-tallet.

Valgets slutresultat blev, at Team Kristersson tilsammen fik 176 mandater, mens Team Andersson fik 173. Magdalena Andersson indleverede straks sin afskedsansøgning til talmannen, men den socialdemokratiske regering fortsatte som såkaldt overgangsregering, indtil regeringsspørgsmålet efter valget var afklaret

Regeringsdannelsen i Team Kristersson tog nogle uger, og Ulf Kristerssons regering kunne derfor først formelt tiltræde 18. oktober 2022. Regeringen består af tre partier, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, mens Sverigedemokraterna er det fjerde hjul på vognen. Grundlaget for regeringssamarbejdet er den såkaldte Tidö-aftale, som blev offentliggjort 14. oktober.

Aftalen afspejler på forskellige vis, at Sverigedemokraterna stod stærkt i forhandlingerne, idet partiet dels var størst af de fire, dels var gået frem ved valget, mens de andre tre alle var gået (lidt) tilbage. Moderaterna og Liberalerna ønskede ikke, at Sverigedemokraterna skulle få ministerposter – men på hvilke politiske områder ville de så tage sig betalt for at afstå fra formel regeringsdeltagelse? Og ville de på den anden side akceptere, at Liberalerna – et lille parti, som havde været i fare for ikke at klare spærregrænsen på 4 % – modsat dem selv skulle få plads i regeringen?

Ulf Kristersson talte efter valget og Magdalena Anderssons afgang om behovet for at vise handlekraft. At de fire partier kunne blive enige om så omfattende et samarbejdsdokument som Tidö-aftalen vil af nogle blive set som et udtryk for handlekraft og et godt udgangspunkt for den nye regerings reformarbejde.

Andre vil nok mere hæfte sig ved, at mange af punkterne ikke er færdigtforhandlede og indtil videre ufinansierede, således at der forestår intense forhandlinger i den nye regering, før de mange punkter kan blive til virkelighed. Her er det specielt interessant, at Tidö-aftalen siger, at alle fire partier skal indgå i regeringens lovforberedende arbejde helt på samme fod, og at alle fire partier (dvs. også Sverigedemokraterna) skal deltage i arbejdet i Regeringskansliet.

Alle regeringspartiernes 176 riksdagsmedlemmer stemte for Ulf Kristersson som nye statsminister, men der har hurtigt vist sig en vis uro i det liberale bagland, hvor nogle mener, at partilederen, Johan Persson, gik for langt mht. opgivelse af centrale liberale mærkesager for at sikre dels regeringsskiftet, dels Liberalernas egen deltagelse i den nye regering.

Hvis vanskelighederne på et tidspunkt bliver for mange for Ulf Kristersson, har Magdalena Andersson for en sikkerheds skyld understreget, at han jo i så fald bare kan henvende sig hos hende: "Min dør står altid åben". Der er dog intet, der tyder på, at Ulf Kristersson så meget som overvejer at tage imod den udstrakte hånd.

Regeringens første år ved magten har været præget af en lang række temaer og problemer, som for mange har efterladt et indtryk af, at regeringen ikke har kunnet leve op til sine valgløfter, mens regeringen gang på gang understreger, at "ting ta'r tid", at mange ting skyldes den foregående regerings mangel på løsninger, og at man er i gang, så ingen behøver at være urolige.

Blandt regeringens udfordringer kan nævnes Tyrkiets fortsatte forhaling af svensk medlemskab af NATO, arbejdet som formandsland i EU i første halvår af 2023, den markante inflation, den eskalerende bandekriminaltet og tiltagende vold, ikke mindst blandt unge med indvandrerbaggrund, vanskeligheder med at blive enige internt (og med Sverigedemokraterna) om miljø- og klimamæssige tiltag samt fortsatte problemer i sundhedssektoren og skolesystemet. Hertil kommer yderst mærkbare udfordringer med at få integreret de mange udenlandsk fødte i det (ændrede) svenske samfund.

Alt dette har bidraget til et fald i opbakningen til regeringspartierne og deres støtteparti. I SCB's store meningsmåling fra maj 2023 (Dagens Nyheter den 2. juni 2023) har de fire partier tilsammen kun tilslutning fra godt 44 % af vælgerne, og de to mindre partier, Liberalerna og Kristdemokraterna, ligger endda begge under spærregrænsen på 4 %.

På den anden side har Socialdemokraterna alene 38,6 % – og på grund af spærrereglen ville Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Centerpartiet faktisk få 50 % af mandaterne ved et valg nu. På grund af de faste valgperioder i Sverige kommer der dog ikke et riksdagsvalg nu, men først i 2026.

DN's og Ipsos meningsmåling i oktober 2023 viser et ret fastlåst billede, idet de tre regeringspartier og støttepartiet (Sverigedemokraterna) tilsammen har 45 % af vælgerne bag sig, men de to små regeringspartier ligger fortsat begge under spærregrænsen. De fire oppositionspartier til sammen har heroverfor 53 %. De sidste 2 % er "andre" mv.

Regeringen og Sverigedemokraterne præsenterede 14. november 2023 en slags "tillægsprotokol" til Tidö-aftalen. Kernen heri er at præcisere situationen mht. Sveriges arbejde med klimamålsætningerne, hvor der ikke mindst er grund til at hæfte sig ved, at Sverigedemokraterna nu siger, at de står helt og fuldt bag Sveriges officielle klimamålsætning. Men det er også vigtigt at notere sig, at fokus bevidst skiftes fra de kortsigtede mål på klimaområdet til de mere langsigtede mål, der først skal være opnået i 2045, ikke i 2030, som fokus tidligere var på. Hertil kommer, at fokus også i et vist omfang flyttes fra de specifikt svenske målsætninger til et fokus på de samlede globale målsætninger og opfyldelsen af dem.

En vigtig del af baggrunden for det nye dokument er EU's skærpede klimapolitik, som betyder, at Sverige er blevet nødt til at se på, hvor man egentlig står i forhold til EU's målsætninger på området.