Artikelstart
Svensk politik efter 2002, 2002-2006: Fortsat socialdemokratisk styre
Selv om det regerende socialdemokratiske parti (Socialdemokraterna) kunne glæde sig over fremgang ved Riksdagsvalget i 2002 var det ikke uden dramatik, at regeringen kunne blive siddende. Socialdemokraterne, som gennem 1900-tallet dominerede svensk politik på en måde, som ikke blev set tilsvarende i noget demokratisk land, fik ved valget i september ikke mindre end 39,8 % af stemmerne. Men for at kunne fortsætte som regering var det alligevel nødvendigt, at Miljöpartiet (Miljøpartiet) og Vänsterpartiet (Venstrepartiet) var villige til at være støttepartier.
I Sverige er den negative parlamentarisme ligesom i Danmark en del af styreformen. Det betyder, at regeringen ikke behøver have et flertal i Riksdagen bag sig, men den skal i hvert fald accepteres af en majoritet, dvs. at hvis mere end halvdelen af medlemmerne, mindst 175, ikke accepterer regeringen, må den træde tilbage.
Både Miljöpartiet og Vänsterpartiet havde i valgperioden før valget i 2002 været støttepartier for den socialdemokratiske regering, som Göran Persson stod i spidsen for. Nu krævede Miljöpartiet, som havde fået 4,6 % af stemmerne, at komme med i regeringen. Da socialdemokraterne ikke uden videre ville acceptere det, begyndte Miljöpartiet at förhandle med Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna om at danne regering. Folkpartiet, som var gået frem fra 4,7 % i valget i 1998 til nu 13,3 %, blev set som 2002-valgets store vinder. Partiets forslag om bestået sprogprøve for indvandrere som betingelse for svensk statsborgerskab havde været helt centralt i valgkampen, og forslaget – som i 2002 var yderst kontroversielt – sikrede givetvis Folkpartiet mange nye vælgere. Partiets leder, Lars Leijonborg, var på grund af fremgangen ved valget tæt på at blive statsminister, men Centerpartiets leder, Maud Olofsson, ville ikke være med til en sådan regering. Resultatet blev derfor, at Göran Persson efter forhandling med de to støttepartier kunne fortsætte som statsminister.
Socialdemokraterna blev enige med Miljöpartiet og Vänsterpartiet om et samarbejdsprogram med 121 punkter, som både i sin form og sin substans var en nyskabelse. Flere af støttepartiernes mærkesager var med i programmet, hvor det dog også blev slået fast, at programmets reformer kun skulle gennemføres, hvis de økonomiske forudsætninger var til stede. Det var en markering over for Vänsterpartiet, hvis økonomiske politik Socialdemokraterna ikke mente var ansvarlig nok.
Denne løsning på regeringsspørgsmålet var faktisk en nyskabelse. Formelt havde Sverige fortsat en mindretalsregering, men reelt var der tale om, at landet havde fået en flertalsregring. Det var en slags ”kontrakt-parlamentarisme”: De to støttepartier indgik ikke i regeringen, men de fik mulighed for at placere politiske ansatte i ministerierne (Regeringskansliet), så de kunne være med i de faktiske beslutningsprocesser, ligesom partierne fik mulighed for direkte at påvirke udformningen af regeringens statsbudget (man skal her huske på, at de svenske procedurer for formuleringen af det, der i Danmark kaldes finansloven, er meget anderledes end de danske).
Året efter var der i september 2003 igen lejlighed for de svenske vælgere til at begive sig til valglokalerne. Anledningen var folkeafstemningen om, hvorvidt Sverige skulle tilslutte sig EUs økonomiske og monetær samarbejde, dvs. søge om at blive medlem af EMU. Et klart flertal – 55,9 % – stemte nej til forslaget. Begge siders valgkamp var både hård og ubehagelig. Grove overdrivelser om, hvad det eventuelle medlemsskab vil komme til at indebære, prægede debatten, og Sverige blev under folkeafstemningen på mange måder delt i for og imod. Der var en dyb kløft mellem centrum og periferi; by stod mod land; højtlønnede mod lavtlønnede og mænd mod kvinder. Eftersom følelsen af fællesskab længe har været en del af fundamentet for svensk politiske kultur og en del af den svenske selvforståelse, oplevede mange den konfrontatoriske stemning omkring folkeafstemningen som noget nyt og ubehageligt.
Hertil kom, at det tragiske mord på udenrigsminister Anna Lindh i valgkampens slutfase også kunne ses som et symbolsk udtryk for den uforsonlighed, der prægede debatten.
Før sin død havde Lindh fået afsluttet forhandlingerne om en ny svensk sikkerhedspolitisk doktrin. Tre af oppositionspartierne – moderaterna, Kristdemokraterna og Centerpartiet – tilsluttede sig regeringens beslutning om at forlade neutralitetspolitikken og erstatte den med ”en europæisk linje med en atlantisk forbindelse”. Udgangspunktet for denne kursomlægning var iflg. regeringen, at ”EU och NATO, sammen med Europarådet og Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE), udgør grundlaget for Europas sikkerhedsarkitektur. USAs engagement for Europa vil også fortsat være centralt.” Det blev samtidig betonet, at Sverige også fremover skal stå uden for de militære alliancer. Da Riksdagen i 2009 vedtog den solidaritetserklæring, som følger af EU-medlemskapet (hvilket ikke var sket, da Sverige i 1995 blev medlem af unionen), var denne proces formelt afsluttet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.