Svensk politik efter 2002

Før det næste valg til Riksdagen, i 2006, havde de fire borgerlige partier for første gang annonceret dannelsen af en slags koalition, som man kaldte Allians för Sverige. Det første skridt var blevet taget efter at Fredrik Reinfeldt var blevet Moderaternas partileder i efteråret 2003. Med ham som formand gik man i gang med at ændre partiet. På centrale politikområder, ikke mindst skat og velfærd, blev kursen forandret. Moderaternas tidigare skattepolitik havde især været til fordel for mennesker med en god løn, men nu skulle også mennesker med en mere beskeden indkomst have mere til overs efter skat. Det var en måde at styrke den såkaldte ”arbejdslinje” på. Den gik ud på, at det skulle kunne betale sig at tage et lavtlønsjob frem for at leve af overførselsindkomster. Samtidig ville Moderaterna satse mere på velfærdsstatens kerneområder, dvs. der skulle bruges mere på socialområdet, sygehuse, skolen osv. For at reducere arbejdsløsheden og få mennesker til at arbejde frem for at leve af overførselsindkomster skulle der derimod skæres i det system, der sikrer en vis indtægt under sygdom. Budskabet var altså, at velfærden skulle betrygges ved, at flere arbejdede og betalte skat, og at færre levede af overførselsindkomster. Partiet orienterede sig på den måde mod en politisk midterposition.

Med konceptet ”Nya Moderaterna” (dvs. de nye moderater) – en direkt reference til Tony Blairs New Labor – blev det samtidigt nemmere for partiet at nærme sig de tre andre oppositionspartier. Sammen kunne de fire partier med større succes end tidligere udfordre socialdemokraterne, og for første gang siden 1979 fik Sverige efter valget en flertalsregering.

Regeringen Reinfeldts første tid ved magten var præget af et opskruet reformtempo. Flere såkaldte jobskattefradrag betød, at alle, som var i arbejde, fik lavere indkomstskat og dermed flere penge mellem hænderne. Finansiering kom bl.a. fra mindre bevillinger til forsvaret, hvad der førte til, at den moderate forsvarsminister, Mikael Odenberg, under dramatiske omstændigheder forlod regeringen. Moderaternas ændring af den politiske linje medførte forskellige former for uro på de indre linjer, men fremgangen ved valget og i opinionstallene betød – som man så ofte ser det – at medlemmerne og de aktive rettede ind og i det store og hele fulgte partiledelsen. Ved valget i september 2006 fik Moderaterna 26,2 % af stemmerne, hvilket var det bedste resultat siden 1928. I 2010 fik partiet et endnu bedre resultat, som faktisk var det bedste siden indførelsen af almindelig valgret, nemlig 30,1 %.

En medvirkende årsag til fremgangen var den tillid, Moderaterna nød på den økonomiske politiks område. Under den moderate finansminister Anders Borgs ledelse klarede Sverige sig forholdsvis godt under den globale finanskrise 2008. Ganske vist faldt produktionen og arbejdsløsheden steg noget, men statens finanser var fortsat stærke. Det betød opbakning til regeringen, og Moderaternas håndtering af krisen forklarer en stor del af fremgangen ved valget i 2010.

En supplerende forklaring er den aftale, Socialdemokraterne indgik med Miljöpartiet og Vänsterpartiet. Socialdemokraternas nye leder, Mona Sahlin, vill egentlig ikke have Vänsterpartiet med i samarbejdet, men hun blev nødt til at acceptere det, fordi partiets bagland ønskede det. Men det gav bagslag under valgkampen, fordi den borgerlige regering brugte det skræmmebillede, at en valgsejr for den rød-grønne koalition ville betyde ”kommunister” i den næste regering.

Den borgerlige allianceregering tabte lige netop sit flertal ved valget i 2010, men den kunne alligevel regere videre, fordi de fire regeringspartier sammenlagt var den største partikonstellation. Socialdemokraterna oplevede sit dårligste valg siden 1921 og blev kun med nød og næppe Riksdagens største parti med tilslutning fra 30,7 % af vælgerne. Valgnederlaget resulterede i en partiintern krise. Sahlin blev tvunget til at gå af, og til overraskelse for mange blev efterfølgeren Håkan Juholt, en backbencher, som aldrig havde tilhørt partiets ledelsesgruppe, selv om han havde været riksdagsmedlem i mange år. Hans tid som partileder blev turbulent. Mange af hans udtalelser var præget af faktuelle fejl og overdrivelser, hvad der gav anledning til kritik. Hertil kom, at Juholt kom i karambolage med Riksdagens regler om støtte til dækning af huslejeudgifter. Hans tid som partileder blev derfor kort – kun elleve måneder. I januar 2012 blev han erstattet af en erfaren fagforeningsleder, Stefan Löfven.

Det, som man hæftede sig mest ved ved valget i 2010, var, at Sverigedemokraterna kom ind i Riksdagen. Partiet fik 5,7 % af stemmerne og klarede således uden problemer spærregrænsen på 4 %. Sverigedemokraterne var i 2010 et udpræget pariaparti, som ingen af de andre partier ville have noget at gøre med. Partiets indvandrerkritiske politik betød, at partiet ikke blev set som stuerent.

De etablerede partiers berøringsangst over for Sverigedemokraterna var meget tydelig fra partiets første dag i Riksdagen. Partiet var blevet grundlagt af personer med nynazistiske sympatier, og der havde i hvert fald tidligere været en vis forbindelse til White Power-bevægelsen. Først i 2019 begyndte synet på partiet at ændre sig, og i efteråret 2021 deltog Sverigedemokraterna for første gang i forhandlinger i Riksdagen med Moderaterna og Kristdemokraterne om budgettet. De tre partiers fælles budgetforslag blev faktisk det, som Riksdagen endte med at vedtage.

Efter valget i 2014 kom Socialdemokraterna tilbage som regeringsparti, denne gang i en koalitionsregering med Miljöpartiet. Intet af de to regeringsalternativer, henholdsvis det rød-grønne og Alliancen, kunne mønstre et flertal. Den rød-grønne partikonstellation – Socialdemokraterna, Miljöpartiet och Vänsterpartiet – havde imidlertid flere mandater i Riksdagen end Alliancen og i overensstemmelse med et valgløfte gik Fredrik Reinfeldt derfor af som statsminister. Motivet var, at Sverigedemokraterna ikke skulle have indflydelse, hverken på regeringsdannelsen eller den politik, der skulle føres. Reinfeldt gik også af som partiformand, men hans synspunkt i spørsmålet om regeringsdannelse – at den største blok skulle kunne danne regering, også selv om den ikke havde flertal – blev sidst på året (2014) kodificeret i den såkaldte Decemberoverenskomst.

Før det var den nytiltrådte Löfven-regerings budgetforslag blevet nedstemt i Riksdagen, fordi Sverigedemokraterna i den afgørende afstemning valgte at stemme for Alliancens budgetforslag, efter at deres eget budgetforslag var blevet forkastet. Det var i klar modstrid med praksis i afstemninger i Riksdagen: Efter denne praksis stemmer partierne kun for deres egne forslag, og hvis de bliver nedstemt, stemmer man hverken for eller imod ved den afsluttende afstemning. Den parlamentariske krise, som opstod efter den utraditionelle afstemning om budgettet for foråret 2015, fandt sin løsning i den ovennævnte Decemberoverenskomst. Indholdet i denne overenskomsten var, at den mindste af de to partikonstellationer, som indtil da havde været de faktiske regeringsalternativer i Sverige, ikke bare skulle acceptere den største konstellations statsministerkandidat, men man skulle også undlade at fremlægge et fælles budgetforslag, dvs. i praksis garantere, at regeringens budget (læs: finanslovsforslag) ville blive vedtaget.

Decemberoverenskomsten, hvis formål altså var at isolere Sverigedemokraterna, blev indgået af de to regeringspartier og de fire partier i Alliancen. Aftalen fik hård kritik, ikke mindst fra grupperinger inden for Moderaternas og Kristdemokraternas rækker. Årsagen var, at den blev set som en form for politisk walk over. En oppositions vigtigste opgave er, blev det fremført, at kontrollere og kritisere regeringen og dens politik – og at få den afsat, hvis det er muligt. Decemberoverenskomsten fik da heller ikke nogen lang levetid. Allerede efter ni måneder faldt den fra hinanden, efter at først Kristdemokraterna og så Moderaterna havde haft landsmøde, hvor det med al ønskelig tydelighed blev klart, at aftalen ikke havde opbakning i de to partier.

Flygtningekrisen i efteråret 2015 var dramatisk, og den bidrog til at ændre den politiske dagsorden såvel som det politiske landskab. Sverige tog i 2015 imod ikke mindre end 163.000 asylansøgere, langt de fleste fra det krigshærgede Syrien, men også mange fra Afrika og fra Afghanistan. Inden krisen eskalerede i november, hvor flere af de styrelser og kommuner, som var hårdest ramt af flygtningestrømmen, var ved at bryde helt sammen, havde Sverige stået for en efter europæisk målestok generøs migrationspolitik, som der også havde været bred politisk enighed om. Fredrik Reinfeldt havde under valgkampen i 2014 kritiseret Sverigedemokraternas forslag om en strammere politik i skarpe vendinger, og i en tale, som vakte en del opmærksomhed, appellerede han til svenskerne om at åbne sine hjerter og vise medmenneskelighed. Og så sent som i september 2015, under selve flygtningekrisen, sagde statsminister Stefan Löfven, at ”mit Europa bygger ikke mure”. Der blev ikke bygget mure ved de svenske grænser, men grænserne blev lukket, og politikken blev væsentligt mere restriktiv.

I april 2017 omkom fem mennesker i forbindelse med en terrorhandling på Drottninggatan i Stockholm, dvs. midt i byen. Den uzbekiske gerningsmand sympatiserede med Islamisk Stat (IS), men IS har ikke taget nogen form for ansvar for attentatet. Gerningsmanden blev dømt til fængsel på livstid efterfulgt af udvisning for resten af livet. I december 2010, midt i julehandelen, havde der været et andet terrorattentat næsten samme sted, også begået af en islamistisk selvmordsbomber, som selv omkom, men lykkeligvis ikke andre. Begivenheden i 2017 udløste en intensiv debat om en tiltagende forråelse og grovhed i forbindelse med forbrydelser og kriminalitet. I debatten referedes ofte til den omfattende indvandring og de dermed forbundne integrationsproblemer. Da forskere ved Försvarshögskolan efter attentatet i 2017 analyserede det salafistiske miljø i Sverige, var resultatet, at der i løbet af det seneste årti var sket en tidobling af antallet af islamister, der gik ind for vold. Nu er der ca. 2.000 i Sverige, som har den opfattelse, hvilket må antages at øge risikoen for terrorhandlinger.

I valget i septembr 2018 blev de rød-grønne partier igen større end alliancepartierne. Men Sverigedemokraterna, som fik 17,5 %, fortsatte at vokse og ingen af de to blokke fik absolut flertal, og derfor blev regeringsdannelsen en langstrakt proces. Først besluttede Riksdagen i den obligatoriske statsministerafstemning – som efter forfatningsændringen i 2010 skal holdes, hver gang der har været valg – at afsætte Stefan Löfven som statsminister. Derefter prøvede først den moderate leder, Ulf Kristersson, og derefter Löfven igen, at få den nødvendige støtte i Riksdagen for at kunne tiltræde som statsminister, men det lykkedes ikke for nogen af dem. Det varede 134 dager – altså mere end fire måneder – inden en ny regering kunne tiltræde. I den sidste afstemning stemte 153 riksdagsmedlemmer nej till Löfven, mens 115 stemte ja. På grund af den særlige form for negativ parlamentarisme, som tillempes i Sverige – med obligatorisk afstemning og med mulighed for at stemme hverken for eller imod, og hvor kravet er, at talmannens forslag til statsminister ikke får en absolut majoritet (175 riksdagsmedlemmer) imod sig – blev Löfven valgt.

Det skete, efter at den såkaldte Januaraftale (Januariavtalet) var blevet indgået mellem Socialdemokraterna, Miljöpartiet, Centerpartiet og Liberalerna. Det var en omfattande politisk aftale, hvor de to borgerlige partier på grund af en gunstig forhandlingsposition fik accepteret mange af deres krav. Löfvens nye regering, som igen var en koalitionsregering bestående af Socialdemokraterna och Miljöpartiet, var derfor tvunget til at føre en politik, der på mange punkter havde et tydeligt borgerligt-liberalt præg.

Tiden efter valget i 2018 blev turbulent for regeringen. Sommeren 2021 gik en mistillidsafstemning Löfven imod, så han måtte gå af som statsminister. Afstemningen var initieret af Sverigedemokraterna, efter at Vänsterpartiet havde ladet forstå, at partiet ville kunne støtte en sådan. Vänsterpartiets vilkår for at acceptere en regering Löfven i januar 2019 – partiet stemte dengang hverken for eller imod – var nemlig, at det forslag om at give huslejen fri i nybygget udlejningsbyggeri, som Centerpartiet och Liberalerna havde fået med i Januaraftalen, ikke skulle gennemføres. Efter at en betænkning, som foreslog netop det, var blevet lagt frem, meddelte Vänsterpartiets nye leder, Nooshi Dadgostar, at partiet ikke havde tillid til regeringen. Partiet kunne dog ikke alene begære en mistillidsafstemning, da det kræver støtte fra mindst 10 % af riksdagsmedlemmerne. Löfven blev ganske vist valgt til statsminister igen efter nogle uger med usikkerhed, men Liberalerna valgte som konsekvens af regeringskrisen at træde ud af Januaraftalen. Centerpartiet gjorde det samme, men de stemte – modsat Liberalerna – for Löfven som statsminister igen. I november 2021 gik Löfven af som både partileder og statsminister og blev på begge poster efterfulgt af finansminister Magdalena Andersson. Hun blev dermed Sveriges første kvindelige statsminister.

I de to årtier siden årtusindskiftet har svensk politik gennemgået dramatiske forandringer, og et nyt politisk landskab har taget form. Sverige har i et historiskt og sammenlignende perspektiv været præget af en nærmest ekceptionel stabilitet. Det gælder bl.a. partisystemet: De fem partier, som blev valgt ind i Riksdagen i 1921, det år, hvor den almindelige valgret blev indført, er fortsat repræsenterede. Det varede imidlertid 67 år, inden et nyt parti kom i Riksdagen. Det var Miljöpartiet, som blev repræsenteret i 1988. Partiet var blevet dannet i 1981 i kølvandet på folkeafstemningen året før om atomkraft. Siden 2010 har otte partier været repræsenterede i Riksdagen.

Stabiliteten viser sig også i den måde, parlamentarismen fungerer på, hvilket naturligvis hænger sammen med partisystemets stabilitet. En anden del af forklaringen er, at ét parti, Socialdemokraterna, har haft en ganske dominerende position. I 44 år i træk, 1932-1976, blev Sverige regeret af Socialdemokraterna. I korte perioder stod den socialdemokratiske statsminister ganske vist i spidsen for koalitionsregeringar, fx. under Anden Verdenskrig, hvor Sverige havde en samlingsregering, men partiet har alligevel i hele den nævnte periode været det dominerende regeringsparti. Socialdemokraterna opnåede ved to af periodens valg at få absolut flertal i Riksdagen, men i det meste af perioden på næsten et halvt århundrede fik partiet ca. 45 % af stemmerne. Men dels var kommunisterne et pålideligt støtteparti, dels var de borgerlige partier indbyrdes uenige, så for alle praktiske formål kunne Socialdemokraterna agere som et flertalsparti.

Men også efter 1976 var det svenske parlamentariske stabilt. Den blokpolitik, som havde udviklet sig i 1970’erne, hvor to klare regeringsalternativer stod over for hinanden og skiftedes til at have magten, minder på en måde om den såkaldte Westminster-parlamentarisme, hvilket også var en stabiliserende faktor. Den socialdemokratiske dominans har fortsat med at præge svensk politik, men sSlet ikke i samme omfang som under den lange periode med partiet i statsministeriet, for Socialdemokratarne har måttet vænne sig til et kontinuerligt fald i vælgertilslutning; hertil kommer, at såvel EU-medlemsskabet som den globaliserede økonomi har begrænset den nationale handlefrihed, og det har ført til, at det svenske socialdemokrati – lige som de fleste europæiske søsterpartier – i højere grad har orienteret sig mod den politiske midte; nogle kommentatorer ville nok sige: flyttet sig mod højre. De seneste tre årtier er partiet blevet mere markedstilpasset, og forskellige former for afbureaukratisering og privatisering er blevet akcepteret på en måde, som ikke var mulig før i tiden.

Nu er denne stabilitet kun et minde. Siden Sverigedemokraterna kom i Riksdagen, er blokpolitikken gradvist blevet af mindre og mindre betydning, og med Januaraftalen fra 2019 er den, i det mindste for en overskuelig fremtid, blevet noget, der skal omtales i datid. Ingen af de to tidligere blokke har siden 2010 kunnet samle flertal, Sverigedemokraternes andel af vælgerne er vokset fra valg til valg, og det har betydet helt nye forudsætninger for regeringsdannelsen.

Én mulighed er, at de øvrige partier vælger en strategi, som bygger på den præmis, at Sverigedemokraterna ikke findes, dvs. den tankegang, som lå bag Decemberoverenskomsten. En anden strategi er, at nogle af partierne, som i Januaraftalen, indgår i koalitioner af mere eller mindre institutionaliseret karakter med det specifikke formål at isolere Sverigedemokraterna. Decemberoverenskomsten var en blokoverskridende aftale om at ændre de politiske spille regler. Januaraftalen var derimod et politisk forlig med studehandelens typiske karakteristika. Men begge aftalerne gik primært ud på at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Den tredje strategi er, at i det mindste nogle af partierne på en eller anden vælger at samarbejde med Sverigedemokraterna. Det kan ske enten ved at Sverigedemokraterna indgår i regeringen eller ved at partiet fungerer som støtteparti for en regering, hvilket vel vil implicere en eller anden form for institutionaliseret samarbejde. Det er denne tredje strategi, Moderaterna, Kristdemokraterne og Liberalerna har valgt forud for valget i september 2022.

Et andet vigtigt træk ved Sverige efter 2000 er de hurtigt voksende økonomiske forskelle. Sverige har længe været et land med forholdsvis beskedne økonomiske forskelle mellem indbyggerne. Sådan var det i hvert fald, så længe kapitalinteresserne var bundet til og i Sverige. Med afreguleringen af kapitalmarkederne i 1980’erne kunne kapitalen flytte sig mere frit – og globalt – og dermed mindskedes mulighederne for traditionel socialdemokratisk omfordelingspolitik. Iflg. OECD har det betydet, at uligheden målt på indkomstdata gennem de seneste årtier er vokset hurtigere i Sverige end i sammenlignelige lande. Og især er forskellen mellem de allerrigeste og de allerfattigste vokset. Sverige har i perioden 1995-2012 oplevet en fordobling af den andel af befolkningen, som lever i relativ fattigdom. I samme periode er de private formuer vokset meget og antallet af milliardærer er firedoblet. Den større økonomiske ulighed hænger bl.a. sammen med større regional ulighed, men også med større ulighed mellem indfødte svenskere og indvandrere.

Kløfterne i samfundet har desuden fået betydning for den sociale tillid: Andelen af svenskere, som stoler på sine naboer, er iflg. World Value Survey siden år 2000 faldet fra 40 % til 29 %. Det er i første omgang socialt og økonomisk udsatte mennesker, som nu har mindre tillid til omgivelserne, og den mindre tillid bidrager i næste omgang til mindskning af den sociale sammenhængskraft.

Sverige har længe været et etniskt homogent land, men sådan er det ikke længere. I løbet af de to seneste årtier er antallet, som er født i udlandet, blevet fordoblet, fra godt én million i 2000 til næsten to millioner (1.996.000) i slutningen af 2008.Det betyder, at hver femte svensker ikke er født i Sverige; de to lande, som flest af de udenlandsk fødte kommer fra, er Syrin og Irak. Sverige er derigennem blevet et multikulturelt land. Om det evt. er et problem diskuteres ivrigt. Nogle ser det multikulturelle som en berigelse, andre som noget truende og problematisk.

Hvad siger så forskningen? Den siger bl.a., at mennesker har en tendens til at stole mere på mennesker med samme etniske baggrund som dem selv, hvilket betyder, at etnisk homogene samfund har bedre muligheder end andre for at etablere fungerende og stabilie samfundsinstitutioner. Allerede Max Weber (1864-1920) pegede på, at kun homogene nationalstater kan sikre den kollektive identitet, som ligger under og bagved det nationale fællesskab. Europas historie gennem det 20. århundrede bekræfter på mange måder Webers konstatering, og for eksempel Balkankrigen i slutningen af århundredet handlede primært om etniske modsætninger.

Situationen i dagens Sverige kan naturligvis ikke sammenlignes med Balkankrigen, langtfra. Men debatten om indvandringen til Sverige illustrerer alligevel et fjerde aspekt af forandringen af det politiske landskab. Efter at Sverige i mange år blev set som konsensuslandet par excellencee, hvor både en grundlæggende værdimæssig enighed og en kompromisskultur, der gjorde indtryk internationalt, var centrale elementer i den politiske kultur, er debatklimaet blevet hårdere.

Der har naturligvis også tidligere været perioder med polarisering, men det har især handlet om den økonomiske politik og spørgsmål om velfærdsstatens størrelse og organisering. Den polarisering, som nu præger debatklimaet i Sverige er anderledes: En intens debat om indvandring og multikulturelle forhold har medført, at spørgsmål, som tidligere slet ikke var på dagsordenen, nu diskuteres livligt og følelsesladet. Indvandringen er blivet en katalysator för en form for ”kulturkrig”, i og med at den vedrører normer, som er centrale for det svenske samfund. Når de uformelle adfærdsmønstre og holdninger, som styrer hverdagens sociale interaktioner for de indfødte svenskere, konfronteres med andre måder at være på, kan det ikke undgås, at der opstår spændinger. Den slags kulturelle konflikter har det politiske systemt meget sværere ved at håndtere end spørgsmål om fx skatter eller energiforsyning. Til det kommer, at den uforsonlighed, som ofte ses i de sociale medier, også bidrager til at øge konfliktniveauet.

Polariseringen er med andre ord blevet et stadigt mere markant karakteritikum ved svensk politik. Partierne beskyldte endog hinanden for at udgøre en fare for demokratiet. Tidligere statsminister Stefan Löfven gav i et TV-interview udtryk for sin frygt i forbindelse med et eventuelt regeringsskifte efter valget i september2022: ”Jeg er bange for, at en regering ledet af Moderaterna, som støtter sig på Sverigedemokraterna, riskerer at føre Sverige i en retning, som ikke er demokratisk”.

Heroverfor satte den moderate leder, Ulf Kristersson, spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag hos partierne bag Januaraftalen: ”Ingen kommer igen at kunne lade som om partier, som svenskerne har stemt ind i Riksdagen, ikke findes. Lige som Decemberoverenskomsten var at fifle med demokratiet, så var Januaraftalen også en måde at fifle med demokratiet på”.

Mindre stabilitet, større kløfter og en voksende polarisering. Det er sådan, det politiske landskab i Sverige ændrede sig gennem de to første årtier af 2000-tallet.

Den coronapandemi, som brød ud i februar 2020, betød store udfordringer for Sverige – lige som tilfældet var for andre lande. Modsat de fleste andre lande valgte Sverige imidlertid en forholdsvis blød strategi under pandemien. Der blev indført restriktioner, men de var ikke mange og i sammenligning med andre lande forholdsvis forsigtige. Der var bred politisk enighed om værdien af ikke at begrænse borgernes frihed mere end højst nødvendigt, og derfor satsede regeringen på at komme med anbefalinger fremfor at anvende sig af mere drastiske og tvangsprægede tiltag. Denne strategi vakte stor international opmærksomhed, ikke mindst fordi dødstallene – især blandt ældre – var ganske høje under de første måneder af pandemien.

Allerede i løbet af sommeren 2020 – da pandemien langtfra var forbi – nedsatte regeringen en kommission, som skulle beskrive og analysere, hvordan de involverede myndigheder og andre aktører havde håndteret pandemien. Det skete efter krav fra oppositionen; regeringen ville helst have ventet med at sætte kommissionsarbejdet i gang, til pandemien var overstået, men argumentet for at gå i gang med det samme var, at arbejdet med både analyser og beskrivelse ville blive bedre, hvis kommissionen løbende havde mulighed for følge udviklingen og samle materiale ind henad vejen fremfor at vente, til pandemien engang var slut.

Kommissionens slutrapport blev lagt frem i februar 2022, og den indeholdt hård kritik. Den ansvarlige myndighed, Folkhälsomyndigheten, havde efter kommissionens bedømmelse en alt for rigid holdning, ikke mindst i begyndelsen. Denne holdning var præget af et strengt krav om evidens som forudsætning for beslutning og ikke det forsigtighedsprincip, som mange ellers argumenterede for. Der fandtes efter kommissionens bedømmelse også et alt for defensivt syn på, om det ville være muligt at bremse smittespredningen. Det havde som konsekvens, at myndigheten bestemte sig for og gennemførte for få, for sene og for svage tiltag, som ikke i tilstrækkelig grad var i stand til at begrænse den smittespredning i samfundet, som var årsågen til de høje dødstal.

Kommissionen mente også, at regeringen spillede en alt for passiv rolle frem til det sene efterår 2020. Den havde i alt för høj grad forholdt sig ukritisk til Folkhälsomyndighetens bedømmelser og tiltag og overladt alt for stort ansvar til denne ekspertmyndighed. Efter grundloven er det regeringen, som skal ”styre riget”, men kommissionens vurdering var, at sådan havde det i praksis ikke været, i hvert fald ikke i forbindelse med udbruddet af pandemien. Regeringen måtte dog under alle omstændigheder bære ansvaret for, at der i begyndelsen først forholdsvis sent og i begrænset omfang blev taget beslutning om forskellige tiltag, og det var denne passivitet, som var grunden til den omfattende smittespredning. Regeringen blev også kritiseret for, at den ikke lod kommissionen få adgang til vigtigt materiale om beslutningsprocessen i regeringskontorerne, hvad der naturligvis vanskeliggjorde kommissionens arbejde.

Imidlertid har hverken pandemin eller kommissionens rapport fået politiske konsekvenser, i hvert fald ikke, hvis man ser på opinionstallene. Forklaringen er sandsynligvis, at der i det store og hele har været enighed mellem de politiske partier om, hvad der skulle gøres – og hvad der i hvert fld ikke skulle gøres. Oppositionen har nok kritiseret regeringens sendrægtighed, men ingen af partierne har egentlig foreslået en alternativ strategi, som reelt har været anderledes end regeringens.

Med Ruslands militære angreb på Ukranie i februar 2022 genstartede diskussionen om Sveriges eventuelle NATO-medlemsskab. Sveriges traditionelle sikkerhedspolitiske neutralitet og alliance-frihed blev udfordret af begivenhederne i Ukraine, og da også finske politikere åbent begyndte at diskutere muligheden af en finsk anmodning om NATO-medlemsskab, kunne svenske politikere ikke undgå at forholde sig til det yderst følsomme emne.

Den traditionelt meget neutralitetsorienterede socialdemokratiske regering startede også et analysearbejde om emnet, hvor alle partier i Riksdagen deltog under forsæde af udenrigsminister Ann Linde. Arbejdet mundede ud i en rapport, som kom lidt før midten af maj (2022), og hvis hovedkonklusion var, at det aktuelle sikkerhedspolitiske leje i Europa gjorde det naturligt for Sverige at slutte sig til NATO, ikke mindst fordi det måtte forventes, at det ville Finland også gøre. Socialdemokratiets hovedbestyrelse tog på denne baggrund den historiske beslutning at anbefale regeringen at opgive den hidtidige sikkerhedspolitiske linje og søge medlemsskab af NATO. 16. maj bekræftede et stort flertal i Riksdagen (S, C, L, M, KD of SD), at de bakkede op om regeringens beslutning. Det var på forhånd klart, at medlemmerne i det finske parlament ville komme til samme konklusion, men debatten i Helsinki trak ud og blev først afsluttet 17. maj. Derfor kunne de to landes NATO-ambassadører først aflevere de historiske ansøgninger i NATOs hovedkvarter i Bruxelles 18. maj. Optagelsesproceduren kommer under alle omstændigheder til at tage et antal måneder, men en række lande har erklæret, at de vil træde til, hvis de to ansøgerlande bliver udsat for angreb i optagelsesperioden.

Det fremgik af diskussionen i Sverige – i offentligheden, i Socialdemokratiet og i Riksdagen – at manges bekymring ved medlemsskabet af NATO skyldes NATOs beholdning og udstationering af kernevåben. Sverige tager derfor forbehold med hensyn til stationering af kernevåben på svensk jord i fredstid.