Faktaboks

Recep Tayyip Erdogan

På tyrkisk skrevet Recep Tayyip Erdoğan

Født
26. februar 1954, Istanbul

Recep Tayyip Erdoğans politiske karriere

1984

Formand for Velfærdspartiet i Beyoğlu-distriktet i Istanbul

1985

Provinsformand for Velfærdspartiet i Istanbul

27. marts 1994 til 6. november 1998

Istanbuls overborgmester

2001

Stifter og formand for Retfærdigheds- og udviklingspartiet

14. Marts 2003 til 10. august 2014

Premierminister

Siden 2014

Præsident

Recep Tayyip Erdogan taler til Europarådet.

.

Recep Tayyip Erdogan er en tyrkisk politiker, som siden 2014 har været Tyrkiets præsident. Han var før da landets premierminister fra 2003 til 2014.

Erdogans vej ind i politik

Recep Tayyip Erdogan er født og opvokset i Istanbuls hårde bydel Kasımpaşa. Han gik først på en kommunal grundskole, siden på en Imam hatip-skole, der uddanner kommende imamer og prædikanter og dernæst på et sekulært gymnasium. I 1981 blev Erdogan uddannet fra fakultetet for økonomi og administration på Marmara Universitetet.

Studenter- og ungdomspolitikken

Erdogan blev aktiv i studenterforeningen Nationale Tyrkiske Studerendes Union, som var populær blandt nationalistiske og islamistiske studerende, særlig fra konservative middelklassefamilier. Ifølge studenterforeningen var islam vejen frem imod bl.a. den kommunistiske trussel under den kolde krig.

Fra studenterpolitikken søgte Erdogan videre til ungdomspartiet for det islamiske Religiøs Frelse Parti. Som 22-årig blev han formand for Beyoğlu-distriktets ungdomsafdeling. Partiformanden Necmettin Erbakan bemærkede Erdogans politiske evner og potentiale, og han blev Erdogans mentor. Efter et militærkup den 12. september 1980, hvor de politiske partier blev forbudt, måtte Erbakan indstille sin politiske aktivitet, og Erdogans politiske karriere blev sat på pause. Men deres relation forblev tæt, og da Erdogans yngste søn blev født i 1981, blev han opkaldt efter mentoren.

Erdogan og Velfærdspartiet

I 1983 genetablerede juntaen demokratiet. Erdogan meldte sig ind i Necmettin Erbakans nye parti Velfærdspartiet, som blev et afgørende parti i de næste årtier. Det var det første og vigtigste islamiske politiske parti, der fik succes i Tyrkiet. Med sit arbejde for Velfærdspartiet fik han fik sit politiske gennembrud, og han opnåede stor popularitet blandt befolkningen.

Provinsformand i Istanbul

I 1984 blev Erdogan formand for Velfærdspartiet i Beyoğlu-distriktet. I 1985 blev han provinsformand for partiet i Istanbul og kom dermed ind i partiets ledelse. Erdogan begyndte at udvikle strategier for partiet, og han søgte bl.a. at nå ud til unge, kvinder og ikke mindst den sekulære vælgerkreds. Det viste sig at blive en succes til lokalvalget i 1989, hvor partiet fik betydelig fremgang.

Istanbuls overborgmester

I 1994 vandt Erdogan lokalvalget og blev Istanbuls første islamiske overborgmester som 40-årig.

En af Erdogans første indsatser var at rydde op blandt kommunens ineffektive afdelingschefer, der ikke havde formået at løse Istanbuls infrastrukturelle og forsyningsmæssige problemer. Han iværksatte bekæmpelse af korruptionen, hvilket skabte stor popularitet og tilslutning blandt befolkningen.

I 1996 blev Velfærdspartiet erklæret i strid mod den tyrkiske forfatning og opløstes derfor.

Dydspartiet og fængselsdom

I 1997 tilsluttede Erdogan sig det nystiftede Dydspartiet. Allerede i 1998, blev Erdogan imidlertid idømt en fængselsstraf på ti måneder for at opildne til religiøst had, da han året forinden reciterede et religiøst digt. Straffen blev dog reduceret, og Erdogan afsonede kun fire måneder i 1999. Han fik desuden forbud mod politisk aktivitet.

Erdogan som premierminister og præsident

I 2001 stiftede Erdogan Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som han blev leder af. Året efter fik partiet et stort flertal i parlamentet, og partiet kunne danne regering alene. Erdogan havde fortsat politisk forbud, hvilket forhindrede ham i at stille op, og medstifteren Abdullah Gül blev valgt som premierminister. I 2002 gennemførtes en valglovsændring, som sørgede for, at Erdogan kunne vælges ind i parlamentet. Efter fem måneder forlod Abdullah Gül premierministerposten, så Erdogan kunne danne en ny regering og overtage premierministerposten i marts 2003.

Siden dannelsen af sin regering i 2003 har Erdogan lagt vægt på en moderat konservativ politik med det erklærede mål at sikre tyrkisk medlemskab af EU. Han har af samme grund nedtonet sine islamistiske holdninger, mens hans ledelsesstil er blevet mere autoritær. Dette forhindrede ham dog ikke i at blive valgt til præsident med godt 51 % af stemmerne i 2014 ved et direkte valg. Han afløste igen Abdullah Gül, som havde bestredet embedet siden 2007.

Det var især de første ti år af Erdogans regeringstid op til præsidentvalget, hvor Tyrkiet havde økonomisk vækst og stabilitet. Det var særdeles den økonomiske fremdrift, der sikrede Erdogans magtposition i Tyrkiet.

Erdogan er blevet beskyldt for at splitte befolkningen og for at forsøge at indføre en mere islamistisk politik, men han har også opnået stor popularitet.

Bruddet med Gülen-bevægelsen og kupforsøget

I 2013 var der omfattende protester mod regeringen. Samme år ophørte Erdogans alliance med Gülen-bevægelsen, som havde tilegnet sig en enorm magt i bl.a. statsapparatet, militæret og domstolene og mange flere afgørende embeder i løbet af hans regeringsperiode.

I juli 2016 udførte en fraktion i hæren et kupforsøg, men det blev hurtigt slået ned. Regeringen udnyttede muligheden for at foretage en udrensning af, hvad den betragtede som upålidelige elementer i hæren, retssystemet og medierne. Mange blev arresteret, tv-stationer og aviser blev lukket, og et stort antal dommere, undervisere på landets universiteter og titusinder af tjenestemænd blev fyret. Efter det mislykkede kup sidder Erdogan således mere sikkert end før.

Styrkelsen af præsidentmagten

Erdogan vandt i 2017 knebent en folkeafstemning om en forfatningsændring, der styrkede præsidentens magtposition kraftigt. Der var store uregelmæssigheder op til og under afstemningen, og oppositionen havde vanskeligt ved at komme til orde.

I 2018 blev han valgt som præsident igen, men denne gang med større politisk magt og råderum. På det tidspunkt har han endvidere indikeret, at han vil gennemføre folkeafstemninger om dødsstraffens genindførelse samt om, hvorvidt Tyrkiets forhandlinger om EU-medlemskab skal fortsætte.

Efter 2018 begyndte det at gå hastigt ned for den tyrkiske økonomi, hvor uforudsigelige prisstigninger og høj inflation blev hverdag for borgerne. Desuden var Erdoğans stædighed for ikke at hæve renten kun begyndelsen på den tyrkiske økonomis nedtur.

Erdogan mister sin højborg

I tyrkisk politik er der et velkendt udtryk, som også er blevet til et slagord, at "den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet". Derfor har overborgmesterposten i Istanbul altid haft stor politisk og symbolsk betydning. Istanbul havde i 25 år haft en islamisk og konservativ overborgmester siden 1994, hvor Erdogan blev valgt til posten. Erdogan har flere gange nævnt lokalvalgenes betydning for at beholde magten i Tyrkiet, men særligt Istanbul som mest afgørende og betydningsfulde.

Til lokalvalget i 2019 mistede regeringspartiet overborgmesterposten både i Istanbul og hovedstaden Ankara til oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti. Ekrem Imamoglu blev overborgmester i Istanbul og Mansur Yavas (f. 1955) i Ankara. Lokalvalget anses som det første og største politiske nederlag, som Erdogan og Retfærdigheds- og Udviklingspartiet har lidt siden partiet blev grundlagt i 2002, som en reaktion på voldsomme prisstigninger, høj inflation og den ringe økonomi, som havde ekslakeret sig drastisk siden 2018. Dette har startet en del spekulationer i landet, og ikke mindst internationalt, om det var begyndelsen på en tilbagegang for regeringspartiet, og hvorvidt Erdogans magt ville svinde inden for de kommende år.

Kritikken efter dobbeltjordskælvet i 2023

Den 6. februar 2023 fandt to katastrofale jordskælv sted i det sydlige Tyrkiet, hvor over 50.000 mennesker mistede livet. Det skabte især stor frustrations hos befolkningen i området, da myndighederne og nødhjælpsorganisationerne blev kritiseret for at reagere langsomt og rykke ud for sent til jordskælvsområdet. Erdogan erkendte, at der har været koordinerings- og logistiske problemer i de første to dage efter jordskælvene.

Kritikken har øget skepsissen hos befolkningen vedrørende skiftet fra parlamentarismen til prædentialismen tilbage i 2017, hvor meget af magten blev samlet hos præsidenten. Kritikken går bl.a. ud på, at ingen myndigheder eller uafhængige nødhjælpsorganisationer turde at handle på egen hånd uden samtykke fra præsidentembedet.

Erdogan havde fået politisk medvind efter det kraftige jordskælv tilbage i 1999. Dengang lovede Erdogan, at Tyrkiet aldrig igen skulle opleve det samme, og at der vil blive sørget for sikkerhed og kontrol i byggesektoren. Under Erdogans regeringstid blev der også opkrævet jordskælvskatter til jordskælvssikring, hvilket har skabt stor frustration efter dobbeltjordkælvet i 2023 og sat spørgsmålstegn ved tiltroen til Erdogan og regeringspartiet.

Dobbeltjordskælvet ansås som Erdogans største politiske udfordring ovenpå en årrække med økonomisk ustabilitet og nedtur, som endda fandt sted tre og en halv måned inden det tyrkiske præsident- og parlamentsvalg den 14. maj 2023.

Præsidentvalget i 2023

De fleste meningsmålinger havde forudset et nederlag til Erdogan til præsidentvalget, men han formåede alligevel at få 49,50 % af stemmerne. Selvom Erdogan kom under 50 % og dermed gik glip af en sejr i første runde, har valget bevist hans popularitet blandt de tyrkiske vælgere. Det på trods i lyset af de seneste fem års økonomiske nedtur og en voldsom naturkatastrofe op til valget. Erdogan fik flest stemmer fra provinserne i det indre Anatolien, langs sortehavskysten i nord og, til de flestes overraskelse, i de jordskælvsramte områder i syd.

Ingen af de tre præsidentkandidater fik over 50 % af stemmerne i første runde. Derfor skulle præsidentvalget afgøres i en anden runde mellem Erdogan og Kemal Kilicdaroglu den 28. maj 2023.

Anden runde

Efter første runde fik Erdogan afholdt et møde med den tredje præsidentkandidat Sinan Ogan, hvor begge partner nåede til enighed omkring et samarbejde. I en pressemeddelelse offentliggjorde Ogan sin støtte til Erdogan ca. en uge op til præsidentvalgets anden runde.

I anden runde vandt Erdogan præsidentvalget med lidt over 52 % af stemmerne, og sikrede dermed sit tredje årti i tyrkisk politik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig