Centerpartiet er et svensk politisk parti. Det er et markedsorienteret liberalt parti med betoning af det sociale ansvar og med et stærkt engagement i miljøspørgsmål og menneskerettigheder. En traditionel mærkesag for partiet er desuden decentralisering og et hensyn til landdistrikterne i politikudviklingen, og det har generelt størst vælgertilslutning i landområderne og i mindre byer.

Faktaboks

Også kendt som

Centern

Centerpartiets rødder

Partiet har rod i 1800-tallets Lantmannaparti; efter en række partisplittelser og forsøg på at samle bondebevægelsen grundlagdes i 1921 Bondeförbundet, som i 1943 tog navnet Landsbygdspartiet og i 1958 sit nuværende navn, Centerpartiet.

Efter at have drevet en skarp oppositionspolitik indledte partiet i 1930'erne et samarbejde med Socialdemokratiet og medvirkede i 1933 ved den såkaldte krisuppgörelsen, et forlig om arbejdsløsheds- og landbrugsspørgsmål. I 1936 indgik partiet i den første rød-grønne koalitionsregering og under 2. Verdenskrig i samlingsregeringen.

Efter krigen videreførtes samarbejdet med socialdemokraterne, men da der i 1957 opstod uenighed i regeringen vedrørende indførelse af allmän tilläggspension, ATP, gik Centerpartiet atter i opposition.

Grøn profil

Fra omkring 1970 fik miljø- og energispørgsmål en fremtrædende plads i partiets politik, og det opnåede betydelig fremgang bl.a. som følge af en afstandtagen fra anvendelse af kernekraft. I 1976 dannede partiets leder, Thorbjörn Fälldin, en borgerlig samlingsregering, og Centerpartiet indgik senere i flere borgerlige regeringer, bl.a. 1991-1994 i den borgerlige regering Bildt. Centerpartiet samarbejdede 1995-98 med Göran Perssons socialdemokratiske regering, men gik også tilbage ved riksdagsvalgene i 1990'erne.

I begyndelsen af 2000-tallet oplevede partiet atter fremgang og har tegnet en stærkere selvstændig profil, med bl.a. dokumentet Vision 2006. Centerpartiet kom i regering efter valget til Riksdagen i september 2006, hvor det fik 7,9 % af stemmerne. Ved valget i 2010 gik partiet tilbage til 6,5 % af stemmerne, og ved valget i 2014 opnåede partiet blot 6,1 %.

Med den borgerlige regerings afgang efter valget i 2014 gik Centerpartiet i opposition, men det har dog i årene derefter ved mange lejligheder optrådt som støtteparti for den socialdemokratiske regering Löfven, blandt andet i forbindelse med indgåelsen af Januaraftalen i januar 2019.

Ved Europa-Parlamentsvalget i juni 2019 klarede Centerpartiet sig bedre end tidligere, da det blev til to pladser i Europa-Parlamentet.

Ny tilnærmelse til Socialdemokratiet

I juni 2022, altså kun tre måneder før riksdagsvalget i september, har partiet ved flere lejligheder aktivt støttet den socialdemokratiske mindretalsregering i Riksdagen, og mange ser det som skridt frem mod en regeringsdeltagelse sammen med Socialdemokraterna efter valget – hvis ellers mandatfordelingen ender med at pege i den retning.

En meningsmåling (DN/Ipsos) fra august 2022 bekræfter, at partiet fortsat ligger på knapt 7 % kort tid inden riksdagsvalget 11. september 2022. Det er noget under resultatet ved valget i 2018 (8,6 %).

Maud Olofsson var partileder 2001-11, hvorefter hun afløstes af Annie Löof, som også blev näringslivsminister 2011-14.

Ved riksdagsvalget 11. september 2022 fik partiet 6,7 % af stemmerne, hvilket betød en mandattilbagegang på 7, til 24. Dette bidrog til, at centrum-venstres samlede mandattal kun blev 173, altså mindre end centrum-højres 176 mandater.

Efter at Magdalena Andersson 15. september havde meddelt talmannen, at hun trådte tilbage som statsminister, meddelte Annie Lööf, at hun ville afgå som leder af Centerpartiet, så snart en efterfølger er valgt på en ekstraordinær partikongres. Denne beslutning er sandsynligvis foranlediget såvel af valgresultatet som mere partiinterne diskussioner, hvortil kommer, at det bl.a. er kommet frem, at Annie Lööf også var et planlagt offer for den mand, der under Almedalsveckan myrdede en kendt meningsdanner og aktør på det socialpsykiatriske område.

Den ekstraordinære partikongres blev afholdt 2. februar 2023 i Helsingborg. Her valgtes den 46-årige Muharrem Demirok til partiformand efter Annie Lööf. Demirok har tidligere været kommunalråd (svarer nærmest til borgmester) i Linköping. Han kom ind i Riksdagen efter valget i september 2022. Det er endnu lidt uklart, hvad hans politiske linje vil blive, men under alle omstændigheder bliver skolespørgsmål et område, Demirok vil prioritere.

I den første meningsmåling efter Demiroks tiltræden som partileder blev der registreret en tilbagegang for Centerpartiet fra 5,2 % til 4,3 %, et tab, der mest var gået til Socialdemokratiet. Hermed kom Centerpartiet til at ligge i ubehagelig nærhed af spærregrænsen på 4 %, i øvrigt lige som Miljöpartiet , Kristdemokraterna og Liberalerna . I SBC/DNs store meningsmåling fra maj 2023 er Centerpartiets vælgertilslutning målt til 4,2 %, altså reelt uændret, men fortsat betænkeligt nær spærregrænsen på 4 %. Partiet peger fortsat på lederskiftet som forklaring på den beskedne vælgertilslutning, mens andre nok snarere vil pege på partiets og den nye leders problemer med at markere sig i det aktuelle mediebillede. I DN's og Ipsos' meningsmåling fra oktober 2023 lå Centerpartiet fortsat på 4 %, altså reelt uændret hen over sommeren.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig