Faktaboks

Göran Persson
Født
20. januar 1949, Vingåker
Tidligere statsminister Göran Persson på pressemødet efter at han i juni 2019 var blevet valgt til bestyrelsesform i Swedbank.

Göran Persson er en svensk politiker, der var statsminister 1996-2006. Efter studier ved Högskolan i Örebro var Göran Persson medlem af den socialdemokratiske ungdomsbevægelse SSU's bestyrelse 1972-75. Han var medlem af Riksdagen for Socialdemokratiet 1979-84 og 1991-94; 1985-89 var han borgmester i Katrineholm. Persson vendte herefter tilbage til landspolitik og var undervisningsminister (skolminister) 1989-91, hvor han fik gennemført en omstridt kommunalisering af det svenske skolevæsen. Han blev finansminister 1994 i Ingvar Carlssons næste regering.

Ved Carlssons afgang i 1996 blev Göran Persson formand for Socialdemokratiet og straks derefter statsminister. Både som finansminister og som statsminister har han ført en stram økonomisk politik, der har gavnet betalingsbalancen og i nogen grad nedbragt arbejdsløsheden, men også flyttet socialdemokratiske stemmer til Vänsterpartiet. Før riksdagsvalget i 1998 samarbejdede hans mindretalsregering især med Centerpartiet. Ved valget gik Socialdemokratiet kraftigt tilbage, men Perssons regering kunne alligevel fortsætte, nu i samarbejde med henholdsvis Vänsterpartiet og Miljöpartiet de Gröna.

Med valgsejren i 2002 brød Persson den generelle tilbagegangstendens blandt Europas socialdemokratier, og styrket kunne han beholde regeringsmagten. I 2006 tabte socialdemokraterne valget, og Fredrik Reinfeldt fra Moderata samlingspartiet overtog statsministerposten.

Valgnederlaget i 2006 blev blandt andet tilskrevet Göran Perssons egenrådige ledelsesstil. Straks efter valget meddelte Persson dog, at han ville træde tilbage som partiformand. Han afløstes på denne post i marts 2007 af Mona Sahlin. Kort efter nedlagde Persson også sit hverv som medlem af Riksdagen. I 2007 udgav han Min väg, mina val om sin tid som statsminister.

Allerede i 2004 havde Persson sammen med sin hustru købt et større landbrugs- og skovareal i Sörmland, hvor de i 2006 gik i gang med at bygge en stor gård, og han omtalte af og til spøgende sig selv som bonde. I 2007 blev han kommunikationsrådgiver for et stort pr-firma.

I perioden 2008-15 var Persson bestyrelsesformand i det store statsejede skovdriftsfirma Sveaskog. Han blev også bestyrelsesformand i det ligeledes statsejede LKAB, som beskæftiger sig med minedrift. I juni 2019 blev han desuden bestyrelsesformand i den store Swedbank.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig