Storbritanniens litteratur: Renæssance (1500-1660)

John Skelton, der var præst og tutor for den unge Henrik 8., kendte nok til klassisk litteratur, men foretrak de engelske traditioner og et enkelt, kraftfuldt sprog. Så det blev lærde, ikke-gejstlige hoffolk som Thomas Wyatt og Henry Howard Surrey, der introducerede italienske versformer som sonetten, ottava rima, terza rima samt det urimede jambiske femfodsvers, der siden skulle blive de engelske digteres foretrukne udtryksform.

Thomas Wyatts og Henry Howard Surreys elegante, høviske kærlighedslyrik cirkulerede på deres egen tid i håndskrifter blandt adelen, og de i alt ni trykte versioner fra 1557 og 30 år frem, kendt som Tottel's Miscellany, satte normen for den verbale håndtering af kærlighed også i bredere kredse.

Den dyrkelse af Platon, som i renæssancen afløste middelalderens aristotelisk-skolastiske tradition, repræsenteredes af de engelske humanister Thomas More, Thomas Elyot (1490-1546) og Roger Ascham (1515-1568). De forenede deres viden om antikkens sprog og filosofi med en interesse for samfundets udvikling, som det for eksempel kommer til udtryk i Thomas Mores Utopia (1516).

Den engelske reformation, hvis forløb i høj grad skyldtes realpolitiske hensyn, afspejles i John Foxes Book of Martyrs (1563), et litterært monument over en ganske brutal periode, der også indebar en oversættelse til engelsk af Bibelen. John Wycliffe havde allerede i 1380'erne foranlediget en oversættelse af den latinske Vulgata, men det blev oversætteren Miles Coverdale (ca. 1488-1569), der i 1535 leverede teksten til den første komplette, trykte engelske bibel.

En Great Bible, som ærkebiskop Thomas Cranmer i sin 1539-forordning pålagde kirken at bruge, var stykket sammen af mange forskellige enkeltoversættere, hvoraf den mest markante var William Tyndale, der i 1536 blev brændt som kætter i Bruxelles. En mere brugervenlig, calvinistisk inspireret oversættelse, kendt som Genève-Bibelen, kom i stand under engelske protestanters landflygtighed i den katolske dronning Maria 1. den Blodiges regeringstid (1553-1558). Biskoppernes mere Vulgata-orienterede version kom i 1568, men en endelig, kongeligt autoriseret oversættelse blev bestilt af Jakob 1. (James 1.) i 1604. I 1611 kunne 54 lærde oversættere præsentere King James' Bible som et værk, der dog havde mange bidrag fra både Genève-Bibelen og Tyndales arbejde.

I tidens verdslige prosa viste begejstringen for antikken sig. Philip Sidneys Arcadia (1581) anvendte den klassiske pastorale som ramme for historier, der illustrerede tilværelsens modsætninger og satte standarden for elegant engelsk, mens John Lylys Euphues: The Anatomy of Wit (1578) spændte den retoriske bue til bristepunktet.

Fornemmelse for et bredere publikum end hoffet ses i de romanforegribende historier af Thomas Deloney (1543-1600) og Robert Greene (1543-1600). En nøgtern, omverdensbeskrivende prosa blev også brugt i de mange beretninger, der fulgte den begyndende geografiske ekspansion.

Henrik 8. udnævnte i 1533 John Leland (ca. 1506-1552) til kongelig antikvar med ansvar for historiske og topografiske undersøgelser, og Raphael Holinshed samlede i sine Chronicles (1577) materiale om nationens reale og mytiske historie. De blev en guldgrube for hans samtids og umiddelbare eftertids dramatikere.

Richard Hakluyt udgav beretninger om de nye verdener i The principall Navigations, Voiages and Discoveries of the English Nation (1589 og senere udvidede udgaver), og han udgav også den imperietænkende Walter Raleighs rapporter fra de merkantile opdagelsesrejser.

Den elizabethanske periodes litteratur er gennemsyret om idéen om orden, harmoni og symmetri mellem det jordiske, med monarken som samlingspunkt, og det himmelske. Walter Raleigh lovpriser for eksempel Elizabeth 1. i både prosa og lyrik, og i Edmund Spensers lange og lærde episke digt The Faerie Queene (bog 1-3, 1590, og bog 4-6, 1596), der er et hovedværk i engelsk renæssance, er jomfrudronningen ligeledes omdrejningspunktet.

Både Edmund Spenser og William Shakespeare dyrkede også de kortere lyriske genrer, navnlig sonetten, og litteraturkritikken fandt sine tidlige udøvere i Philip Sidney og George Puttenham (ca. 1520-1590).

Men det blev skuespillet, der skulle komme til at stå som den engelske renæssances litterære tyngdepunkt. Mens Reformationen havde fjernet grundlaget for de katolske mysteriespil, levede skuespiltraditionen videre, men nu med verdslige emner.

Den første engelske skuespilforfatter, John Bale, kombinerede i King John (ca. 1538) og tre andre stykker antipapistisk propaganda med patriotisk kongesmiger. Latinskolernes elever og universiteternes studenter var aktive skuespillere og opførte både egne stykker og de klassiske, hvoraf navnlig romeren Senecas blodige hævndramaer var yndede.

I Gorboduc (1562) af Thomas Norton (1532-1584) og Thomas Sackville (1536-1608) gribes der tilbage til en mytisk national fortid, og i dette fyrstens spejl vises forskellen mellem en velordnet og en kaotisk stat. Thomas Kyds The Spanish Tragedy (opført 1592) havde en hidtil uset individualiseret hovedfigur og gjorde hævndramaet til en populær genre.

Christopher Marlowe udforskede menneskelige ambitioner og drømme, mens William Shakespeare, den mindre lærde af de to, viste en genial sans for dramaet som scenekunst og eksistentiel udforskning. Samtidig beskæftigede Ben Jonson sig på et lidt mere beskedent, men højst underholdende niveau med temperamenter og karakterbrister i temperamentskomedien.

Mens der blev sørget for bred underholdning i skuespilhusene, underholdt Jakob 1.s og Karl 1.s hoffer sig med maskespil (masques), som var spektakulære iscenesættelser af temaer, der hyldede kongemagten og med hoffets egne folk som medvirkende.

Den voksende afstand mellem monark og undersåtter, der senere skulle føre til to revolutioner, udgjorde sammen med protestantismens fokus på individet hovedbaggrunden for et nyt verdensbillede og tilværelsessyn.

Francis Bacons essays (1597) bidrog til at bane vejen for en rationalistisk tænkemåde, der med forskellige udgangspunkter og mål kan genfindes i Robert Burtons Anatomy of Melancholy (1621), Thomas Brownes (1605-1682) Religio Medici (1642) og Thomas Hobbes' Leviathan (1651), og som fik sin institutionelle ramme med oprettelsen af et videnskabsakademi, Royal Society, i 1660.

Mens traditionen med elegant høvisk digtning videreførtes af kavalerdigterne Thomas Carew, John Suckling (1609-1642), Richard Lovelace (1618-1657), Edmund Waller (1606-1687), Abraham Cowley (1618-1667) og Robert Herrick, var tonen blevet markant inderlig og stilen radikalt religiøst søgende hos John Donne, George Herbert, Richard Crashaw (ca. 1613-1649) og Henry Vaughan (1622-1695).

• Storbritannien
• Storbritanniens litteratur
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur