høvisk litteratur

Artikelstart

Høvisk litteratur, Høviskhed (courtoisie) er et ideal om kultiveret, ædel og hensynsfuld adfærd (sml. høflig) i hofmiljøer. Hertil hører den høviske kærlighed. Begreberne udformedes i den høviske litteratur, der blomstrede i 1100-tallet, først i Sydfrankrig med trubadurlyrikken og snart i det meste af Europa som kærlighedsdigte og romaner om kærlighed og ridderbedrifter med vægt på psykologisk analyse og pragtskildringer af hoflivets fester og ceremonier.

Faktaboks

Etymologi
1. ord høvisk af middelhøjtysk höwesch, oversat fra fransk courtois 'høvisk', egl. 'hørende til hoffet', af court 'hof'.

Afgørende var kærligheden mellem mand og kvinde, 1100-tallets store opfindelse. Den blev skabt i trubadurlyrikkens "fin'amor", der var en forfinet erotik, ikke sex, passion eller forførelse. Den tilbedende elsker underkaster sig her ydmygt sin dame, der er uopnåelig, oftest gift med en anden.

I Nordfrankrig blev kærlighedsopfattelsen udviklet etisk, især i Chrétien de Troyes' Arthurromaner (se også Arthurdigtning), til en for ridderfællesskabet gavnlig "amour courtois". Samtidig skildrede Thomas d'Angleterre i sin Tristan den lovbrydende og lidenskabelige kærlighed, men i høvisk stil.

I Tyskland bearbejdede Hartmann von Aue (Erek og Iwein) og Wolfram von Eschenbach (Parzival) romaner af Chrétien. Gottfried von Strassburg gendigtede Tristanromanen. Trubadurlyrikken blev inspiration for tysk Minnesang og for Dante og Petrarca.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig