John Donne

Faktaboks

John Donne
Født
1572, London, England
Død
31. marts 1631, London, England
Levetid - kommentar
Født mellem 24. januar 1572 og 19. juni 1572.
John Donne
John Donne portrætteret som en ung mand af en ukendt kunstner, ca. 1595.
Af /National Portrait Gallery.
John Donne
Maleri af John Donne fra slutningen af 1700-tallet, der er en kopi af et maleri fra 1616 af Isaac Oliver.
Af /National Portrait Gallery.

Artikelstart

John Donne var en engelsk digter og præst. Donne ydede Englands mest markante bidrag til europæisk barokdigtning, hvis engelske udgave er den såkaldte metafysiske skole.

Donnes liv

Donnes mor var datter af dramatikeren John Heywood og efterkommer af Sir Thomas More. Efter at have studeret jura i Oxford og Cambridge beklædte Donne forskellige offentlige embeder og var en kort periode parlamentsmedlem. I 1615 konverterede han fra katolicismen og lod sig præstevie i den anglikanske kirke. Her nåede han posten som domprovst ved St. Paul's Cathedral.

Metafysisk digtning

Ophavsmanden til betegnelsen "metafysisk" er John Dryden, der i slutningen af 1600-tallet kritiserede bl.a. John Donne for som kærlighedsdigter at være mere interesseret i metafysiske (dvs. specielt filosofiske og teologiske) spidsfindigheder end i kærligheden selv — kærligheden som ægte spontan følelse.

Også en anden af engelsk litteraturs store digterkritikere, Samuel Johnson, angreb i slutningen af 1700-tallet Donnes kunstlede barokpoesi, men medgav dog, at det i det mindste var nødvendigt for digtere af hans skole at kunne tænke og skrive originalt.

Det er netop denne underfundige intellektualisme, typisk udtrykt i et sprælsk argumenterende talesprog, der har motiveret den renæssance, John Donnes digtning oplevede i 1900-tallets modernisme, specielt som et alternativ til, hvad modernistiske digtere som T.S. Eliot, Ezra Pound og den ældre W.B. Yeats betragtede som en udvandet romantisk tradition i engelsk litteratur.

I essayet The Metaphysical Poets (1921) forsvarer Eliot således Donnes sammenkædninger af umage kategorier som "følelse" og "metafysisk tænkning". Andre digtere kan tænke og føle, men Donne er ifølge Eliot i stand til at føle eller sanse en tanke lige så direkte som duften fra en rose.

Tabet af en poetisk dialektik

Efter Donne og hans metafysiske skole blev engelsk poesi senere i 1600-tallet (under indflydelse af John Milton og John Dryden) offer for, hvad Eliot betegner som a dissociation of sensibility — følelse og intellekt adskilles, så det ikke længere er muligt at forene idéer og følelser i en poetisk dialektik.

Et klassisk eksempel på den tabte dialektik kan findes i John Donnes kærlighedsdigt "A Valediction: Forbidding Mourning" fra 1611. Donne tager afsked med sin elskede, men forbyder hende at begræde deres fysiske adskillelse, fordi deres sublime kærlighed ikke er betinget af trivialiteter som "øjne, læber og hænder"; de elskende er to sjæle forenet i én.

Hvis de fortsat skulle være to sjæle, så er de (og her følger så eksemplet på den metafysisk-poetiske dialektik, en såkaldt conceit) ligesom benene på en passer, hvor det ene ben, fikseret i centrum, er den elskede, der må blive hjemme, mens John Donne selv som det andet passerben begiver sig ud i verden på sin fuldkomne cirkelformede bane, styret af den elskede i centrum.

De fleste af John Donnes digte kendtes i hans levetid kun fra håndskrifter og blev først trykt og udgivet efter hans død, i 1633.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig