Fra de ældste tider havde Skåne i geografisk henseende været en naturlig del af det område, der skulle komme til at udgøre en dansk statsdannelse. Landets natur, topografi og klima lignede det øvrige Danmarks, hvortil kom, at der desuden var nem forbindelse over det smalle Øresund, mens det var adskilt fra de svenske områder i nord af uigennemtrængelige skove. En række skattefund og runesten vidner om, at skåninger var på vikingetog mod vest og førte krige mod svearne, og fra 800-tallet findes der udsagn om, at Skåne var en del af den danske statsdannelse, der begyndte at tegne sig, hvilket også synes bekræftet af de rester af en ringborg fra 900-tallet, der 1988-91 blev udgravet i Trelleborg (se trelleborge). Kristendommen vandt indpas i Skåne i det tidlige 1000-tal, og omkring 1070 hævdede Adam af Bremen, at der i Skåne fandtes 300 kirker, det dobbelte af antallet på Sjælland. Skåne fik i middelalderen en religiøs og økonomisk tyngde som ingen anden dansk landsdel. I 1103 blev Lund ærkebispesæde, og Asser blev ærkebiskop og primas for hele Norden inkl. Færøerne, Island og Grønland. I de følgende århundreder blev ærkebiskoppen i Lund også en verdslig magtfaktor i kraft af voksende indtægter og et betydeligt borgbyggeri, hvilket flere gange skabte stridigheder mellem ærkebiskoppen, fx Jakob Erlandsen og Jens Grand, og den danske konge. Økonomisk fik Skåne en særstilling pga. dels det store sildefiskeri, der fandt sted fra 1100-tallet og gennem resten af middelalderen, dels det internationale marked, som opstod i forbindelse hermed. Markedet var domineret af hansestæderne, men gav også kronen betydelige indtægter (se Skånemarkedet).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.