Faktaboks

Jens Grand
Død
1327
Jens Grands segl
Ærkebisp Jens Grands segl. Bispen med bispehue og stav i hånd sidder på en trone.
Seglet findes i en kort introduktion til Diplomatarium Danicum af Franz Blatt, der var hovedredaktør for diplomatariet. Bogen Under vor Haand og Segl blev udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 1943.
Diplomatarium Danicum, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Jens Grand var ærkebiskop af Lund fra 1289 til 1302 og af Bremen fra 1310 til ca. 1318.

En upopulær ærkebisp

Han var doktor i kirkeret og blev senest i 1283 domprovst i Roskilde. Hans indsættelse som ærkebiskop i 1289 skete på trods af, at han var i slægt med og formodentlig også sympatiserede med den gruppe stormænd, der to år før var blevet dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping.

Jens Grands forhold til Eriks søn, Erik 6. Menved, kan derfor næppe have været godt, og 9.4.1294 blev han fængslet af kongens bror Christoffer (2.) og indsat i Søborg Slots tårn. Herfra flygtede han efter halvandets års lidelser. Den dramatiske flugt kender man fra den samtidige tekst "Jens Grands fængselskrønike". Via sin borg på Bornholm, Hammershus, kom han til Rom, hvor han over for paven lagde sag an mod Erik.

Processerne

Jens Grand og kong Erik 6. Menved førte 1296-1302 to lange og uforsonlige retssager ved pavehoffet. Den første retssag blev afsluttet ved dom i 1297, og Jens Grand blev forlangt genindsat og tilkendt en stor erstatning. Erik forhindrede imidlertid, at dommen blev eksekveret, og fik retssagen genoptaget. I 1302 faldt en ny dom, der gik Jens imod. Han blev tvangsforflyttet fra sit ærkebispesæde i Lund til Riga, hvilket han pure nægtede at efterkomme.

Ærkebisp af Bremen

I 1310 blev Jens Grand udpeget til ærkebiskop af Bremen, hvor han dog snart kom i strid med både gejstlige og lægfolk. Endnu i 1318 fungerede han i Bremen, men sine sidste år tilbragte han ved pavehoffet i Avignon.

Konflikternes mand

Jens Grand var ærkebiskop i en tid med strukturel konflikt mellem kongemagten og ærkebispesædet, og hans kantede personlighed kan have medvirket til at skærpe konflikten. Omvendt var han højtbegavet og trods sit nederlag i 1302 værdsat af pavestolen. Han oppebar betroede hverv for paven i sit ufrivillige eksil, døde velhavende og kan næppe trods sin forvisning betegnes som en ulykkelig skæbne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig