Fyledalen, dal i det sydøstlige Skåne, nord for Ystad. Den lange, fladbundede dal med 40-60 m høje, stejle skrænter er dannet under afsmeltningen i sidste istid, men har også spor af tidligere geologiske perioder. Det smukke dallandskab har en rig flora, er kendt for sin bestand af rovfugle og er især om vinteren en yndet lokalitet blandt ornitologer.