Det Baltiske Skjold

Dannelsen af Det Baltiske Skjold blev tidligt styret af pladetektoniske processer, hvori subduktion af oceanskorpe førte til vækst af øbuer og derved produktion af kontinentskorpe, ledsaget af bjergkædefoldning. Skorpetilvæksten begyndte i den nordøstlige del af skjoldet. Her udvikledes for 2000 til 1850 mio. år siden en kollisionsbjergkæde, Kola-Karelen Orogenet, indeholdende flere arkæiske mikrokontinenter og skorpefragmenter, "svejset sammen" af foldebælter fra tidlig Proterozoikum. Samtidig blev ung og varm øbueskorpe ved en blød kollision tektonisk forenet til en tyk kontinentskorpe under det tilgrænsende Svecofenniske Orogen. Her optræder også mange yngre granitter (1840-1750 mio. år) dannet ved en opsmeltning i den fortykkede skorpe, og for 1650-1510 mio. år siden størknede Rapakivigranit, gabbro og anorthosit nær overfladen. Vest for Det Svecofenniske Orogen dannedes store mængder granit, porfyr, monzonit og gabbro i den 1840-1650 mio. år gamle Transskandinaviske Magmaprovins.

Endnu et skorpebælte, Det Gotiske Orogen, blev føjet til vestranden af Det Baltiske Skjold for 1750-1500 mio. år siden. Det er dog kun bevaret i Blekinge og på Bornholm, idet disse som en fælles blok blev skudt ca. 100 km mod øst af en sideværts forkastning. De øvrige dele af orogenet blev derimod kraftigt tektonisk ændret, da endnu en bjergkædefoldning skabte Det Sveconorvegiske Orogen for 1150-850 mio. år siden. I SØ-Norge og SV-Sverige blev det gotiske grundfjeld samt overliggende vulkanitter og sedimenter omdannet og skudt sammen langs store overskydninger; i Sydnorge trængte mange sveconorvegiske granitter frem.

Mens den prækambriske jordskorpe blev dannet, befandt Det Baltiske Skjold sig skiftevis på Jordens nordlige og sydlige halvkugle, og under sin drift kolliderede det mindst to gange med det prækambriske Nordamerika-Grønland, Laurentia, senest i forbindelse med Den Sveconorvegiske Bjergkædefoldning, der var samtidig med Grenvillefoldningen i SØ-Canada.

For ca. 650 mio. år siden, da skjoldet befandt sig tæt ved det sydpolare kontinent, Gondwana, blev der under Varanger-nedisningen dannet udstrakte moræneaflejringer oven på det isskurede grundfjeld. For ca. 600 mio. år siden rev Europas ældste kontinentkerne, Baltica, sig løs fra Gondwana og drev mod nord som et selvstændigt kontinent. Undervejs blev Baltica indhentet af flere mikrokontinenter og skorpefragmenter, som under bjergkædefoldning blev føjet til Baltica.

Skorpen under det sydvestlige Europa blev således dannet i forbindelse med de kaledoniske, hercyniske og alpine bjergkædefoldninger. Disse yngre pladebevægelser fik også afgørende betydning for Det Baltiske Skjolds endelige størrelse og form. Ved hævning og blotning af grundfjeldet udvikledes nogle steder nye erosionsflader, peneplaner, men også et gammelt subkambrisk peneplan, som længe havde været begravet under dæklag, blev atter frilagt i store områder. Den nordvestligste del af grundfjeldet blev inddraget i opfoldningen af den skandinaviske fjeldkæde, der er en del af Kaledoniderne (430-400 mio. år), der afgrænser skjoldet mod nordvest.

Grundfjeldet under Danmark hørte oprindelig til Balticas sydlige shelf, hvor der i Yngre Silur udvikledes et kaledonisk forlandsbassin. På overgangen mellem Karbon og Perm for ca. 300 mio. år siden blev bassinet sønderdelt og kraftigt eroderet, da området gennemsattes af flere store forkastningszoner. Dette og den efterfølgende indsynkning bevirkede, at grundfjeldet nu ligger i 1-10 km dybde, adskilt fra skjoldets nu blottede grundfjeld af den såkaldte Fennoskandiske Randzone, som strækker sig fra Skåne til Skagerrak-Oslo-riften.

Virkningen af de alpine foldninger i Sydeuropa forplantede sig helt til den sydlige periferi af Det Baltiske Skjold. Her blev det begravede grundfjeld og overliggende sedimentlag i løbet af Yngre Kridt og det tidligste Tertiær presset sammen og hævet inden for en 30-50 km bred zone, den såkaldte Sorgenfrei-Tornquist Zone. Den er på strækningen Bornholm-Skåne udviklet direkte oven i Den Fennoskandiske Randzone, men skiller sig ud i Kattegat og fortsætter syd for denne i en retning mod VNV. I den sydøstligste del af Sorgenfrei-Tornquist Zonen blev grundfjeldet hævet ca. 2 km og er nu blottet på Bornholm og i de skånske horste.

I Kvartær var Det Baltiske Skjold udsat for indsynkning og efterfølgende hævning. Vægten af det 3-4 km tykke isdække under den sidste istid (Weichsel) medførte, at skjoldets 100-225 km tykke lithosfære blev elastisk bøjet og presset ned i den underliggende asthenosfære. Den maksimale nedpresning var knap 1 km, størst i Nordsverige. Hævningen, der indledtes, da afsmeltningen begyndte, er ikke afsluttet endnu. Ved Den Botniske Bugt hæver landet sig stadig op til 9 mm om året.