Sedimenterne fra Isua indeholder kulstofpartikler, der antagelig er af biologisk oprindelse og måske stammer fra plankton, der drev omkring i oceanernes øvre vandlag. Muligvis er livet på Jorden derfor opstået for mere end 4000 mio. år siden. Nogle ca. 3500 mio. år gamle bakterielignende vestaustralske og sydafrikanske celler er det ældste sikre vidnesbyrd om levende organismer. De australske fossiler er fundet sammen med lagdelte, pudeformede strukturer, stromatolitter, der sandsynligvis er dannet af fotosyntetiserende og dermed iltproducerende bakterier. Den først dannede ilt forbandt sig med forskellige reducerede kemiske forbindelser, især jern, der i uhyre mængder var opløst i oceanerne. Resultatet var, at store mægtigheder af såkaldt båndet jernmalm (BIF) blev aflejret. De australske stromatolitter og fundet af BIF ved Isua indikerer, at iltproduktionen begyndte for mindst 3500 mio. år siden. Jernudfældningen tog dog først for alvor fart, da stromatolitterne blev mere almindelige, og iltproduktionen dermed steg, hvilket skete for ca. 2500 mio. år siden. Oceanerne var renset for letopløseligt jern 500 mio. år senere, og den overskydende ilt blev tilført atmosfæren i fri form. Forvitring af bjergarterne tog til, og røde landaflejringer blev almindelige.
For ca. 1800 mio. år siden opstod celler med kerner (eukaryoter) ved sammensmeltning af forskellige bakterier uden cellekerner (prokaryoter). Eukaryoter indeholdt mange nyskabelser i forhold til prokaryoter, bl.a. er DNA'et samlet i en kerne, og de kan vha. mitokondrier udnytte ilt i deres stofskifteprocesser. I begyndelsen forplantede eukaryoterne sig ukønnet ved simpel celledeling, men for ca. 1200 mio. år siden opstod kønnet formering. Fordelen derved er, at afkommet modtager genetisk materiale fra to forældreceller, hvilket forøger arternes genetiske variation og måske er hovedårsagen til den rigdom af eukaryote former, der findes i dag. I slutningen af Proterozoikum udvikledes flercellede organismer, der har et større behov for ilt end encellede, hvorfor deres opståen i høj grad synes styret af iltindholdet i omgivelserne. De ældste flercellede dyresamfund fra slutningen af Prækambrium, fx Ediacara-faunaen, var uden kalkskallede organismer; disse opstod først i Kambrium. Samtidig med at iltindholdet i atmosfæren steg, faldt indholdet af kuldioxid. Det kraftige fald i slutningen af Prækambrium kan have været en medvirkende årsag til de voldsomme nedisninger, Jorden oplevede i denne periode.
Læs også om Prækambriums flora.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.