Prækambrium. Den overordnede inddeling af Jordens historie med tidsangivelse af de vigtigste begivenheder.

.

Prækambrium. Geologiske vidnesbyrd om udviklingen af Jordens atmosfære og biologiske mangfoldighed gennem Prækambrium og Phanerozoikum, dvs. fra Jordens dannelse til i dag. De flercellede organismers udvikling i Phanerozoikum er nærmere beskrevet under de enkelte geologiske perioder.

.

Prækambrium Nutidig udbredelse af større områder med prækambriske grundfjeld og lagserier. Kontinenternes kerneområder, de såkaldte kratoner, opbygges af grundfjeld med foldede og metamorfoserede gnejser og krystallinske skifre samt migmatit, granit og andre dybbjergarter. Grundfjeldet gennemsættes ofte af doleritiske gangsværme og overlejres i nogle områder af fladtliggende prækambriske lava- og sedimentsekvenser. Hovedparten af kerneområderne udgøres af proterozoiske foldestrøg. Uden for de centrale, højtliggende dele af kratonerne træffes dybtliggende grundfjeld under yngre sedimenter, fx under Jylland og Øerne. De ældste arkæiske grundfjeldsbjergarter er ca. 3800 mio. år og findes i Vestgrønland. Det Baltiske Skjold (Den Skandinaviske Halvø) er ca. 3100 mio. år, og Bornholms grundfjeld ca. 1750-1500 mio. år gammelt.

.

Prækambrium, geologisk superæon omfattende tiden fra Jordens dannelse for ca. 4600 mio. år siden til begyndelsen af Kambrium for 542 mio. år siden. Prækambrium dækker således 8/9 af Jordens historie. Bjergarterne fra Prækambrium består overvejende af grundfjeld, især gnejser og granitter. Oceanbundsplader fra Prækambrium er alle blevet subduceret til kappen. Sedimenter er sjældne, idet de som regel er nedbrudt af erosion eller omdannet gennem andre geologiske processer. Bjergarterne er meget fattige på fossiler, og sammenlignet med de senere jordperioder er den prækambriske udvikling dårligt kendt. Prækambrium inddeles i æonerne Hadal (ca. 4600-4000 mio. år), Arkæikum (ca. 4000-2500 mio. år) og Proterozoikum (ca. 2500-542 mio. år). Se Jordens dannelse.

Faktaboks

Etymologi
Betegnelsen Prækambrium kommer af præ- og Kambrium.

Jordens udvikling

Jordens dannelse var formentlig præget af en kraftig radioaktiv varmeudvikling og kolossale bombardementer af meteoritter, hvorfor planeten i den første tid må have været delvis opsmeltet. Talrige vulkaner udspyede en lang række gasarter, og langsomt dannedes en atmosfære af vanddamp, ammoniak, kulilte, kuldioxid og kvælstof; ilt fandtes ikke i fri form. Meteornedslagenes antal aftog for ca. 4000 mio. år siden, og da Jorden samtidig blev afkølet, dannedes en fast ydre skorpe af lava og andre vulkanske produkter, mens vanddampene fortættedes til flydende vand.

De ældste kendte bjergarter findes ved Isua i Grønland og omfatter ca. 3810 mio. år gamle vandaflejrede sedimenter, hvorfor det er muligt, at der allerede på dette tidspunkt har været store oceaner. De første landområder bestod hovedsagelig af basaltisk lava og aske, der let kunne nedbrydes af erosion. I modsætning til disse små og ustabile landområder opstod egentlige kontinenter med et kerneområde af fast granitisk materiale (kraton) sandsynligvis først i slutningen af Arkæikum for ca. 2600 mio. år siden. I begyndelsen var kontinentblokkene små, men de voksede gradvis, bl.a. ved sammensmeltning med andre blokke, og i slutningen af Proterozoikum for ca. 800 mio. år siden havde kontinenternes kerneområder nået deres nuværende størrelse. Lige fra begyndelsen har kontinenterne indgået i Jordens lithosfæreplader og har derfor bevæget sig sammen med disse, se pladetektonik. Kontinenternes bevægelser og placering i Prækambrium kendes ikke med sikkerhed, men for ca. 800 mio. år siden var alle de sydlige kontinenter (dvs. Sydamerika, Afrika, Antarktis, Australien og Indien) antagelig samlet i ét superkontinent, Gondwana.

Livets og atmosfærens udvikling

Sedimenterne fra Isua indeholder kulstofpartikler, der antagelig er af biologisk oprindelse og måske stammer fra plankton, der drev omkring i oceanernes øvre vandlag. Muligvis er livet på Jorden derfor opstået for mere end 4000 mio. år siden. Nogle ca. 3500 mio. år gamle bakterielignende vestaustralske og sydafrikanske celler er det ældste sikre vidnesbyrd om levende organismer. De australske fossiler er fundet sammen med lagdelte, pudeformede strukturer, stromatolitter, der sandsynligvis er dannet af fotosyntetiserende og dermed iltproducerende bakterier. Den først dannede ilt forbandt sig med forskellige reducerede kemiske forbindelser, især jern, der i uhyre mængder var opløst i oceanerne. Resultatet var, at store mægtigheder af såkaldt båndet jernmalm (BIF) blev aflejret. De australske stromatolitter og fundet af BIF ved Isua indikerer, at iltproduktionen begyndte for mindst 3500 mio. år siden. Jernudfældningen tog dog først for alvor fart, da stromatolitterne blev mere almindelige, og iltproduktionen dermed steg, hvilket skete for ca. 2500 mio. år siden. Oceanerne var renset for letopløseligt jern 500 mio. år senere, og den overskydende ilt blev tilført atmosfæren i fri form. Forvitring af bjergarterne tog til, og røde landaflejringer blev almindelige.

For ca. 1800 mio. år siden opstod celler med kerner (eukaryoter) ved sammensmeltning af forskellige bakterier uden cellekerner (prokaryoter). Eukaryoter indeholdt mange nyskabelser i forhold til prokaryoter, bl.a. er DNA'et samlet i en kerne, og de kan vha. mitokondrier udnytte ilt i deres stofskifteprocesser. I begyndelsen forplantede eukaryoterne sig ukønnet ved simpel celledeling, men for ca. 1200 mio. år siden opstod kønnet formering. Fordelen derved er, at afkommet modtager genetisk materiale fra to forældreceller, hvilket forøger arternes genetiske variation og måske er hovedårsagen til den rigdom af eukaryote former, der findes i dag. I slutningen af Proterozoikum udvikledes flercellede organismer, der har et større behov for ilt end encellede, hvorfor deres opståen i høj grad synes styret af iltindholdet i omgivelserne. De ældste flercellede dyresamfund fra slutningen af Prækambrium, fx Ediacara-faunaen, var uden kalkskallede organismer; disse opstod først i Kambrium. Samtidig med at iltindholdet i atmosfæren steg, faldt indholdet af kuldioxid. Det kraftige fald i slutningen af Prækambrium kan have været en medvirkende årsag til de voldsomme nedisninger, Jorden oplevede i denne periode.

Læs også om Prækambriums flora.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig