Skånemarkedet

Markedets grundlag var den meget store mængde sild, som hvert år efter midsommer, middelalderen igennem, passerede Øresund, og som fra sidste halvdel af 1100-tallet blev fanget, saltet i standardiserede tønder og eksporteret til store dele af Europa. Produktet var nøje knyttet til den bydannelse og befolkningsvækst, der skete i middelalderen. Der var behov for konserverede fødevarer.

Skånemarkederne var allerede i 1100-tallet mødested for nordiske handlende. Det bevidnes af flere sagaer, som er skrevet ned i 1200-tallet, at der var mange nordmænd her. Sildeproduktionen blev dog hurtigt domineret af tyske købmænd, som organiserede sig i hansestæderne. De tyske byer, især Lübeck, havde salt, kapital og et marked, mens Danmark havde arbejdskraften i form af fiskere fra hele landet og en lokalbefolkning, der fandt beskæftigelse med rensning og nedsaltning, lokal transport og de mange serviceopgaver, som tilstedeværelsen af flere tusinde mennesker krævede. I gode år nåede produktionen op på over 300.000 tønder.

Skånemarkedets beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen gjorde stedet til et naturligt mødested for købmænd fra øst og vest, der her kunne udveksle varer, og markedet blev dermed også et af Europas største varemarkeder. Markederne var længe centrale for danske forbrugere, helt særligt da for skåninger.

Handelen på Falsterbomarkederne toppede sidst i 1300-tallet, men sildefiskeriet blev mere og mere forlagt til byer som Malmö, Simrishamn, Trelleborg, Ystad, og i 1400-tallet Landskrona. Dragør fremstod som internationalt sildemarked fra 1342 og nød godt af nærheden til København. Handelen flyttede også til de store sundbyer, først og fremmest København og Malmö. I 1500-tallet blev sildene efterhånden færre, og aktiviteterne på Falsterbohalvøen klingede af.

Skønt kapital og handel for størstedelens vedkommende var på udenlandske hænder, havde den danske krone længe meget betydelige indkomster af markedet.

• Skanör
• Falsterbo
• sild