Trelleborg, industri- og havneby ved Skånes sydkyst 30 km syd for Malmø; 28.290 indb. (2011). Byen, hvis historie går tilbage til 1200-t., havde sin første blomstringstid i middelalderen, baseret på sildefiskeri og handel med hansestæderne; byplanen fra den tid er delvis bevaret.

Rester af en ringformet vikingetidsborg, kaldet Trelleborg, med voldgrav er afdækket i nærheden af Gamla torget, og 1994-95 blev en del af denne borg rekonstrueret. Det nuværende Stortorget øst herfor blev anlagt i 1897. Også trafikhavnen og jernbanestationen er anlagt relativt langt mod øst.

Efter en nedgangsperiode har byen fra ca. 1900 udviklet sig til en vigtig industri- og handelsby, hvortil især bidrager færgeforbindelserne til Sassnitz, Rostock og Travemünde i Tyskland samt biltrafikforbindelsen E 6.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig