Sandra Toft er en dansk håndboldmålmand, der var med til at vinde VM-bronze i 2021 og EM-sølv i 2022. Hun blev kåret til verdens bedste spiller i 2021 og har status som en af alle tiders bedste danske målmænd.

Sandra Toft
Faktaboks
- Født
- 18. oktober 1989, Gribskov
Sandra Tofts klubkarriere

Sandra Toft begyndte at spille håndbold i Team Helsinge, da hun blot var tre år gammel. Som 14-årig skiftede hun til Virum-Sorgenfri Håndboldklub. Omtrent tre år senere gik turen til Team Tvis Holstebro. Her udviklede hun sig til en af Danmarks bedste målmænd. Hun spillede for klubben i syv år og var i den periode med til at vinde EHF Cuppen i 2013, hvor franske Metz blev slået i finalen.
Året efter skiftede Sandra Toft til Larvik HK i Norge, hvor hun var med til at vinde mesterskabet tre gange i træk. Desuden nåede holdet frem til Champions League-finalen i 2015, som ŽRK Budoćnost fra Montenegro vandt. I 2017 kom hun tilbage til Danmark og spillede to sæsoner for Team Esbjerg, hvor hun var med til at vinde Danmarksmesterskabet i 2019. Derpå skiftede hun til Brest Bretagne Handball, som blev franske mestre i 2021 og samme år tabte Champions League-finalen til norske Vipers Kristiansand.
I 2022 skiftede hun til ungarske Győri Audu ETO KC – i Danmark ofte bare omtalt som Győr, som byen hedder. Her var hun med til at vinde mesterskabet i 2023. Hendes nuværende kontrakt med Győri Audu ETO KC gælder frem til sommeren 2027.
Klubber som seniorspiller
- Virum Sorgenfri (2006-2007)
- Team Tvis Holsterbro (2007-2014)
- Larvik HK (2014-2017)
- Team Esbjerg (2017-2019)
- Brest Bretagne Handball (2019-2022)
- Györi Audu ETO KC (2022-)
Sandra Tofts landsholdskarriere

Sandra Toft debuterede på landsholdet 27. marts 2008, hvor Tjekkiet blev slået 34-25. Hun fik sin slutrundedebut ved VM i Brasilien i 2011, hvor Danmark blev nummer fire. Hun var skadet, da Danmark vandt bronze ved VM i 2013, men har siden været med ved hver eneste EM- og VM-slutrunde – og i alt har hun været med til 11.
Efter fjerdepladser ved EM i 2016 og EM i 2020 blev det ved VM i 2021 i Spanien til danske medaljer igen. Danmark vandt bronze, og året efter blev det til sølv ved EM i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro. Finalen, hvor Danmark tabte 25-27 til Norge, var Sandra Tofts landskamp nummer 167.
Sandra Toft har aldrig deltaget ved OL. Hun døjede med en knæskade i 2012, hvor Danmark ikke gik videre fra den indledende gruppe, og i 2016 og 2021 var Danmark ikke kvalificeret.
Medaljer med landsholdet
- 2021: VM-bronze
- 2022: EM-sølv
Priser
- Kåret til verdens bedste spiller i 2021 af det internationale håndbold-forbund, IHF.
- Kom på All Star-holdet efter EM i 2016 og EM 2020 samt VM i 2021.
- Blev af netmagasinet Handball-Planet kåret til verdens bedste målmand i 2019.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.