Store Nordiske Krig

Slaget ved Poltava sommeren 1709 var vendepunktet i Store Nordiske Krig; her knustes Sverige som stormagt og blev erstattet af Rusland. På dette maleri er slagets udfald symbolsk fremstillet: Peter 1. den Store rider som sejrherre i kampens tummel, omgivet af faldne svenskere. Motivet har intet at gøre med slagets virkelige forløb, hvor det centrale var det svenske fodfolks forgæves stormløb på russernes delvis forskansede stilling. Maleri fra 1717 af Jean-Marc Nattier; Pusjkin-museet, Moskva.

.

Den Store Nordiske Krig i 1700 og 1709-20 var den sidste og længste af svenskekrigene. Krigen er ikke noget isoleret nordisk opgør, men led i en serie kampe i årene 1700-1721 mellem Sverige og de fleste andre nordeuropæiske magter 1700-1721. I Danmark, som deltog i to omgange, 1700 og 1709-1720, dateres krigen ofte 1709-1720. Den Store Nordiske Krig danner afslutningen på den svenske stormagtstid, og den gjorde Rusland til en europæisk stormagt. Den bragte også Danmark væsentlige fordele, men ingen territoriale gevinster i forhold til Sverige.

Baggrund

Sveriges ekspansion siden 1500-tallet havde gjort landet til Østersøområdets stærkeste magt, men også til en hovedfjende for nabolandene; i 1699 blev der indgået en alliance mellem Frederik 4. af Danmark, Peter 1. den Store af Rusland og August 2. den Stærke af Polen og Sachsen (hvor han regerede som kurfyrst Frederik August 1.).

Året efter angreb de Sverige. Med flådestøtte fra Sveriges allierede England og Holland kunne Karl 12. imidlertid invadere Sjælland, hvorefter Danmark måtte slutte fred (Freden i Travental).

Krigen i Polen og Rusland

Krigen fortsatte med svenske sejre, først over russerne ved Narva i 1700, derefter i Polen, hvor rigsdagen i 1704 måtte afsætte August 2. og vælge svenskernes mand, Stanisław 1. Leszczyński, i stedet. Ved Freden i Altranstädt 1706 gav August afkald på Polen.

Imens var russerne rykket ind i de svenske besiddelser i Baltikum (Estland, Livland) og det svenske modangreb i alliance med Ukraines hetman, Ivan Mazepa, endte i juni 1709 i totalt nederlag i Slaget ved Poltava i Ukraine.

Danmark går ind i krigen

Karl 12. flygtede til de osmanniske besiddelser på Balkan, og nu trådte Danmark og Sachsen atter ind i krigen. August 2. genvandt med russisk støtte den polske trone i 1709.

En dansk hærstyrke gjorde i 1709 landgang ved Råå i Skåne, men i Slaget ved Helsingborg 1710 lykkedes det den svenske general Magnus Stenbock at sætte en stopper for den danske invasion. Stenbock forsøgte derefter at generobre de svenske besiddelser i Nordvesttyskland og frelse Sveriges allierede, det gottorpske hertugdømme i Slesvig og Holsten. Han sejrede ved Gadebusch 1712, men måtte kapitulere med hele sin hær i den gottorpske fæstning Tönning 1713.

Karl 12. havde i 1710 fået osmannerne til at angribe Rusland, men de sluttede fred allerede 1711, og samtidig brød alliancen med England og Holland sammen, da Sverige ikke kunne støtte dem i Den Spanske Arvefølgekrig 1701-1714. Desuden blev Preussen og Hannover stadig mere fjendtlige, og i 1715 erklærede de Sverige krig.

Mens Karl 12. således diplomatisk isoleret regerede sit land fra osmannisk territorium, fortsatte de svenske nederlag. En række søslag 1712-1713 gav Danmark kontrol over Østersøen, og 1713-1714 erobrede russerne hele Finland. I november 1714 rejste Karl i et halsbrækkende ridt til Stralsund, som imidlertid faldt året efter, hvorefter han vendte hjem til Sverige.

Krigens sidste fase

Sammen med sin minister Georg Heinrich von Görtz forsøgte Karl 12. gennem dristige og nyskabende indre reformer at skaffe resurser til at fortsætte krigsførelsen. Alligevel gik den sidste besiddelse i Tyskland, Wismar, tabt i 1716, og overraskelsesangrebet på Norge samme år slog fejl.

Angrebet på Norge blev fornyet 1718, denne gang omhyggeligt forberedt. Målet var at tvinge Danmark ud af krigen, så Østersøen kunne blive fri, og kampen tages op med hovedmodstanderen, Rusland. Da Karl 12. blev dræbt ved grænsefæstningen Fredriksten i begyndelsen af felttoget, trak den svenske hær sig imidlertid hurtigt tilbage.

Krigens afslutning

Da Karl 12. var barnløs, og hans søster Ulrike Eleonora var gift med Frederik af Hessen (senere Frederik 1. af Sverige) og dermed ikke arveberettiget til tronen, udløste kongens død en forfatningskrise. Det første i 1719 til enevældens fald, begyndelsen på den svenske frihedstid og en serie fredsslutninger: I 1719 med Hannover, som overtog Bremen og Verden, og i 1720 med Brandenborg-Preussen, som fik en del af Forpommern.

I 1720 blev der også sluttet fred med Danmark, som fik frie hænder til at inkorporere de gottorpske dele af Slesvig i kronen, ligesom Sverige gav afkald på sin gamle toldfrihed i Øresund. Endelig i 1721 fulgte Freden i Nystad med Rusland, som fik alle Sveriges baltiske besiddelser og et stykke af Finland.

Dermed var Store Nordiske Krig forbi, om end der først formelt blev sluttet fred med Polen 11 år senere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig