Frihedstiden

Frihedstiden, periode i svensk historie, hvori enevælden var afskaffet til fordel for et stænderstyre. Frihedstiden begyndte efter Karl 12.s død i 1718 og sluttede med Gustav 3.s kup i 1772. Ved begge lejligheder fandtes nøglen til magtskiftet hos de adelige officerer, som kontrollerede hæren.

Stænderstyret var reelt et adelsstyre. Riksdagen vedtog love og skatter og tog andre principielle beslutninger, men bønderne var udelukket fra det mest magtfulde udvalg, Sekreta utskottet, der tiltog sig den faktiske ledelse af udenrigspolitikken. Den udøvende magt samledes i Riksrådet. Her sad de egentlige magthavere, de højadelige embedsmænd, som også var partiledere i stænderne og chefer i forvaltningen. Rådet havde kontrol med kongen, hvis magt gradvis indskrænkedes og i 1756 var blevet så lille, at man kunne erstatte hans underskrift med et navnestempel.

Der udviklede sig en parlamentarisme, hvor Riksdagen udvalgte og afsatte medlemmer af Riksrådet. De afsatte mistede ikke den plads, som kongen havde givet dem, men de blev udelukket fra møderne. Riksdagen var præget af partier, Hattarna og Mössorna ('hattene' og 'huerne') og et spinkelt hofparti. Mössorna var et fredsparti, mens Hattarna stod for en aggressiv udenrigspolitik og en mere aktiv merkantilistisk økonomisk politik. Partierne var dog ikke partier i moderne forstand, men løst sammensatte grupper uden egentlige programmer. Deres holdning til kongemagten og forfatningen var mest taktisk bestemt. De modtog ofte penge fra fremmede magter, også Danmark, som helst ville undgå en krigerisk svensk kongemagt.

Frihedstiden havde længe et dårligt eftermæle pga. korruption og flere tabte krige. Nyere historieforskning har imidlertid vurderet perioden som et vigtigt forstadium til demokratiet i Sverige.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig