Ivan Mazepa, ca. 1639-1709, fra 1687 øverstkommanderende (hetman) for den russiske vasalstat Ukraine. Mazepa støttede Peter 1. den Store i krigene mod Krimkhanatet og Tyrkiet og i første fase af Store Nordiske Krig. Peters planer om at indskrænke hetmanstatens autonomi fik Mazepa til i 1706 at søge polsk og siden i 1708 svensk militær støtte til uafhængighed af Rusland. Efter den svensk-ukrainske koalitions nederlag i Slaget ved Poltava i 1709 flygtede Mazepa og hans allierede kosakker sammen med Karl 12.s slagne hær til Bendery, hvor han kort efter døde.

J.C. Pašeks memoirer om den unge, begavede karrierediplomat Mazepas udskejelser ved det polske hof inspirerede bl.a. Byron, Słowacki, Hugo og Liszt; Pusjkin og Tjajkovskij var i deres værker mere optaget af Mazepas udåd ved Poltava. Mazepa anses nu for nationalhelt i Ukraine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig