slaviske sprog

Da det ældste slaviske skriftsprog blev skabt af Kyrillos i 860'erne til brug for den ortodokse kirkes mission i det nuværende Mæhren, var sprogforskellene stadig ubetydelige. Dette skriftsprog, der senere blev benævnt kirkeslavisk, og som var skabt på grundlag af oldbulgarsk, kunne derfor uden problemer fra 900-tallet også anvendes i det østslaviske Rusland.

Der er inden for de slaviske sprog en tæt sammenhæng mellem religion og alfabet. Således benyttes det latinske alfabet i romerskkatolske og muslimske områder, dvs. i polsk, sorbisk, tjekkisk, slovakisk, slovensk, kroatisk og bosnisk, idet hvert sprog har sit eget system af diakritiske tegn og bogstavkombinationer til gengivelse af specielle slaviske lyde; fx gengives [ʒ] som ž i tjekkisk, slovakisk, slovensk og kroatisk, men i polsk som rz eller ż.

I de ortodokse lande med sprogene russisk, hviderussisk, ukrainsk, rusinsk, serbisk, bulgarsk og makedonsk benyttes det kyrilliske alfabet. Serbisk kan dog også skrives med det latinske alfabet.

De moderne slaviske sprog, der ved årtusindskiftet tales af i alt ca. 300 mio., omfatter tre sproggrupper:

Inden for substantiverne har slavisk ligesom baltisk bevaret og videreudviklet det indoeuropæiske kasussystem og viderefører de syv protoslaviske kasus nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Bulgarsk og makedonsk har dog som andre balkansprog mistet kasusbøjningen, idet kun vokativ er bevaret ud over grundformen, den oprindelige nominativ. Kasusbetydningerne udtrykkes her ved hjælp af præpositioner; se balkanlingvistik og bulgarsk.

Alle slaviske sprog har ved substantiverne bevaret tre køn, mens kun sorbisk og slovensk har bevaret en egentlig dualis, som fortrinsvis betegner genstande, der naturligt forekommer parvis, fx hænder, fødder, øjne og ører. Endelig har de slaviske sprog udviklet en skelnen mellem animate og inanimate substantiver, dvs. betegnelser for det levende og det ikke-levende, idet akkusativ i visse bøjninger har sammenfald med genitiv ved animate substantiver og med nominativ ved inanimate substantiver; se russisk. Forskellen mellem animate og inanimate substantiver er opstået efter opsplitningen af protoslavisk og manifesterer sig derfor forskelligt i de enkelte slaviske sprog.

Verbernes mest karakteristiske træk er aspekt, idet mange verber, specielt de såkaldte handlingsverber, optræder parvis, således at der er både et perfektivt og et imperfektivt verbum for samme grundbetydning. Aspektpar dannes, enten ved at et imperfektivt verbum forsynes med præfiks, fx serbisk imperfektiv pisati over for perfektiv na-pisati 'skrive', eller ved at et perfektivt verbum får indføjet et affiks, fx serbisk perfektiv iskazati over for imperfektiv iskaz-iv-ati 'meddele, udtale'. Begge verber forekommer med enkelte undtagelser i alle bøjningsformer. Også denne skelnen udvikledes først efter udskillelsen af de enkelte slaviske sprog.

Protoslavisk havde et kompliceret tempussystem, der omfattede præsens, aorist, imperfektum, perfektum, pluskvamperfektum, futurum og futurum exactum. Dette system er blevet forenklet i øst- og vestslavisk, der kun har bevaret præsens, præteritum og futurum. Præteritum er baseret på den oprindelige perfektum, der bestod af et hjælpeverbum og et aktivt participium, fx jesmĭ neslŭ 'jeg (mand) har båret', hvor participiet er maskulinum, fordi det underliggende grundled er hankøn, over for jesmĭ nesla med participiet i femininum 'jeg (kvinde) har båret'. I østslavisk er hjælpeverbet faldet bort, og tilbage står en præteritum, der som tidligere participium bøjes i køn, men ikke i person, der må udledes af konteksten, jf. russisk njos 'jeg (mand)/du (mand)/han bar' over for nesla 'jeg (kvinde)/du (kvinde)/hun bar'. I vestslavisk er hjælpeverbet smeltet sammen med participiet, så præteritum foruden i køn også bøjes i person, jf. polsk niosłem 'jeg (mand) bar' over for niosłesz 'du (mand) bar'. I sydslavisk er forenklingen af tempussystemet slået igennem i slovensk og delvis i serbisk og kroatisk, specielt i talesproget, hvorimod væsentlige dele af det oprindelige tempussystem er bevaret i bulgarsk og makedonsk.

Protoslavisk adskilte sig fra andre indoeuropæiske oldsprog ved kun at tillade åbne stavelser, dvs. stavelser, der ender på en vokal. Dette kom ved overgangen fra fælles indoeuropæisk til protoslavisk til varigt at præge de slaviske sprog. En række bøjningsendelser mistede den afsluttende konsonant, hvad der reducerede formernes antal, jf. oldkirkeslavisk nom. og akk. domŭ 'hus' over for lat. nom. domus og akk. domum. Kombinationer af vokal foran nasalkonsonanterne n eller m udvikledes til en nasal vokal, hvorved der opstod en åben stavelse, fx oldkirkeslavisk pętĭ 'fem', jf. gr. pente, og pǫtĭ 'vej', jf. lat. akk. pontem 'bro'. De to nasalvokaler ę og ǫ er kun bevaret i polsk og kasjubisk, men med en anden fordeling end på protoslavisk. Endvidere udviklede likviddiftongerne, dvs. kombinationerne or, ol, er og el, til åben stavelse, i østslavisk ved indskud af en ekstra vokal efter likviden r eller l og i vest- og sydslavisk ved metatese, dvs. ombytning af vokal og likvid. Den oprindelige rækkefølge af vokal og likvid er stadig synlig i flere tyske stednavne af slavisk oprindelse, fx -ar- i Puttgarden.

Et karakteristisk træk ved de moderne slaviske sprog er de såkaldt flygtige vokaler, dvs. vokaler i substantivernes stamme, som kun optræder i visse bøjningsformer. Dette skyldes bortfald af de protoslaviske halvvokaler ŭ og ĭ efter udskillelsen af de enkelte slaviske sprog, hvor princippet om åbne stavelser ikke længere var gældende. Ved flere halvvokaler i en ubrudt række stavelser i samme ord blev kun hveranden bagfra bevaret: fx russ. son af protoslavisk nominativ sŭnŭ 'søvn, drøm' over for genitivformen russ. sna af protoslavisk gen. sŭna. Herved opstod der igen lukkede stavelser i slaviske sprog.

Inden for konsonanterne har lydændringer i særlig grad berørt velarerne k, g og kh gennem to måske tre såkaldte palatalisationer i forhistorisk tid. Derfor ændres en velar i slutningen af en stamme ofte ved bøjning, fx velaren k til palatalen c i slovensk otrok 'barn' over for pluralis otroci. En del af disse stammeforandringer er dog på de enkelte sprog forsvundet på senere udviklingstrin. En anden markant forandring hidrører fra udviklingen af de oprindelige kombinationer af konsonant og j, hvor (k)tj og dj udviklede sig forskelligt i de enkelte slaviske sprog.

Blandt de øvrige indoeuropæiske sprog er slavisk tættest beslægtet med de baltiske sprog litauisk og lettisk samt det nu uddøde oldpreussisk, hvor en række lighedstræk bl.a. inden for ordforråd, afledning, bøjning og lyd (herunder ordaccenten) tyder på en fælles oprindelse i et baltoslavisk ursprog.

De slaviske sprog har udviklet sig fra protoslavisk, hvis kerneområde frem til 400-tallet sandsynligvis lå omkring floden Dnepr i det nuværende Ukraine. Fra denne tid stammer flere låneord, fx oldkirkeslavisk korabljĭ 'skib' af gr. karabion og kŭnędzĭ, russisk knjaz 'fyrste' af germansk *kuningaz 'konge'. I den sene protoslaviske eller fællesslaviske periode fra 400-tallet. til ca. 1000 bredte slaverne sig mod nord til Ishavet, mod vest til Elben og mod syd ned over Balkan til det græske område. Herved mistede de slaviske stammer den nære kontakt med hinanden, og gradvis opstod de tre dialektregioner. Fra ca. 1000 taler man om de enkelte slaviske sprogs ældste trin.

• de indoeuropæiske sprog