kirkeslavisk

Kirkeslavisk var det fælles skriftsprog for alle ortodokst kristne slaviske folkeslag med hovedvarianterne bulgarsk-kirkeslavisk, serbisk-kirkeslavisk og russisk-kirkeslavisk. I det ikke-slaviske, men ligeledes ortodokse Rumænien anvendtes bulgarsk-kirkeslavisk. Kirkeslavisk opnåede i det østlige Europa samme funktion af overnationalt kultursprog som latin i Vesteuropa. Fra 1600-tallet frem til ca. 1800 blev det gradvis erstattet af nationale skriftsprog og anvendtes herefter alene som gudstjenestesprog i russisk-, bulgarsk- og serbisk-ortodokse kirker.

Den tidligste variant af kirkeslavisk, der også kaldes oldkirkeslavisk eller oldbulgarsk, er det ældste slaviske skriftsprog; det blev skabt i 860'erne af brødrene Kyrillos og Methodios. Som det tidligst overleverede slaviske sprog er det af betydning for den sammenlignende sprogforsknings rekonstruktion af såvel tidlige baltoslaviske sprogstadier som af et indoeuropæisk grundsprog. De urslaviske konsonantforbindelser *tj og *dj optræder i kirkeslavisk som št og žd, hvilket identificerer kirkeslavisk som en oprindeligt østsydslavisk, dvs. bulgarsk-makedonsk, sprogform. Hermed harmonerer også udviklingen af urslavisk *or og *ol mellem konsonanter til kirkeslavisk ra og la. Begge udviklinger ses i et ord som oldkirkeslavisk vraštǫ 'jeg vender' af urslavisk *vortjǫ.