Artikelstart
Rusinere, ruthenere, østslavisk folk (1-1,5 mio.), som lever i Karpaterbjergene i grænseområdet mellem Polen, Slovakiet, Ukraine og Rumænien samt i mindre enklaver i Ungarn og det nordlige Jugoslavien (Vojvodina). Størsteparten bor i det administrative område Zakarpatskaja Oblast i det vestlige Ukraine og tilhører enten den græsk-katolske eller russisk-ortodokse kirke.
I 1930'erne opnåede rusinerne selvstyre i en region i det østlige Tjekkoslovakiet. Regionen erklærede sig uafhængig 1939 under navnet Karpato-Ukraine, men blev umiddelbart efter selvstændighedsdeklarationen besat af Ungarn. Efter 2. Verdenskrig blev området indlemmet i Sovjetukraine, og rusinerne blev underlagt en betydelig assimilation. Siden 1989 har rusinerne i Ukraine igen fremsat krav om selvstyre, men de betragtes ikke som en selvstændig nationalitet. I Polen og Slovakiet opnåede de anerkendelse i begyndelsen af 1990'erne, mens de i Jugoslavien blev anerkendt allerede i 1950'erne.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.