Slovensk, sydslavisk sprog, som tales i Slovenien og tilgrænsende områder i Østrig og Italien. Slovensk, der er officielt sprog i Slovenien og skrives med det latinske alfabet tilsat diakritiske tegn, er med baggrund i både historiske og geografiske forhold præget af mange dialekter, fordelt på seks grupper: Længst mod nordvest er der fællestræk med tjekkisk og slovakisk, mens de østlige dialekter ligner kajkavisk kroatisk.

Slovensk har bevaret dualis både i nominal- og verbalsystemet, fx i nominativ mesti '(to) steder' over for mesto 'sted', plur. mesta, og verbet neseva 'vi (to) bærer' over for nesem 'jeg bærer' og nesemo 'vi bærer'. Der er også særlige dualispronominer, fx i maskulinum midva 'vi to', vidva 'I to' og onadva 'de to'.

Den ældste bevarede skriftlige kilde, Freisingdokumentet fra 900- eller 1000-t., er samtidig en af de ældste slaviske kilder overhovedet. I 1800-t. tjente denne kendsgerning som udgangspunkt for Jernej Kopitars (1780-1844) og F. von Miklosichs "pannoniske teori", hvorefter alle gamle slaviske tekster skulle være skrevet på oldslovensk. Det slovenske standardsprog, der blev grundlagt i 1500-t. på den centrale Dolenjska-dialekt og udbredt bl.a. gennem bibeloversættelse, vandt fra midten af 1800-t. almen udbredelse. Se også slaviske sprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig