diakritiske tegn

Artikelstart

Diakritiske tegn er grafiske symboler, der kan hjælpe til at skelne mellem forskellige udtaler af bogstaver eller bogstavforbindelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet diakritisk kommer af græsk diakritikos '(egnet) til at adskille', af dia- og krinein 'skelne, dømme'.
Også kendt som

diakritika

Velkendte diakritiske tegn er accenterne aigu, grave og cirkumfleks: é, è, ê, som kan bruges til at skelne vokalkvalitet, længde, tryk eller tone, alt efter hvilket sprog der er tale om. I fransk betegner accent aigu i é således lukket [e], mens accent grave over è betegner åben kvalitet [ɛ]. Cirkumfleks betegnede på fransk oprindelig lang vokal som følge af konsonantbortfald, men bruges nu mest til at betegne åben kvalitet [ɛ]. Endelig bruges trema (¨) til at angive hiat, som fx i bilmærket Citroëns navn. Se også diæresis og diftong.

Diakritiske tegn bruges meget sammen med især det latinske alfabet i sprog, som oprindelig blev skrevet med andre alfabeter, fx rumænsk, som til op i 1800-tallet blev skrevet med det kyrilliske, og tyrkisk, der blev skrevet med det arabiske alfabet. I semitiske skriftsystemer betegnes vokaler med diakritiske tegn, der dog oftest udelades. I fonetisk notation bruges diakritiske tegn i stort omfang til at angive detaljer i lydenes artikulation.

Diakritiske tegn er ofte rester af hele bogstaver (digraf). Således er trema over bogstaverne ä og ö oprindelig et e anbragt over hovedbogstavet, og bollen over å er oprindelig et hævet o. Diakritiske tegn står oftest over bogstavet, men også af og til under det som i ç, kaldet c cédille, af spansk cedilla 'lille z', idet tegnet er et oprindeligt z skrevet under c'et.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig