trema

Trema er et diakritisk tegn af form som to prikker over en vokal; egentlig en videreudvikling af et e placeret over en vokal.

Faktaboks

etymologi:

af græsk trema 'hul, åbning; prik på en terning'.

Trema kan som i fx svensk og tysk være en del af bogstavet, fx ä, ö, ü (umlaut), eller det kan angive, enten at to vokaler i træk hver for sig danner stavelse, fx fransk noël [noˈɛl] 'jul', eller at bogstavet modsat hovedreglen skal udtales, fx spansk antigüedad [ɑntigwɛˈðɑð] 'høj alder' (diærese). Typografisk (fx i Unicode) kan der skelnes mellem umlaut og diærese. Især i engelsk er ren visuel brug af trema udbredt ved branding, fx Häagen-Dazs, Motörhead.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig