Sandžak Novi Pazar

Sandžak Novi Pazar, gammel osmannisk provins, 1879-1908 under østrig-ungarsk, 1908-12 under tyrkisk kontrol. Ved freden efter 1. Balkankrig 1912-13 blev provinsen delt mellem Serbien og Montenegro, og fra 1918 integreret i den stat, som fra 1929 kaldtes Jugoslavien. Flertallet af befolkningen har muslimsk baggrund og betegnedes indtil 1992 muslimani, men under krigen i Bosnien 1992-95, som en del muslimer fra Sandžak deltog i, blev det almindeligt for dem at betegne sig som bošnjaci (se bosniak).

Når opløsningen af unionen Serbien og Montenegro, som blev bekræftet ved folkeafstemningen i Montenegro 21.5.2006, bliver effektiv, vil provinsen igen blive gennemskåret af en international statsgrænse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig