romansk arkitektur og billedkunst

Romansk arkitektur og billedkunst dækker over arkitekturen og billedkunsten i Europa i perioden fra begyndelsen af 1000-tallet, i Frankrig indtil gotikkens gennembrud i ca. 1140, i resten af Europa til ind i 1200-tallet.

Betegnelsen romansk opstod i 1800-tallet som en karakteristik af arkitekturen fra antikkens slutning til fremkomsten af gotikken.

Først i begyndelsen af 1900-tallet blev den præciseret til at karakterisere såvel arkitektur som billedkunst i perioden efter den karolingiske og ottonske kunst. Betegnelsen henviser først og fremmest til arven efter den antikke romerske arkitektur ved anvendelse af halvcirkulære buer, rundbuer, over muråbninger, i arkader og som dekorative elementer; heraf betegnelsen rundbuestil.

Også de hyppigt brugte tøndehvælv og krydshvælv bygger på rundbuen. Fra antikken stammer ligeledes basilikaen, en bygning med højt midterskib og lavere sideskibe, afsluttet af en apsis og evt. forsynet med et indskudt tværskib, anvendt til større, monumentale kirkebygninger.

Denne bygningstype blev formidlet til den romanske arkitektur via de oldkristne pragtbasilikaer som fx Peterskirken i Rom. Endelig skal nævnes påvirkningen fra de bevarede antikke monumenter, fx i Provence, hvor den kommer til udtryk i facaderne på kirkerne Saint-Gilles-du-Gard og Saint-Trophime i Arles.

Trods regionale variationer må den romanske kunst betegnes som den første fælleseuropæiske udtryksform, der bredte sig over hele det daværende romerskkatolske område.

Det skyldes ikke mindst de talrige indbyrdes forbundne klostre, især inden for den cluniacensiske kongregation (der i ca. 1100 omfattede over 1000 klostre) og det vidt forgrenede netværk af pilgrimsruter til Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela i Nordvestspanien.

Også bygningsarbejderne, organiseret i de såkaldte byggehytter, flyttede rundt, alt efter hvor der var arbejde at få; derfor er fx Lunds Domkirke en ægte ætling af lombardisk arkitektur, opført i 1100-tallet af bygmestre, der også havde arbejdet på fx kejserdomen i Speyer. Med korstogene og via maurerne i Spanien fik den romanske kunst også orientalske og islamiske islæt.

Blandt tidlige romanske bygninger er domkirken i Trier, delvist opført i første halvdel af 1000-tallet; blandt de øvrige hovedmonumenter i Tyskland er domkirkerne i Hildesheim, Mainz, Speyer og Worms samt flere kirker i Köln.

I Frankrig er bl.a. bevaret de store kirker Saint-Sernin i Toulouse, Sainte-Foi i Conques, Notre-Dame-la-Grande i Poitiers og den mægtige klosterkirke i Cluny (delvist ødelagt).

I Italien udfoldede den romanske arkitektur sig især i Lombardiet (Sant'Ambrogio i Milano, domkirken i Verona) og i Toscana (domkirken i Pisa); om den romanske arkitekturstil i Syditalien (Cefalù, Monreale og Palermo på Sicilien) anvendes ofte betegnelsen normannisk stil, der også bruges om periodens byggestil i Normandiet (Caen) og i England (Durham, Norwich).

Den tidlige romanske arkitektur er enkel med sine store plane murflader, men i den højromanske periode i 1100-tallet blev murkroppen artikuleret, både i det indre og det ydre.

Omkring 1100 begyndte man at erstatte de flade trælofter over større rum med hvælvinger, og som støtte for disse tilføjedes halvsøjler, der rejser sig lodret fra gulvplanet, mens der i de massive mure indføjedes åbne gallerier og større vinduer.

Søjlekapitælerne blev dekoreret ikke blot med bladornamentik, men også med figurskulptur; kirkeportalernes arkivolter og tympana dannede ligeledes baggrund for en rig udsmykning med skulpturer og relieffer.

Karakteristisk for den romanske kunst er den eminente forening af arkitekturens konstruktive dele med den skulpturelle udsmykning, således som det kommer fornemt til udtryk i Priorportalens tympanon i katedralen i Ely i England. Fra centre i Nordspanien, Sydfrankrig og Italien bredte monumentalskulpturen sig til resten af Europas kirker.

Skulpturens udvikling og variation i første halvdel af 1100-t. kan følges i de franske kirkers store portaludsmykninger med tympanonrelieffer og kapitælskulpturer i bl.a. Moissac, Autun (signeret af Gislebertus), Conques og Vézelay.

Formsproget kan være stiliseret og præget af ophøjet ro og frontalitet som fx i Majestas Domini-typen, eller det kan være realistisk og vise stærk bevægelse og ekspressivitet (Moissac, Souillac).

De samme udtryksvariationer ses i malerkunsten. Freskoudsmykninger har ofte dækket kirkernes vægge, men er i vid udstrækning gået tabt.

Bevaret er udsmykningerne af klosterkapellet Berzé-la-Ville fra begyndelsen af 1100-tallet og af kirken Saint-Savin-sur-Gartempe fra 1100-tallet (begge i Frankrig), klosterkirken i Lambach (Østrig) fra ca. 1089 samt Panteón de los Reyes i kirken San Isidoro i León (Nordspanien) fra ca. 1160.

De romanske malerier, såvel bogmalerier som freskoer og de nytilkomne glasmalerier, har udpræget fladekarakter, og billedsproget er både dekorativt og symbolsk. De stærke farver er afgrænset i flader og omgives af ubrudte konturlinjer.

Den romanske kunst i Syd- og Østitalien var stærkt influeret af byzantinsk kunst, ikke mindst i mosaikudsmykninger som i domkirkerne i Monreale og Cefalù på Sicilien og Markuskirken i Venezia eller freskoerne i Sant'Angelo in Formis nær Capua (ca. 1080).

Påvirkningen bredte sig også til Danmark, hvor den kan ses i kalkmalerier i Måløv Kirke og Ørridslev Kirke.

Den romanske billedkunst omfatter også træskulpturer som fx korbuekrucifikser samt døbefonte i både sten og metal og alterbeklædning af metal, de såkaldte gyldne altre.

Inden for kunsthåndværket blev der udført store lysekroner og lysestager, kostbart udsmykkede bogbind, krucifikser og relikvieskrin i elfenben, metal og emalje samt tekstilarbejder som fx Bayeuxtapetet.