Sicilien, Middelhavets største ø og Italiens største region, der også omfatter De Lipariske, Æoliske og Pelagiske Øer samt flere mindre øer; i alt 25.708 km2, 5,1 mio. indb. (2014). Siden 1946 har Sicilien udgjort en region med særstatus inden for den italienske stat. Øen adskilles fra det italienske fastland af Messinastrædet og er omgivet af Det Tyrrhenske Hav, Det Ioniske Hav og Den Sicilianske Kanal.
De største byer er regionshovedstaden Palermo samt Agrigento, Caltanissetta, Catania, Enna, Messina, Ragusa, Siracusa og Trapani; de ni byer er også administrationsbyer for regionens provinser med de samme navne.
Landskab. Øen er præget af bakker og lave bjerge og afgrænses mod Det Tyrrhenske Hav af stejlkyster og mod Middelhavet af sumpede områder. Appenninerne strækker sig hen over den nordlige del af Sicilien med fra øst bjergene Monti Peloritani med Montagna Grande (1374 m), Monti Nebrodi eller Caronie med Monte Soro (1847 m) og Madonie med Pizzo Carbonara (1979 m). Midt på øen og mod sydøst ligger de lavere bjerge Monti Erei og Monti Iblei, og nord herfor, på østkysten, vulkanen Etna (3323 m). De største sletter ligger ved Catania, Palermo, Trapani og Marsala. Floderne er korte og har periodevis stor vandføring.
Befolkning. Siden 1980'erne er befolkningstallet kun steget langsomt som følge af en dalende fødselsrate. Samtidig er udvandringen fra øen aftaget, og sicilianske udvandrere er begyndt at vende tilbage. Den vestlige del er økonomisk og socialt tilbagestående, mens den østlige nyder godt af nærheden til fastlandet og tilstedeværelsen af store byområder. Palermo og Catania deler øen i to store indflydelsessfærer. Det indre af øen er meget tyndtbefolket, og byerne er her først og fremmest baseret på landbrug.
Økonomi. På trods af rige naturresurser har Sicilien en svag og støtteafhængig økonomi præget af et utilstrækkeligt udviklet erhvervsliv, høj arbejdsløshed og en organiseret kriminalitet, der hæmmer udviklingen af små og mellemstore virksomheder. En nedgang i antallet af heltidsbeskæftigede modsvares af et voksende antal deltidsbeskæftigede og løsarbejdere samt af en udstrakt brug af indvandrere, ofte illegale.
I kystegnene findes rige, intensivt dyrkede områder, fx ved byerne Trapani og Ragusa, hvor der dyrkes druer, på Palermo- og Cataniasletten, hvor der dyrkes citrusfrugter, samt ved Avola og Noto, hvor der dyrkes hhv. mandler samt frugt og grønt. Øens indre dele er til gengæld præget af godser med ekstensiv hvedeavl. Kunstige søer har gjort det muligt at øge det dyrkede areal betragteligt, men private særinteresser har hindret opførelsen af dæmninger og vandforsyningsanlæg i tilstrækkeligt omfang. Produktionen af citrus er fordoblet siden 1960, men Spaniens og Portugals medlemskab af EU har medført en eksportnedgang. Den sicilianske fiskerflåde er Italiens største, og den vigtigste fiskerihavn er Mazara del Vallo.
I 1950'erne fremmede den statslige udviklingsfond for Syditalien (Cassa per il Mezzogiorno) oprettelsen af kemiske og petrokemiske anlæg i områderne Augusta-Priolo-Siracusa, Gela, Porto Empedocle og Milazzo; disse virksomheder var dog uden forbindelse med det eksisterende erhvervsliv, skabte kun få arbejdspladser og medførte ikke den ønskede udvikling. Andre industriområder er opstået omkring Palermo og Catania samt langs sydvestkysten, koncentreret om Trapani, Marsala, Mazara del Vallo og Sciacca. Ved Marsala, Caltanissetta og Alcamo findes vin- og spiritusindustri.
Der er sket en vækst i servicesektoren, især i den offentlige forvaltning og små traditionelle handelsvirksomheder. Turismen er ringe udviklet i forhold til mulighederne bortset fra enkelte steder såsom kysten ved Taormina syd for Messina. De avancerede servicevirksomheder er koncentreret i Palermo og Catania og i mindre omfang i Messina og Siracusa.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.