Agrigento er en italiensk by nær Siciliens sydkyst 100 kilometer syd for Palermo; 58.900 indbyggere (2004). Byen er bispesæde, og domkirken fra 1100-tallet er senere udvidet og ombygget. Agrigento, der ligger i et af Italiens dårligst udviklede områder, har haft en moderat vækst inden for handel samt cement- og papirindustri; i øvrigt tiltrækker byen nogen turisme. Der forekommer en del organiseret kriminalitet, herunder narkotikasmugling. Agrigento betjenes af havnen i Porto Empedocle og er siden oldtiden blevet berømmet for sin smukke beliggenhed ved en dalsænkning mod havet.

Faktaboks

Også kendt som

indtil 1927 Girgenti

I Agrigento findes nogle af antikkens bedst bevarede doriske templer fra 500- og 400-tallet f.v.t., bygget i den lokale kalksten, fx Concordiatemplet. Beboelsesområdet, nu delvis udgravet, var fra begyndelsen udlagt i rette linjer med brede færdselsårer og smallere stræder; foruden helligdomme og offentlige bygninger fandtes et torv (agora) og en folkeforsamlingsplads. Museet i Agrigento er rigt på skulpturer og votivgaver fra helligdommene og på vaser fra gravene. Det arkæologiske område er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

I oldtiden var Agrigento, (gr. Akragas, lat. Agrigentum), en bystat. Byen blev grundlagt af kolonister fra Gela — ifølge skriftlige kilder i 581 f.v.t., men ifølge arkæologiske antagelig en generation tidligere — og lå på et udstrakt plateau, omkranset af højdedrag. Akragas blev styret af tyranner, af hvem de kendteste er Falaris (500-tallet f.v.t.) og Theron (488-472). Sidstnævnte anførte i 480 f.v.t. akragantinerne i slaget ved Himera mod karthagenienserne. For krigsbyttet kunne der påbegyndes et omfattende tempelbyggeri. Byen blev erobret og delvis ødelagt af kartagenienserne i 406 f.v.t. og genvandt aldrig sin tidligere velstand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig