Artikelstart
Poitiers, by i Vestfrankrig 155 km sydøst for Nantes; 87.400 indb. (2013). Poitiers er administrationsby for departementet Vienne.
I bycentret ved floden Clain ligger dåbskapellet Saint-Jean fra 300-t., som er Frankrigs ældste bevarede kristne bygning, de romanske kirker Saint Hilaire-le-Grand og Notre-Dame-la-Grande med en enestående facade samt den gotiske domkirke Saint-Pierre.
Poitiers har bl.a. universitet (23.000 studerende, 2016). Trafikalt ligger byen ved motorvejs- og TGV-togstrækningen Paris-Bordeaux.
Fra 1960'erne fik Poitiers del i en begyndende udflytning af virksomheder, der søgte billig arbejdskraft, bl.a. Michelin. Fra 1970'erne har byen tiltrukket højteknologiske og forskningsbaserede virksomheder.
Nord for byen anlagdes i 1987 en forsker- og fritidspark, Futuroscope, skabt af den franske arkitekt Denis Laming (f. 1949), med specialisering inden for elektronik, termisk kemi og sportsindustri. Området rummer flere højere uddannelsesinstitutioner, et center for fjernundervisning og en IMAX-biografbygning med form som kæmpestore skråtstillede krystaller i glas og stål.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.